Lord Siva

Lord Siva
Lord Sivas anden ep lukker mørket ind i popmusikken.
Lord Siva - 180
5 6
Lord Siva
'180'

Ep, Disco:Wax

Da Lord Siva sang »sex, penge, stoffer / du ved det’ de ting vi popper« på ’Natten’ fra tidligere i år, var det svært ikke at se ham som en direkte efterkommer af The Weeknds melankolske natte-r’n’b. Aalborg-sangerens stemme minder også meget om den berømte canadiers, men der foregår en del mere på ’180’ end simpel Weeknd-efterligning.

Lord Sivas anden ep er ikke et udstillingsvindue for blaserte attituder på tilrøgede natklubber, men et næsten brutalt åbent bekendelsesværk, der udstikker nye grænser for, hvor melankolsk, mørk og poetisk popmusik kan være. Der er noget næsten Morrissey-agtigt over Lord Sivas skift mellem ligefremme beskrivelser af depression (»jeg er træt i min krop / så jeg kommer ikke op i dag« på ’Tilbage’) og poetiseringen af den: »Går videre som ringe i vandet / tegn mit navn i sandet«, synger han på ’Glem Mig’.

Andre steder kan man høre hiphop-baggrunden i punchlines som »gør plads, som om jeg skal breakdance«, og derudover er omkvædene strålende: Linjerne »jeg går og åbner døre heromkring« fra ’Min kode’ og »hold godt øje med mig / se mig flip’ det fucking 180« fra titelnummeret cirkulerer i hjernen som guldfisk i et akvarium.

Men frem for alt er ’180’ enestående, fordi den lukker angst og melankoli ind i popmusikken på en både følsom og frygtløs måde – det er et råb om hjælp forklædt som sirenesang.

Læs også: Top Track: Lord Siva & Karl William ‘Affiché’