Jørgen Leth: »Jeg føler indimellem, at jeg er blevet en slags rockstar«

Jørgen Leth: »Jeg føler indimellem, at jeg er blevet en slags rockstar«

At gå ned ad Gothersgade sammen med Jørgen Leth kræver en vis tålmodighed.

Det er ikke, som det lyder. Selvfølgelig flytter de 79-årige ben sig ikke så hurtigt, som de gjorde engang. Men det er nu mere det, at manden øjensynligt kender det halve af København. Og den halvdel, han ikke kender, kender ham.

Han har kun lige plantet sin lærredssko på fortovet, da han bliver antastet af en fremmed mand, som uden videre udbasunerer, at det er godt at se Leth i live, hvilket for en kort bemærkning gør den ellers så stoiske Leth helt paf. Hvad svarer man til det?

Det varer dog ikke længe, før han får mælet tilbage. Kendte og ukendte ansigter – og nogle enkelte, som han har glemt, han kender – strømmer ham i møde som fluer på en sommerdag. »Så du etapen i søndags?«, spørger en skaldet mand uden for kiosken. Det gjorde Jørgen. »Har du læst min nye bog?«, spørger en ung kvinde i Filmhuset. Det har Jørgen ikke. Men han standser op flere gange under vores staccatotur til en hilsen og en kort passiar. Tager sig den tid, han skal bruge. Og man skynder jo ikke på Jørgen Leth! I det mindste er der ingen unge, der passer ham op og beder om en selfie, dem plejer der ellers at være mange af, når han spadserer rundt i byen.

»Det er med en vis undren, jeg oplever det«, siger kunstneren og kommentatoren, der blev folkelig ved et uheld.

»For jeg har jo ikke søgt populariteten. Jeg har altid været en avantgardekunstner. Jeg har aldrig nogensinde rettet mig efter publikums smag. Kunstnerisk har jeg derfor rimelig god samvittighed. Men jeg kan ikke komme i tanke om mange kunstnere, der ikke sætter pris på anerkendelse. Jeg tager imod det. Jeg bliver glad, når folk kommer og bevidner deres begejstring«.

JoergenLeth2_SamyKhabthani.jpg

Et fjedrende underlag

En sommerdag for otte år siden var det et kendt ansigt, der forstyrrede ham midt i hans morgenritual. Jørgen Leth sad og sippede kaffe og læste avis på Kaffesalonen ved Peblinge Sø, ligesom han plejede, da Mikael Simpson pludselig satte sig ved siden af ham.

»Jeg vil gerne bruge din stemme!«, proklamerede han.

Samme aften mødte Leth op som aftalt i Frithjof Toksvigs studie i Ryesgade. Han havde en stabel af sine digtsamlinger under armen, fordi han tænkte, han sikkert skulle recitere.

»Dem kan du godt lægge væk«, kommanderede Mikael Simpson og pegede på bøgerne.

Leth skulle ikke læse op, han skulle fortælle. Tænke højt. Frit fra leveren om hvad der nu lige faldt dem ind. Senere ville Simpson og Toksvig klippe i ordene og svøbe dem ind i et elektronisk klangrum.

»Jeg føler, at mine ord ligger på et fjedrende underlag. Det er en helt fysisk fornemmelse af at kunne læne sig tilbage i musikken og de toner, som Toksvig og Simpson antyder«, forklarer Leth om det, der senere skulle komme til at hedde Vi Sidder Bare Her.

»Det var jo den store verden. Den store verdens veje, vi kørte på. Det var et eller andet sted, som var fremmed. Og man tog banen i besiddelse, man tog vejene og kvarteret, hvor det hele foregik, i besiddelse. Og drømte sig væk i det. Det var det, man gjorde. Drømte sig væk i det«.
– Fra nummeret ’Jeg kan godt huske hvordan det var at cykle’

Fortællingerne kommer ploppende

Den særegne spoken word-trio kom til verden den dag for otte år siden. Senere er det blevet til tre roste album, og i denne uge udkom så nummer fire, ’Rak-Ma-Gak’.

»Det inspirerer mig«, svarer Leth på spørgsmålet om, hvorfor han bliver ved med at vende tilbage til det kunstneriske rum, som Vi Sidder Bare Her er.

»Den nye plade er jo et svar på dit spørgsmål. Der bliver ved at være en masse nyt stof. Fortællingerne kommer ploppende, når jeg sidder dér i sofaen med en mikrofon foran mig og mine to kammerater ved siden af«.

Hvad er noget værd i livet, og hvad er ikke?

’Rak-Ma-Gak’ rummer ti nye numre, hvor Leth freestylefilosoferer over livets stort og småt, mens hans umiskendelige, nasale diktion flyder vægtløst oven på Simpsons og Toksvigs stemningsfyldte ambientmusik. Undervejs giver han den som sprogrevser, hedonist (»led mig dog for fanden ind i fristelse!«) og sær gnavpot, som på titelnummeret afreagerer på kaudervælsk. Meget af albummet kredser om dét at blive ældre og at se tilbage. Om ikke længere at turde cykle, om at sætte det sidste punktum og om at glemme ord og ansigter.

»Jeg synes, materialet er skidegodt. Måske det bedste, vi har lavet, fordi gennemsnitsniveauet er højere. Det er præget af mit sted i livet. Mange refleksioner over livet, som kommer til mig i den her tid. Meget visdom, hvis jeg skal sige det selv. Hvad er noget værd i livet, og hvad er ikke?«, funderer Jørgen Leth.

JoergenLeth9_SamyKhabthani.jpg

Kommet i havn

Det umage trekløver har efterhånden skabt en fast rutine. De indspiller Leths ord, når han er i Danmark i sommerhalvåret. Når han går i vinterhi i Haiti i november, tager Simpson og Toksvig materialet med i værkstedet, klipper det til og akkompagnerer det, og når Leth returnerer i april, er de ved at være færdige. Så kommer udgivelsen med alt det mediemenageri, der følger med. Til sidst en turné, som i år begynder den 22. september med otte aftner i træk på Aveny-T på Frederiksberg Allé.

»Sangene er ved at blive skrevet ud nu, så jeg kan have nogle stikord til koncerterne. Der er det ikke improvisation mere. Lige nu findes sangene kun spontant på bånd, men jeg kan jo ikke regne med, at det bare vil komme væltende ud hver aften foran publikum. Det er betryggende at have en slags manus«, forklarer Jørgen Leth.

På den måde minder formen til koncerterne mere om Leths samarbejder med Jonas Engberg og Abdullah S, der blev til albummet ’Han er nu malet blå’, eller jazztrioen Reverse, som han ofte optræder sammen med. Her er det Leth, der drypper sine ord oven på musikken, snarere end omvendt.

»Jeg flytter mig i forhold til musikken, tager hensyn til deres pauser og åbner op for deres soloer. Jeg kan godt lide, at det er luftigt, og at de har plads til at udfolde nogle klange«.

»Turnélivet er skønt«, konstaterer han. »Jeg synes, det er dejligt at være kommet hjem i havn med musikken«.

»Det dér med at gøre det færdigt, er også noget med at lukke det. Så kommer det pludselig til at dreje sig om, hvor fanden man så skal sætte punktummet. Er det oppe i himlen? Eller er det ude i den yderste plovfure? Det gælder jo selve livet, det er ikke bare en kunstnerisk plan. Det er ikke alting, man når at lave færdigt. Eller leve færdigt«.
– Fra nummeret ’Det ufærdige’

JoergenLeth8_SamyKhabthani.jpg

Kontor på Montmartre

Selv om Leths første musikalske credit på Spotify er netop ’Han er nu malet blå’ fra 2004, er musikken ikke et nyt terræn, som den søgende kunstner i en sen alder er dumpet ind i. Det er noget, han er vendt tilbage til. Ja, det var endda sådan, det hele startede. Med jazz.

Han husker ikke nøjagtigt, hvordan det begyndte. Det var i hvert fald ikke noget, han havde med hjemmefra. Men i gymnasiet begyndte han at gå i jazzklub i Aarhus og blev hurtigt så fascineret af musikken og miljøet, at han også begyndte at skrive om det.

Senere blev han jazzanmelder på Demokraten i Aarhus – og senere endnu på Aktuelt og Politiken i København i 50’erne og 60’erne. Han benyttede spaltepladsen til at besynge og mytologisere sine helte: Bud Powell, Chet Baker, Lester Young, Miles Davis, Louis Hjulmand, Charlie Parker, Thelonious Monk, Stan Getz, John Coltrane, Duke Ellington, Billie Holiday… Passionen førte også til, at han i 1963 debuterede som filminstruktør med ’Stopforbud’, et portræt af pianisten Bud Powell (Stop For Bud).

Selve synet af hans hænder. Det kommer jeg mig aldrig over

»Det var den måde, han attakerede klaveret på. Opløste stemningerne. Der var noget impressionistisk og meget kraftfuldt over det. Og selve synet af hans hænder. Det kommer jeg mig aldrig over. De dér bløde fingre, som kunne udstråle en så stor kraft«, fortæller Leth, mens han spiller luftklaver på den hvide dug mellem sin cortado og sin notesblok.

Dengang havde han nærmest kontor på jazzklubben Montmartre i Store Regnegade. Her sad han aften efter aften og ventede på det magiske moment, der indtraf, når det hele kulminerede for hans helte i et altopslugende anfald af ren, ublandet inspiration. Det var uforudsigeligheden, improvisationen og tilfældet, der tiltalte ham.

»Hvis man gik på Montmartre flere aftener i træk for at høre Stan Getz eller Bud Powell eller Dexter Gordon, så lød det aldrig ens. Man kunne risikere at høre en Bud Powell, som var helt flad og uinspireret. Og man kunne høre ham på det højeste niveau, hvor det hele gnistrede. Så jeg ville sgu ikke gå glip af en eneste aften, nogen som helst chance for at høre dem spille inspireret. Det kunne jo være lige netop den aften, hvor de spillede særlig godt«, siger Leth.

»Jeg bliver tosset over at skulle ulejliges ud på en båd for at spise noget. Det er der ikke noget sjovt ved, overhovedet ikke. Og så er vinene altid dårligere på en båd, fordi man tror altid, at selve eventyret ved at være på en båd undskylder dårlig vin. Nej, jeg hader det«.
– Fra nummeret ’Jeg hader havet’

JoergenLeth7_SamyKhabthani.jpg

En slags rockstar

Senere gled Leth væk fra jazzen. Men nu er det, som om den igen lægger underlægningsmusik til hans liv. Foruden de musikalske samarbejder har han forsøgt at lære Mikael Simpson op i jazzens fortræffeligheder igennem 18 programmer på P8 Jazz, og han er i gang med en film om den danske jazzguitarist Jakob Bro.

»Jeg har et nostalgisk forhold til min jazzfortid. Og når jeg tænker på min stemmes plads i musikken (Vi Sidder Bare her, red.), så er det som at være forsanger i en jazztrio. Selv om musikken er af en anden art. Det er fornemmelsen af, at jeg er mere stemme end ord. At min stemme er et instrument. Jeg kan glide ud over taktslagene med min frasering, ligesom Lester Young flød hen over taktslagene med sin saxofon. Den dér sensuelle, glidende, dovne fornemmelse, den kan jeg skidegodt lide«, siger Jørgen Leth med et yndlingsudtryk.

Det stod ellers ikke skrevet nogen steder, at Leth nogensinde skulle blive en del af et jazzensemble. Han har aldrig spillet nogen instrumenter, bortset fra dengang han satte sig foran et klaver, han ikke kunne finde ud af at spille på, og komponerede musikken til sin film om kinesisk bordtennis fra 1972 (»og jeg synes, det er godt nok«, indskyder han med et grin, der skyder tandsættet frem). Dengang han sad på Montmartre aften efter aften og hørte Bud Powell, Stan Getz og Dexter Gordon, drømte han aldrig om selv at stå på scenen.

»Jeg havde ingen drøm om at være rockstar,« husker han. »Men det føler jeg indimellem, at jeg nu er blevet i min høje alder, en slags rockstar. Og det kan jeg meget godt lide. Det er en herlig fornemmelse at stå over for et publikum, der kan lide, hvad man laver, og forføre dem med sin stemme«.

JoergenLethBOKS_SamyKhabthani

Fra Jørgen Leths anmeldelse af The Beatles’ koncerter i KB-Hallen, Politiken den 5. juni 1964.

»Ja, The Beatles er charmerende. For en ikkefan var koncerterne i aftes simpelt hen god underholdning. De forvrængede forstærkeranlæg, der udgør en slags alter i beatledyrkelsen, opvejes af de tiltalende menneskelige egenskaber, som kultens genstande synes udstyret med. Egenskaber, som for resten fjerner enhver mistanke om, at selv en så voldsom dyrkelse af popidoler skulle være sundhedsfarlig«.

»Teenagerne har en god smag, hvis de foretrækker The Beatles for så mange andre pigtrådsgrupper. Der er forskel på pigråd, og det er ikke kun en forskel i strømstyrke. Vurderet på det niveau præsterer The Beatles i hvert fald langt mere nuancerede lyde end senere popularitetsvindende grupper som The Rolling Stones, der for mig at høre spiller som et sæt brækkede arme og ben«.

Vil du være min Hamlet, mr. Jagger?

Det er svært at beskylde ham for storhedsvanvid efter at have set ham gå ned ad gaden, ombejlet, feteret. Og tjo, han kunne såmænd godt gå for en aldrende rockstar, når han står dér i sin sorte læderjakke, blikket mønstrende bag brillerne, den stålgrå hårmanke knikser for sommerbrisen, ansigtets furer holdt på plads, cool og kontrolleret og totalt Jørgen Leth-agtig. Okay, så er der en plet på den lyseblå skjorte, som en ispind (ikke Magnum), han indtog lige inden interviewet, efterlod sig, det er ikke så rockstaragtigt, og det irriterer også æsteten så meget, at han tager skjorten af, inden der skal tages billeder.

Faktisk var rockmusik en af grundene til, at Leth og jazzen gled fra hinanden i slutningen af 60’erne. Hans stofområde på Politiken havde udvidet sig til også at omfatte rock og den nye beatmusik. Han anmeldte de legendariske Beatles-koncerter i KB-Hallen i 1964 og Rolling Stones året efter. I 1965 skaffede han desuden et solointerview med Mick Jagger på et hotelværelse i Oslo. En behagelig oplevelse, husker Leth.

»Han var ikke så aggressiv, som han havde ry for at være. Han holdt aftalen, og han var venlig og forekommende. Det jeg husker bedst, var, at jeg stillede ham et meget specielt og egoistisk spørgsmål. Jeg spurgte, om han ikke kunne tænke sig at spille Hamlet i en forestilling, jeg skulle lave på Svalegangen i Aarhus sammen med Per Kirkeby. Det kunne han jo selvfølgelig ikke. Det havde jeg heller ikke ventet, men det var bare en tanke, jeg fik«.

Hvis man ikke spørger…

»Hvis man ikke spørger, ja«.

»Det er synd, siger nogen. Det synes jeg ikke, det er. Det er ikke syndigt at lade sig friste. Jeg synes mere, det er syndigt ikke at tage imod fristelsen. Der er jo intet, der slår et brændende fysisk begær. Det overgår alt. Og det er jo i høj grad en fristelse. Begær er jo fristelse oversat til handling. Led mig dog for fanden ind i fristelse«.
– Fra nummeret ’Led mig ind i fristelser’

JoergenLeth6_SamyKhabthani.jpg

I trance til Leonard Cohen

Jørgen Leth forsvarede dengang de populære genrer, som resten af parnasset rynkede på næsen ad, om end defensoratet havde en vis patroniserende bitone over sig i sin karakteristik af koncerternes kultiske hysteri.

Senere kom han dog til at holde af musikken. Uden forbehold.

»Ja, det gjorde jeg. Det var også en af grundene til, at jeg forlod jazzen. Jeg syntes, at jazzen havde mistet sin vitalitet og var blevet for intellektuel, for vanskelig. Samtidig var min interesse for, hvad skal vi kalde det, popmusikken eller rockmusikken voksende. Der var mere og mere at finde dér«, siger Jørgen Leth.

»Min smag blev meget bredere, efter at jeg forlod jazzen. Jeg blev især begejstret for Beach Boys. Dem kunne jeg skidegodt lide. De har været direkte kunstnerisk inspirerende for mig. Den måde deres musik ligesom flyder på. Du kender de numre dér, hvor de starter famlende, snakkende, partyagtigt, og så lige pludselig samler det sig. Det svarede til noget, jeg selv havde gang i med mine digte. Jeg ville gerne have, at de på samme måde startede løst og så senere fandt form«.

Men Jørgen Leth er også et vanemenneske, som ofte vender tilbage til det, han kender. Derfor er der ikke meget ny musik på hans personlige playliste – ud over The William Blakes, hvor sønnen Kristian er forsanger. Et af hans nyere bekendtskaber hører dog også til hans favoritter, den jævnaldrende crooner Leonard Cohen, der ligesom Leth stadig er aktiv.

Min smag blev meget bredere, efter at jeg forlod jazzen

»Hans visdom, hans dybe stemme, hans refleksioner om døden og kærligheden, det rammer mig lige i solar plexus. Jeg ser ham næsten som en bror i den måde, han beskæftiger sig med livet på en underfundig og humoristisk måde«, siger Leth.

»Jeg havde nogle næsten tranceagtige oplevelser i mit hus i Jacmel i Haiti, inden det styrtede sammen i jordskælvet, når jeg sad om aftenen og spiste ved mit bord. Min tjener satte hans London-koncert på, og så sad jeg dér helt alene og sang med, imens jeg blev lidt fuld af rom og flød hen i det vemod, der er i de sange. Det kunne jeg skidegodt lide. Når pladen var færdig, sagde jeg: ’Forfra, én gang til’«.

»Jo, jeg kan godt lide efteråret. Det kommer listende. Jeg kan godt lide den melankoli, som er knyttet til efteråret. Det begynder at blive koldere. Det grønne begynder at falde af. Man kan sådan ane, at det snart er slut. Og den fornemmelse, den er stærk. Den må man håndtere i sindet. Tiden går. Her er et år til, som er ved at gå hen mod enden. Der er sådan noget farvel over det«.
– Fra nummeret ’Efterår’

JoergenLeth3_SamyKhabthani.jpg

Hør musik, når du hører musik

Det er sådan, Leth helst hører musik i dag. For sig selv. Med ro omkring sig til at synke ned i stemningerne.

»Jeg vil helst kun høre musik, når jeg hører musik. Jeg bliver irriteret, hvis andre laver noget andet samtidig. Der kan jeg være meget stædig. Jeg ved, at mange godt kan lide at have musik i baggrunden, når de skriver, men det kan jeg slet ikke forestille mig. Det har jeg for meget respekt for musikerne til…«

Mens Jørgen Leth snakker, skramler to tjenere med nogle stole bag ham.

»Hvad er det for en larm!«, udbryder han og kigger spørgende på mig. »Hvad laver de?«

De flytter rundt på nogle stole.

Han vender sig og nedstirrer tjenerne i nogle sekunder, men siger ingenting, ikke engang rak-ma-gak eller lignende vrøvleeder. Kort efter er hans ansigt og opmærksomhed tilbage.

»Nå, det skal de åbenbart have lov til…«

Bliver du kunstnerisk inspireret af at høre musik? 

»Ja, det gør jeg. Jeg kan sommetider blive sparket i gang af at høre musik«.

En slags strækøvelser inden skrivning? 

»Ja, det kan det godt være«.

»Men jeg forsømmer musikken, synes jeg selv. Jeg har ikke energi til at udvide horisonten ud over det, jeg allerede har inden for den. Og der er meget, jeg gerne ville høre mere af. Wagner for eksempel. Jeg går heller aldrig til koncert længere. Min eneste koncert inden for de sidste ti år var Leonard Cohen. Men jeg er heller ikke så interesseret i at være i en koncertsal længere«.

»Det mindre dramatiske er, når man glemmer små, normale ting. Det sker ret tit. Som et ansigt, man har set. Hvor har man set det? Har det et navn? Så bliver man sgu bekymret. Så tænker man, nå, er det i det hele taget en smuldreproces? Er det fremkaldt af noget, som man har oplevet? Har det noget at gøre med traumatiske oplevelser? Eller er det simpelthen bare en ganske almindelig proces, der er gået i gang, som varer, indtil den æder alting op?«
– Fra nummeret ’Min skrøbelige hukommelse’

JoergenLeth4_SamyKhabthani.jpg

Strømførende

Det vil sige: Medmindre han selv står på scenen og omhyggeligt anbringer sine ord på det fjedrende underlag, som hans venner Mikael Simpson og Frithjof Toksvig har spændt ud under ham. Dét glæder han sig til at skulle igen.

»Det kunstnerisk interessante ved de her plader er, at man kan antænde andres fantasi ved at dele oplevelser fra sit eget liv og gøre dem levende. Jeg opdager, at jo mere ærlig, jeg er, jo mere strømførende bliver det«, siger han.

Og selv om jeg insisterende forsøger at snige den vinkel ind, at Vi Sidder Bare Her minder om hans elskede jazz, fordi begge er drevet af improvisation og tilfælde, så er det her, han ser parallellerne:

»Det, der interesserede mig ved jazzen, var jo også de personlige fortællinger. Jeg følte, jeg kunne kende John Coltrane, eksempelvis. Han havde noget at fortælle mig, som var vedkommende for mig, mens en anden stor saxofonist som Sonny Rollins ikke havde noget at fortælle, som jeg syntes, var vanvittigt vigtigt. Det er et spørgsmål om at connecte personligt med kunstneren. At publikum får noget, de kan bruge i deres eget liv, ud af det. Det har jeg altid oplevet med jazzen. Chet Bakers historier var cool, men det var også enormt bevægende og oprivende at være vidne til den selvopløsning. Jeg er ikke i gang med nogen selvopløsningsproces, men det er ud af dét personlige spor, at værdierne findes.«

Hvad tror du, du havde skrevet om Vi Sidder Bare Her, hvis jeres album var dumpet ned på dit anmelderbord i 60’erne?

»Så tror jeg, jeg ville have anerkendt, at her er en person, som har en historie at fortælle fra sit eget liv, og som kan fortælle den på en måde, der er sanselig og medrivende. En personlig historie, som hele tiden udvikler sig og inddrager nye områder. En slags kortlægning af en slags liv«.

»Jeg vil gerne lære mere om livet. Jeg kan ikke se, at livet det slutter derude, hvor det ser ud til at slutte. Jeg kan godt lide, at kanterne ude i mørket vibrerer. At de ikke er låste. Det kunne jeg godt tænke mig. At det er sådan mere uklart, hvor det hele ender, og hvad det hele skal defineres som«.
– Fra nummeret ’Uklart hvor det hele ender’

Læs også: Vi Sidder Bare Her drager på danmarksturné – se datoer

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold