Tårn præsenterer solidt pophåndværk på trods af amputering i lineuppet
Det holdt ikke længe med to frontmænd i Tårn. Men Asger Nordtorps exit fra bandet og efterfølgende soloridt under navnet Guldimund har bestemt ikke stækket vingerne, og allerede under et år efter debuten er det guitarrockende moderskib klar med en efterfølger.
‘Velkommen indenfor’ hvæsser klædeligt de aspekter, som Tårn allerede excellerede i på ‘Ud af mit vindue’, mens andre har fået kniven. Især det lyriske udtryk er mere monomant. Hvor debuten havde en lidt bredere horisont, og dens romantiske facetter mest handlede om den brusende, umiddelbare forelskelse og naive, lyseblå, teenage-drengedrømme, kredser toeren mere søgende og knudret omkring parforhold, hjerte og smerte.
Tårn er altså på rekordtid dimitteret fra ‘Kærlighed ved første hik’-akademiet med bravur og træder med den nærmest dickensiansk betitlede efterfølger ind i måske lidt mere voksne rækker. Det er dog glædeligt fortsat at kunne konstatere, at albummet her cementerer, at Tårn netop er et band, som mestrer at gøre selv den småbanale – og i popmusikken nærmest kvalmende allestedsnærværende – kjærlighed decideret elegant, endda på dansk, med en afvæbnende åbenhed og ærlighed i deres tekster.
Samtidigt er den musikalske indpakning, som før, oftest forfriskende befriet for den type fodslæbende melankoli, som har tynget mange af deres genremæssige forgængere ned og med svingende retfærdighed gav det let nedladende tuderock-prædikat ben at gå på. Tårn kanaliserer i stedet god, gammeldags vemod og længsel over i et forårsfriskt udtryk. Selv når bandet er i det stilfærdige, blå hjørne, som på balladerne ‘Er du med’ og ‘Nogen skulle ha’ sagt’, er der altid lyst en blomstrende sti af løfter og håb foran lytteren.
Et par uptempo-numre i form af skænderi-skildringen ‘Et fremmed maleri’ og den blodbrusende passionerede ‘Vi starter nu’ sørger for at få pulsen op, og den alt-eller-intet-utøjlede kærlighedserklæring ‘Den som alting drejer om’ sætter trumf på til sidst med den flødeskum-og-marengs-sindfattede opulens, man kender bandet for.
Småskæverter bliver det også til, men Tårn kan med rette være stolte af deres pophåndværk på ‘Velkommen indenfor’. For det er nemlig håndværket, der ophøjer det ordinære og fortærskede til noget stort, og det er i selve gørelsen, altså den i dette tilfælde fremragende kvalitet af dette håndværk, at kunsten lever.
Kort sagt:
Tårn galoperer trods en amputering i lineuppet derudaf og præsenterer allerede nu deres forårsfriskt guitarrockende albumtoer for offentligheden, under et år efter debuten. ‘Velkommen indenfor’ sætter fornyet lyrisk fokus på de romantiske aspekter, bandet allerede har demonstreret, at de excellerer i. Albummet repræsenterer slet og ret godt pophåndværk, og i selve kvaliteten af dette håndværk lever kunsten.