’Big Fish Theory’: Vince Staples’ futuristiske apokalypse er en masterclass i sortsyn
Vince Staples er legemliggørelsen af kontraster. Hans slagfærdige vid – der efterhånden er dokumenteret i et utal af interviews – står som fornøjelig modpol til det postapokalyptiske ragnarok, han besynger i sin musik. Og så kunne hans industrielt rungende lydunivers på ’Big Fish Theory’ med sin dystopiske electronica ikke befinde sig længere væk fra hjembyen Long Beachs idylliske palmetræer.
’Big Fish Theory’ er udmøntningen af Staples, der for alvor lægger livet som tidligere Crips-medlem et pænt stykke bag sig – »Took the smart route, never been marked out« – mens han søger nye soniske gebeter.
Med et electro-kyndigt producerensemble bag sig, der tæller blandt andre SOPHIE, Zack Sekoff, Jimmy Edgar og Flume – uvante navne i hiphopland – har Long Beach-rapperen udhugget sig en ret så mærkbar niche. En niche, der bedst beskrives som et amalgam af futuristisk dommedagsmusik og grunge-rap.
På ’Big Fish’ indtager Staples rollen som den store fisk, der som en af de få svømmer mod strømmen (»Swimming upstream while I’m tryna keep my bread«), mens han forsøger at bevare fatningen i det forplumrede morads, hans nyfundne kendisliv er.
Han spidder ligeledes jantelovens totalitarisme ved at kalde sine ligemænd for ’Crabs In a Bucket’, han rapper om ligegyldigheden i at havarere luksusslæder på ’Love Can Be…’, og på ’745’ funderer han over berømmelsens fraudulente kærlighedsfernis med linjerne »Eyes can’t hide your hate for me / maybe you was made for the Maybelline«.
Dertil lyder manden bag mikrofonen kronisk indifferent i sin smånasale røst hele vejen igennem med en levering, der ofte balancerer gråzonen mellem deadpan og det decideret letargiske. Visse steder anvender han tilmed gentagelsens kraft, som på den forfrosne groove-skæring ’Rain Come Down’. Her får de første (og yderst veldrejede) 16 linjer hele to ture i møllen bare for accentueringens skyld. Og så er der bare et eller andet vanvittig ironisk over ’Party People’s pendulerende UK funky-festråb, når man har Staples’ livssvorne ædruelighed in mente.
Med andre ord er Staples’ blæksorte nonchalance så tyk, at man kan skære i den. Hans blotte intonering og effektvirkemidler siger mindst lige så meget som selve gloserne. Man kan praktisk talt se for sig, hvordan han trækker på skuldrene, mens rimene bugter sig i takt med albummets metallisk hærgende electro-terræn.
Og sikke et electro-landskab, der i grunden er tale om. Hvis debutpladen ’Summertime ’06’ lød som monokrom dødehavs-trap, lyder ’Big Fish Theory’ snarere som fjerne fremtidstransmissioner sendt fra et forfaldent ghettomausoleum direkte ned til Styx-floden. Produktionerne strækker sig således fra amorf smadretechno (’Yeah Right’) til Burial’sk future garage (’Crabs In a Bucket’) til dystopisk g-funk (’Big Fish’) til robotglinsende synthpop (’745’) uden så meget som at blinke.
Med andre ord er Staples sprunget så fysisk læsterligt ud af hjemkvarterets små ghettokarréer og junglelove, at han nærmest er landet i en gold fremtid. Rent mentalt er det dog en anden sag – for eksistensen som velbjærget rapper har også Ramona Park’ske kvaler. På ’Yeah Right’ kvalitetstjekkes der eksempelvis sarkastisk: »Is your house big? Is your car nice? / is your girl fine? Fuck her all night?«, mens der på lukkeren ’Rain Come Down’ blankt tilstås, at end ikke åbne sportsvogne kan agere helle fra attentatforsøg.
Staples’ akvatiske futurisme-rap bedyrer, at samfundets forsvindende glimt af håb er begravet på bunden af et kontamineret mareridtshav, man ikke kan bane sig vej igennem af bar moralsk fordærvelse. ’Big Fish Theory’ er en 36 minutter lang erkendelse om, at alle – sorte som hvide, lovløse som lovlydige – lever i et indifferent ocean, hvori der altid vil være en større (rov)fisk, hvis led i fødekæden er højere.
Men selv om livsgnisten glimrer ved sit fravær på ’Big Fish Theory’, står Vince Staples’ progressive lyd og nihilistiske budskab lysende klart. Og det er i sidste ende den altoverskyggende hensigt.
Kort fortalt:
Vince Staples maler på ’Big Fish Theory’ et så blæksort og nihilistisk verdenssyn på et kanvas af futuristisk dommedagsmusik, at man ikke kan undgå at se til i benovelse. Han lægger her for alvor tilværelsen som bandemedlem fra sig, men tilstår i samme åndedrag, at ligegyldighedens vakuum stadig er livets store spørgsmål som vordende kendis.