Standard-vært Kristian Karl: Sommerens bedste hiphopalbum er lavet af en 21-årig britisk rapper

Standard-vært Kristian Karl: Sommerens bedste hiphopalbum er lavet af en 21-årig britisk rapper
J Hus.
J Hus eksemplificerer, at UK-rap er inde i en guldalder. ’Common Sense’ er lyden af sol over London, og albummet er ifølge Kristian Karl, vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast, den stærkeste hiphopudgivelse denne sommer.
Standard-vært Kristian Karl: Sommerens bedste hiphopalbum er lavet af en 21-årig britisk rapper
Om Kristian Karl

Har skrevet om hiphop for Soundvenue i en årrække, har en BA i Litteraturvidenskab og er vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

Lyt til det nye afsnit af podcasten Standard om sommerens bedste hiphop og abonnér via iTunes HER.

Tiden, hvor britisk urbanmusik automatisk betød grime, er forbi. Det seneste års tid har MIST lavet svævende, elektronisk yacht-rap med produceren Steel Banglez, mens crews som Section Boyz, 67 og Harlem Spartans har skabt en hyper-britisk version af Chicagos minimalistiske og nihilistiske drill-lyd. Andre steder er en britisk afrobeat/dancehall-fusion populær med artister som Kojo Funds, og så lever grime trods alt stadig i bedste velgående med Skepta og Stormzy på tronen, men med en ny generation omkring Drake-godkendte Dave og AJ Tracey på vej frem.

Men hvis der er én artist, der for alvor indkapsler den musikalske guldalder, der lige nu finder sted i England, er det J Hus. Og da jeg i den nye episode af Standard – Soundvenues hiphop-podcast skulle pege på årets sommeralbum, var valget ikke svært: Det er J Hus’ ’Common Sense’.

Jeg er næsten lige kommet hjem fra London, hvor man knap kunne stikke hovedet ud af vinduet uden at høre rapperens stemme. Den kom fra biler, klubber og åbne lejlighedsvinduer. Da jeg var på hiphop-festivalen Wireless, var J Hus et af højdepunkterne. Ikke fordi han optrådte – det gjorde han ikke – men fordi publikum altid gik grassat, da dj’s spillede tracks fra ’Common Sense’ mellem koncerterne. Og det var ikke kun under hittet ’Did You See’ – også albumnumre som ’Spirit’ og ’Fisherman’ med MIST og MoStack var blevet organiske hits.

Albummet udkom tilbage i maj, men det har kun vokset sig større over sommermånederne. Det har måske noget at gøre med, at albummet er ikke defineret af store, lettilgængelige hits, som J Hus lavede i starten af karrieren – som for eksempel den poppede, gyngende ’Lean & Bop’ som rapperen lavede i 2015, da han var 19 år gammel.

I stedet er ’Common Sense’ blevet noget, de færreste havde forventet: Et album, der er eftertænksomt og klogt samtidig med, at rimene er drillende og legesyge, og produktionerne konstant stritter i nye retninger.

Annonce

Det er som om, den 21-årige London-rapper indkapsler næsten alle de stilretninger, jeg nævnte i starten af artiklen: Drill på ’Clartin’, UK garage på ’Plottin’, bølgende yacht-rap på ’Fisherman’ og svævende afrobeats på ’Did You See’ – som om alle de indflydelser, der flyder rundt i London lige nu, er sivet ind i ’Common Sense’.

Det er især tydeligt på ’Spirit’. Sangen handler om sammenhold i svære situationer, men produktionen bobler og syder rastløst, lidt ligesom på ’Did You See’. Omkvædets »All you hear is siren and skeng fire / hold your head higher«, er gåsehudsfremkaldende og episk: At holde sit hoved højt i krydsild er et smukt billede, der viser J Hus’ evner som sangskriver. Men samtidig gør produktionen sangen til en dansende fejring af livet, og i versene leverer London-rapperen kreative ordkløverier, der er en Gucci Mane eller Cam’ron værdige, når han siger ting som »looking spectacular in my spectacles«.

Hvis man samtidig ser videoen til ’Spirit’, der er optaget i Ghana og viser alt fra scooter-ræs på stranden til boksetræning og de lokale fiskere, har man måske en idé om det flersidige og fascinerende univers, som J Hus skaber.

Når lyden af London også – for mig, i hvert fald – er lyden af Danmark i år, er det fordi UK-musik har vokset sig større og større herhjemme. Siden Stormzy og Skepta holdt kæmpemæssige fester på Roskilde Festival sidste år, er det som om, Danmark kollektivt har åbnet øjnene for England. De seneste tolv måneder har man kunnet opleve UK drill-navnene Section Boyz (Trailerpark Festival) og 67 (Roskilde Festival), grime-kronprinserne Dave (Chateau Motel) og AJ Tracey (Red Bull Sound Select i Pumpehuset) plus en udsolgt og decideret vanvittig Stormzy-koncert i Store Vega. Senere på året kan man endnu engang høre Section Boyz (For Evigt Hip Hop!), og så kommer J Hus til Pumpehuset i november.

Den britiske scene blomstrer, og fordi England er så meget tættere på os end USA, kan mange af artisterne opleves nærmes samtidig som de slår igennem – i modsætning til amerikanske artister, der jo kommer til Danmark langt mere sjældent. Det har skabt grobunden for et større og mere personligt tilhørsforhold mellem britisk rap og de danske fans.

Det er dog ikke kun Danmark, der har fået øjnene op for udviklingen i England. Drake har også.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den canadiske superstjernes kærlighed til den britiske rap har været intens og indflydelsesrig. Drakes seneste album (eller ’playliste’), ’More Life’, gæstedes både af grime-ikonet Skepta og af Giggs, der er den vigtigste skikkelse indenfor road rap – en genre, der er beslægtet med amerikansk trap, og som gik forud for den nuværende UK drill-bølge. Derudover har Drake lavet sange med Dave, talt varmt om AJ Tracey og optrådt sammen med Section Boyz. Den slags hjælper selvfølgelig også en scene med at få opmærksomhed på en global skala.

Den canadiske rapper ser til gengæld ud til at have overset J Hus. Selv Drake er åbenbart ikke ufejlbarlig. Til gengæld har han næppe kunnet undgå ’Common Sense’, hvis han har været forbi London de seneste måneder. Eller København, for den sags skyld.

Lyt til det nye afsnit af podcasten Standard om sommerens bedste hiphop og abonnér via iTunes HER.