Foo Fighters er store i slaget, men spage i effekten

Foo Fighters er store i slaget, men spage i effekten
Foo Fighters er store i slaget, men spage i effekten - Concrete and Gold
3 6
Foo Fighters
'Concrete and Gold'

Album, Sony

Det kan virke en smule besynderligt, at man på én gang kan være Amerikas største rockband og samtidig være sensationel i en meget ringe grad rent musikalsk. Men sådan er det med Foo Fighters. De er ikke banebrydende her 22 år efter deres debut, og på deres niende album spiller de såmænd også stadig hård rock med store omkvæd, frådende guitarer og skrig hist og pist. Sådan er det bare, tilsyneladende.

Det virker dog i udtalt grad som om, bandet kender deres skæbne lidt for godt og tager til takke med at være det band, de nu engang er, for så kan de ufortrødent følge rockens abc mere eller mindre, som om de var AC/DC. I en kreativ optik svarer det til at give op. Men det gør de bare ikke, og denne gang har rocklakken da også fået et nøk op på popometret. Allervæsentligst er det nu, at der også er gode sange på det her album.

Åbningsnummeret ’T-shirt’ forener (på halvandet minut) et intimt, akustisk udtryk med storladne korflader i et besnærende take på muskuløs helgenrock, og efterfølgeren ’Run’ er mere end en hæderværdig ørkentur ud på stonerrockens støvede vover. På en forvreden bund af tordnende kalypsorytmer sværmer guitarer som en ondsindet hær af motocross-maskiner om Dave Grohls bestialske snappen, og alt er godt. Det er lyden af et vitalt Foo Fighters, der løfter sig fra det forrige, noget kaloriefattige album ’Sonic Highways’. Den nye kurs skulle de bare have fulgt.

Den riffrådne ’Make It Right’ gør nemlig ironisk nok ikke særlig meget rigtigt, men lyder derimod mest af alt som noget, der kunne kandidere til sangkorpuset i en enerverende b-version af ’Guitar Hero’. Den melodiske ’Sunday Rain’ skruer ned for blusset, og på ’Dirty Water’ begiver bandet sig ud i lun elevatormusik. Særligt eleverende er det nu ikke. Og det er i det hele taget albummets akilleshæl: At intentionen til tider mislykkes. Mange sange er store i slaget og alligevel påfaldende spage i effekten.

Produceren Greg Kurstin, som er en stor popkalif kendt for sit arbejde med Adele og Kendrick Lamar, har her – på en ret uheldig facon – ageret arkitekt på en friktionsløs produktion, der vægter harmoniske korarrangementer og pompøs vellyd i et stort auditivt spektrum frem for at lade pigtråden skurre. Udtrykket er glat som en ål, hvilket for et rockband i sværvægterklassen er en skam. Når de kradsbørstige numre kværner af sted så ufattelig smidigt, føles det ofte som om, der saves med en sav uden takker.

Grohls vokal er undertiden blodfattig og anstrengende at høre på, især på det tunge blues-epos ’Sky Is a Neighborhood’, hvor den lidt bovlamme metaforik på den front til gengæld passer udmærket: »Thoughts like a minefield / I’m a ticking bomb / maybe you should watch your step / don’t get lost«. At man her har at gøre med en eksistentiel refleksion over livet i universet, fornemmer man slet ikke. Det kunne ellers have været interessant at høre bandet på space-trip.

Men ’Concrete and Gold’ består af verdslig musik, der står klart for dit øje som en figur i beton, fast i sin struktur uden fluorescerende spil i kanter og overflade, uden transcendens eller afstikkere ud i fjerne galakser. I den henseende gør ’Arrows’ fortrinlig figur med Grohls karakteristiske dobbelte vokallag og hvinende leadguitarer, der leder aktivt og slår sig i tøjret i en så overbevisende grad, at man må bøje sig i støvet.

Ultimativt har Foo Fighters lavet det album, der kom til dem, da de gik i studiet – ikke det album, de ud af indestængt idérigdom var nødt til at lave. Til det er sangene simpelthen for konforme og fyldt med tilfældigheder, såsom at Sir Paul McCartney spiller trommer på et track, og at Justin Timberlake ud af det blå leverer et forceret loop-kor.

I samme tråd afsluttes hele udgivelsen med en lømmel, der råber: »Fuck you, Dale!«. Ja, badum-tss. Hvis rockens korsfarere gerne vil tages seriøst, gør de det en anelse svært for dem selv. Og det handler ikke om, at lol ikke kan være lol, det handler om at annullere den magi, der måtte være tilstede. Bare fordi. Eller for sjov. Så er de bedre – undertiden ret fortræffelige – når de bare spiller. Men på det her album vil de det hele. Resultatet er hverken fugl eller fisk, men noget derimellem.


Kort sagt:
Foo Fighters’ niende fuldlængde antyder, at bandet kunne have kreeret et vitalt og – for dem – lettere banebrydende rockalbum. Men kursen afspores af nyttesløse og vittige tilfældigheder. Mange sange er tilmed store i slaget og alligevel spage i effekten på grund af en uheldigt disponeret popproduktion. Under ét bliver resultatet hverken fugl eller fisk, selv om visse sange er fortrinlige.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold