Årets bedste udenlandske album: Top 10-1

Årets bedste udenlandske album: Top 10-1
Jay-Z.
Foto: Theo Wargo/Getty Images
Fra veteraners usandsynlige comebacks til milepæle fra progressive stortalenter. 2017 var et gribende musikår på flere fronter. Her er vores kåring af de seneste 12 måneders allerstærkeste internationale udgivelser.

10. Julie Byrne ‘Not Even Happiness’

Byrne viste sig sent på året som en måske lige lovlig introspektiv liveperformer, da hun endelig besøgte Danmark, men allerede først på året udgav hun et ganske mageløst album, hvor selvsamme introspektion var et trumfkort.

Hendes folkinspirerede sange (med indbrud af ambiente passager) har en rastløs kerne i sig, også – og måske især – når de synes at stå stille eller fokuserer meget skarpt indad. ’Not Even Happiness’ var ikke mindst præget af en stemme, der var helt sin egen: Rolig, intuitiv, skuende – og derfor altomfavnende.


9. Vince Staples ‘Big Fish Theory’

Det er som om, at Vince Staples har besluttet sig for ene mand at bevise, at komplekse tekster og budskaber sagtens kan kombineres med innovative produktioner – og at det endda kan fungere på dansegulvet!

’Big Fish Theory’ handler om identitet, selvopfattelse og lignende temaer, som man også vil møde hos eksempelvis Kendrick Lamar. Men her foregår det altså over elektroniske beats af folk som SOPHIE og Flume. Dén havde vi ikke set komme, men vi danser hellere end gerne med.


8. J Hus ‘Common Sense’

Grime-scenen har længe domineret i England, men den næste generation af UK-artister lader sig ikke definere af én genre. UK drill dominerer på gaden, afrobeats har vundet indpas, og den jamaicanske kultur er til stede i både slangbrug og dancehall-indflydelser.

Ingen inkarnerer den flersidighed som J Hus, der inkorporerer alle de ovennævnte strømninger på sit rastløst eklektiske debutalbum ’Common Sense’. Det er lyden af alle de forskellige stemninger, dialekter og lyde, der krydser veje i London, manifesteret i et både personligt og globalt værk.


7. Alex Cameron ‘Forced Witness’

Den croonende popsanger fra Sydney har en forkærlighed for fortabte skæbner i sine tekster og en sikker tæft for iørefaldende melodier svøbt i et 80’er-influeret lydbillede. Denne kombination sikrede velfortjent opmærksomhed til Camerons andet album, hvor han for alvor satte sig i scene som antiheltenes talerør med både saxofonsoloer og digitalt klaver. Der er dog ingen ironisk distance til de kitschede musikalske ingredienser – det er netop med disse virkemidler, at han overbevisende vandt vores hjerter og positionerede sig som en fremtidens mand.

Annonce

6. St. Vincent ‘Masseduction’

At have Jack Antonoff med om bord som kreativ samarbejdspartner var i 2017 lig med udelt opmærksomhed. Lorde og Taylor Swift gik Antonoff-ruten med henholdsvis rungende og behersket succes til følge, men mere overraskende var det, at Annie Clark indvilligede i at upgrade sit i forvejen ultrapræcise destillat af det glossede og det flossede. Det kom der årets mest ventede – og, heldigvis, mest fortræffelige – artpop-værk ud af. Handsken er kastet: Mon Grimes kan overgå St. Vincent i 2018?


5. Charlotte Gainsbourg ‘Rest’

I mange år lå fokus på skuespilfaget, men i år vendte den engelsk-franske kunstner tilbage til musikkarrieren. Et valg, som man kun kan være ekstremt glad for.

På sit fjerde album fremgår det tydeligt, at der er noget på spil for Gainsbourg, når hun både hylder sin afdøde halvsøster Kate og i de dragende melodiers fornemme orkestreringer sender tydelige hilsener til farmand Serge. Med det personlige touch som pejlemærke skabte Charlotte Gainsbourg et afvekslende og æstetisk popalbum af fortryllende styrke.


4. Jay-Z ‘4:44’

Jay-Z lykkedes endelig med den store udfordring, han har stået overfor i de senere år af karrieren: Hvordan laver man et voksent hiphopalbum?

Før manifesterede Jay-Z’s alder sig primært i, at han rappede om, hvor dyr hans kunst var, men på ’4:44’ formår han at skabe et ægte, komplekst værk om at være i et ægteskab (på godt og ondt), børn, racespørgsmål og at finde sin plads som alderspræsident i en ungdomskultur.

Manden, der før sammenlignede sig med Gud (Jay-Hova!), har ironisk nok skabt senkarrierens højdepunkt ved at blive mere menneskelig.


3. The War On Drugs ‘A Deeper Understanding’

Hvis du kan lide din rock i et format så bredt, at skidtet nærmest rager ud af pladereolen, med lyrik i den Dylan’ske skole og i en aftapning, der skamløst sender hilsener tilbage til Bruce Springsteen anno ‘Born in the USA’ og Dire Straits, har du sikkert ikke overset The War On Drugs’ fjerde album.

Hvor Adam Granduciels tidlige album draperede bandets road trip-rock i en blid, småpsykedelisk dis, er ‘A Deeper Understanding’ momentet, hvor sløret for alvor løftes og han for alvor omfavner sine inspirationskilder. Men det er også hans mest detaljeorienterede og perfektionistiske og gennemførte værk med nye lag, der konstant afslører sig for lytteren med hver ny gennemlytning.

Klassiske rockdyder i en ny forkromning lyder som en næsten undervældende gammel vin/nye flasker-diagnose, men tag ikke fejl: ‘A Deeper Understanding’ er et mesterligt rockalbum.


2. Lorde ‘Melodrama’

Lordes ’Melodrama’ føles allerede som en klassiker, et næsten perfekt konceptalbum om overgangen fra teenager til 20’erne. Med udgangspunkt i et festnarrativ tager den nu 21-årige Ella Yelich-O’Connor os gennem euforien, fortvivlelsen, dramaet og de knubs, kærligheden nu engang giver.

Fortællingerne folder hun ud på den ene skarptskårne popskæring efter den anden, der udmærker sig ved sangerindens indfølte leveringer og Jack Antonoffs produktioner, der er tilpas skæve til, at Lorde ikke lyder som nogen anden popsangerinde lige nu – lyt bare til den uperfekte (men ret så perfekte) ’Green Light’, som selv ikke Max Martin ville røre ved.

Lorde formidler følelser som ingen andre på ’Melodrama’, og vigtigst af alt er hun ærlig, ægte og rapporterer fra lige præcis det sted, hun personligt befinder sig i livet.


1. Kendrick Lamar ‘Damn’

I forhold til ’To Pimp a Butterfly’ fra 2015 er ’Damn’ et skridt tilbage.

Ikke i forhold til kvalitet, men i forhold til albummets kontekst. For hvor forgængeren flagrede frenetisk i tusind forskellige retninger, både tematisk og musikalsk, vender ’Damn’ sig indad, mod kunstneren selv. Før ledte han efter betydninger og mening, nu søger Kendrick mod et nulpunkt.

Der er dj-drops i bedste mixtape-stil, og vi introduceres for battle-rapperen Kung Fu Kenny – og så er der sange som ’DNA’ og ’Humble’, begge produceret af Atlanta-produceren Mike Will Made-It, hvor Kendrick går ret så nådesløst til rette med både sig selv og omverdenen.

Det er imponerende at se verdens nok stærkeste rapper lige nu vende al sin nysgerrighed og frygtløshed indad. Det er nådesløst personligt: Kendrick revser sig selv det ene sekund og agerer aggressivt udad det næste.

På den måde bliver ’Damn’ en slags eksorcisme efter ’To Pimp a Butterfly’. På 2015-albummet forsøgte Kendrick at rumme hele samfundet. Her kæmper han med at rumme sig selv. Den kompromisløshed overfor sig selv og sin kunst er uden sidestykke lige nu.

Læs også: Årets bedste danske album: Top 10-1

Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 25-11