Mø har ramt de 30: »Der er én ting, som er ret forfærdelig ved at blive ældre«
Mø i Astrid Andersen-skjorte og Hanrej-halskæde

Mø har ramt de 30: »Der er én ting, som er ret forfærdelig ved at blive ældre«

Mø står i en kæmpe industrihal i kunstcentret Copenhagen Contemporary på Refshaleøen. Iført et par sorte trompetbusker i læder, en sort cowboyhat, frynset pudderfarvet top og Gucci-klipklappere vender og drejer hun sig, nikker med hovedet, vrikker med skulderen og fjedrer i benene til Rae Sremmunds ’Black Beatles’.

Hendes karakteristiske fletning er for længst kappet af, så manken nu udgøres af en punket korthårsfrisure med afblegede spidser. Ansigtet er en smule smallere og trækkene mere markerede, end da hun brød igennem for snart seks år siden. Ellers er der ikke mange synlige forandringer at spore hos den nu 30-årige popstjerne denne eftermiddag i september, hvor et photoshoot kræver hendes og en del andres fulde opmærksomhed.

Hun poserer rutineret og ugeneret, mens vi står otte mennesker og glor på hende. Nogle knipser billeder, andre fodrer de sociale medier, retter på hendes tøj eller pudrer hendes næse. Et par komplimenterer looket og råber: »Du ser sprød ud, Karen!«. Ellers glor vi virkelig bare, som om vi ikke rigtig forstår, at en vaskeægte verdensstjerne står lige foran os. Når Mø går, trisser vi efter. Når Mø standser, standser vi.

Det hjemvendte musiktrofæ har efterhånden vænnet sig til det, selv om det er en ret underlig situation at være i, fortæller hun, da vi senere finder lidt ly for blikkene og sætter os med et par dåsecolaer i en rodet gennemgang med glasruder.

Hun har været i København i en lille uges tid, da vi mødes, men flyene og lufthavnene hænger stadig i hende. Det gør de nogle gange. Hun kommer direkte fra ti dage i New York og Los Angeles, hvor hun har promoveret sit nye album ’Forever Neverland’ og spillet pre-shows. På vejen nåede hun også lige et privat show i Frankrig.

De senere år har Møs liv udspillet sig mere i udlandet end i Danmark, men lejligheden ved Nørrebro Station er stadig det tætteste, hun kommer på hjem, selv om både New York og især L.A. truer med at overtage pladsen. Meget af ’Forever Neverland’ er produceret i L.A., og generelt er byen blevet en populær arbejdsdestination for musikbranchen, så for en popstjerne som hende kan det føles så rigtigt at være der samtidig med, at det føles helt forkert, når hun tager sig selv i at tænke: Nå nej, det er ikke det, jeg skal.

Tøj: A.A. Spectrum-jakke, Hanrej-halskæde, Møs egen top, Heliot Emil-bukser (Foto: Polina Vinogradova/Soundvenue)

Lige for tiden ved eksil-fynboen faktisk ikke rigtigt, hvor hun skal bo. Men i disse dage er hun i landet for at skyde en musikvideo og promovere ’Forever Neverland’ for danskerne inden udgivelsen 19. oktober. Og så skal det nye liveshow til europaturnéen i efteråret og USA-turneen til vinter øves op. Derudover er det altid meget tiltrængt for både Mø og hendes hold at lægge passene fra sig, pakke kufferterne ud og finde hvile, når muligheden byder sig.

»Det er jo en travl tid, når man skal promovere et album og spille, så det er vigtigt også at være mentalt sådan…«. Hun hiver vejret dybt ind og lader luften sive ud igen som en skinger operatrille.

»Jeg føler, at jeg er godt med. Men jeg ved, at jeg skal tænke på forebyggelsen. Jeg har helt klart prøvet, at det hele flød rundt, og det gider jeg ikke. Jeg vil gerne være så skarp, som jeg nu kan være, når der skal til at ske sådan noget som det her – ligegyldigt hvordan det så går med pladen«.

Også tidsplanen i dag er stram. På den anden side af vores interview står en kort frokostpause og puster os i nakken. Derefter venter et videoshoot og senere endnu et interview med et dagblad. Alligevel dasker Mø – eller Karen som hun selv omtaler sig – spisepausen og tidspresset væk med hånden og markerer sit nærvær med et: »Prøv at hør, det er virkelig fint. Vi kører bare«.

Gang i gaden

Hun fniser lidt forlegent, når man forsøger at klistre mærkatet ’verdensstjerne’ på hende, og vover man at omtale sig selv som gennemsnitlig leverpostejs-dansker i sammenligning med hende, tilslutter hun sig insisterende: »Jeg er også leverpostej!«.

Som hun sidder der helt ukrukket og deler bramfrit ud af sin fynske dialekt, virker Karen Marie Ørsted så overbevisende ’almindelig’, at det næsten er svært at forestille sig, at selvsamme person har optrådt i ’Jimmy Kimmel Live’, ’Good Morning America’ og ’The Tonight Show’, lavet musik sammen med Diplo og Cashmere Cat, sunget duet med Iggy Azelia og Justin Bieber og blevet rost for at være ’sick’ af Rihanna.

Ikke desto mindre er det cirka sådan, livet som Mø har set ud, siden kæmpehittet ’Lean On’, som blev skabt i samarbejde med Major Lazer og DJ Snake, ramte verden i 2015. I skrivende stund er nummeret oppe på 2,3 milliarder visninger på Youtube.

»Det er sjovt, for jeg gør jo nogle af de der ting, men jeg føler mig bare meget som Karen fra Ejlstrupvej«, er popstjernens rolige respons på opremsningen af cv’et.

»Men det er jo sådan noget med, at man flyver rundt og laver shows og møder Rihanna, og jeg kan godt forstå, at det lyder sindssygt. Jeg har det dårligt med at være sådan, åh, det er meget hårdt, og folk ser kun glamouren. Jeg vil ikke lyde, som om jeg ynker over det, for sådan er det jo i alle de her kreative brancher. Der er super hård konkurrence, gang i den og højt tempo, og selvfølgelig bliver man super træt, og man kan føle sig distanceret fra sine rødder, fordi man lever det her mærkelige liv. Men det er også fedt. Jeg elsker det jo«.

Tøj: Hanrej-halskæde, Anne Sofie Madsen-trøje (Foto: Polina Vinogradova/Soundvenue)

Motoren, som altid har og fortsat får livet som popstjerne til at køre stærkt for Mø, er, at hun får lov til at skrive musik, og at det kommer bredt ud. Hun elsker også at rejse, men grundlæggende har det hele rod i glæden ved, at der er nogen, som gider lytte på hende.

»Det er jo faktisk bare det«, siger hun tørt.

»Man vil bare gerne høres, forstås og connecte med folk. Det var derfor, jeg begyndte at lave musik, fordi jeg hørte musik, som gav mig en følelse af håb og motivation, så det vil man gerne give til andre. Vi mennesker er jo hypersociale, så man vil bare så gerne…«.

Hun knækker nakken bagover og svinger de lange arme i vejret, mens hun hyler: »Ååååh, hør mig, forstå mig!«.

Selv var Mø en »ret umulig« teenager. Vildt følsom og grænsesøgende med en stor længsel efter gang i gaden. Som mange andre teenagere følte hun sig misforstået, udenfor og »pisse fucking usikker«, så der var nogle år, hvor hun ikke rigtigt kunne finde sig til rette. Men når hun lyttede til musik, følte hun, at det var okay at have det sådan, fordi det ligesom blev accepteret, når andre sang om det. Samtidig begyndte hun at fantasere om, at musikken måske en dag kunne blive hendes egen adgangsbillet til noget seriøst gang i gaden.

»Jeg blev så glad af at høre musik, fordi det gav mig en følelse af frihed og en drøm om, at der var noget guld et eller andet sted derude i horisonten. Jeg tror også, det er derfor, det sidder så meget i mig stadigvæk, fordi jeg har været drevet af det fra så tidlig en alder. Den der drøm er nærmest bare blevet en del af min personlighed, så selv hvis man skrællede alt fra, ville den stadig være i mig«.

Tryghedsnarkoman versus eventyrer

I takt med Møs globale succes har holdet omkring hende vokset sig stort, og i dag består det blandt andre af en såkaldt day to day-person, der holder styr på hendes kalender og opdaterer hende om, hvad der skal ske. Musikken tager Mø sig stadig selv af sammen med sin producer, og det er også stadig den, som fylder »gigantisk meget«.

Dertil kommer promovering og turneer, som sender popstjernen i transit mellem alverdens ankomst- og afgangshaller, og så er der hele det visuelle apparat, som tæller styling, videoer og plakater, og som en af Møs bedste veninder, fotokunstneren Fryd Frydendahl, har fået det fulde ansvar for.

»Hun har bare god taste. Jeg føler mig tryg ved hende, og derfor kan jeg godt overlade nogle ting til hende, for jeg ved, hun ikke laver noget, hvor jeg tænker nej. Med mit hold er der kommet lidt mere ro på end i starten af min karriere. Eller der er ikke en skid ro, men der er lidt mere ro i hvert fald. Det er vigtigt, at jeg kan give slip på noget, for ellers bliver jeg stresset«.

Siden Mø har inkluderet nogle af sine bedste venner i sit team, er det blevet hendes egen lille nomadefamilie. Alligevel kan hun godt få en følelse af ensomhed, som nok mest udspringer af, at hun som berejst popstjerne ikke rigtig hører til nogen steder.

Som helt ung havde Mø et fast slæng, som hun altid hang ud med, så dengang følte hun virkelig, at hun hørte hjemme sammen med dem. Hun spoler tiden endnu længere tilbage til barndommen på Ejlstrupvej og mindes, hvordan hun altid led af ekstrem hjemve. Selv når hun skulle overnatte en enkelt nat hos en ven eller var på spejderlejr, græd hun og blev overvældet af en desperat følelse af bare at ville hjem.

Tøj: Hanrej-halskæde, Unidentified-vest, resten er Møs eget (Foto: Polina Vinogradova/Soundvenue)

Tryghedsnarkomanen har altid boet og bor stadig i Mø. »Vildt underligt«, konstaterer hun, for samtidig er hun paradoksalt nok altid blevet skubbet af sted af en kæmpe eventyrlyst og rastløshed, som dikterer fuck alt, du skal bare derud.

»Hvis jeg er hjemme bare en uge, kan jeg få det sådan helt: ’Nu vil jeg gerne uuuud! Jeg kan ikke overskue det her, farvel’«. Hun klapper emsigt i hænderne.

»Tryghedsbehovet og rastløsheden er i evig konflikt med hinanden, men det er ikke noget, der gør mig ked af det. Det giver jo også inspiration, for hvis man sidder på et eller andet hotelværelse og er lidt ked af det, fordi man føler sig ensom og savner tryghed, kan jeg bruge de følelser til at skrive en sang. Musik er jo terapi, så hvis man er ked af det, som vi jo alle sammen bliver engang i mellem, kan det hjælpe til at rydde op i det«.

Arrogance er det værste

Hjemveen kommer i bølger, så det er svært for Mø at regne ud, hvornår den lige rammer. Da hun var i USA ugen før vores interview, slog den pludselig til. Hvorfor ved hun sgu ikke. Det var bare sådan en tryghedsfølelse, som manglede, så hun ringede til sin mor og bror og sms’ede med nogle veninder. Andre gange kan hun befinde sig på den anden side af jordkloden helt uden at tænke over, at hun savner kæresten, vennerne og familien derhjemme.

Når Mø zoomer ud på tilværelsen, ser hun stadig sit drømmeliv. Der er absolut intet at klage over. Men en helt tydelig konsekvens af drømmelivet er, at hun må acceptere, at hun ikke er en fast del af sine bedste venners og sin families liv. Hun er ligesom ikke med. Det er prisen som popstjerne.

»Man kan mærke, at man ikke er helt opdateret. Sådan, fuck, bare vi havde snakket mere sammen på det seneste. Jeg kan også godt føle, at man bliver lidt stresset, fordi man skal nå at snakke med alle i stedet for, at det bliver en afslappet rutine, hvor man ved, hvad der foregår, og man snakker dybt og kan komme hele vejen rundt. Det bliver den der: ’Godt! Jeg har fem timer i morgen. Lad os alle sammen mødes der og se, om vi kan få catchet op, og så smutter jeg igen’. Det er jo noller!«, siger hun og understreger næsten demonstrativt sin fynske jordbundenhed.

Tøj: A.A. Spectrum-jakke, Lærke Andersen x Arkk-sneakers, resten er Møs eget (Foto: Polina Vinogradova/Soundvenue)

»Jeg skulle lige til at sige, at jeg godt kan tænke, åh Karen, har du nu valgt rigtigt? Men det er faktisk aldrig det, jeg siger til mig selv, for jeg har valgt rigtigt. Det er mere den der, fuck, jeg har virkelig brug for de her mennesker og for at være en del af deres liv, men det kan jeg ikke med mit liv. Jeg vil det her musikliv, men jeg vil ikke miste de her mennesker. Det føler jeg heller ikke, jeg gør, men i nogle situationer kan man godt tænke: Gid, jeg var en lidt bedre ven«.

Men folk forstår det?
»Ja, de forstår det faktisk næsten alt for godt. Nogle gange er det sådan lidt, prøv lige at lade som om, I ville ønske, jeg var her lidt mere«. Hun klukker.

»Men det er nu også fint nok, helt ærligt. Det er fint«.

Hvordan får du popstjernen Mø og privatpersonen Karen til at gå op?
»Det kan godt være svært, fordi det er én og samme person. Nogle gange kunne det være rart, hvis jeg kunne tage afstand, så jeg ikke altid var så meget med selv, men det kan jeg ikke. Hver eneste gang jeg føler, at jeg prøver at tage en eller anden fake maske på, hader jeg bare mig selv, og det gider man jo ikke. Men det er ikke, fordi det er en dårlig ting, for jeg synes, det er vildt godt at være sig selv. Det er det billede, jeg gerne vil projicere til andre: At man ikke skal ændre sig for at passe ind i et eller andet format, som man nu synes, man skal passe ind i«.

Hvad gør du for at forblive ’normal’?
»Jeg tror ikke, jeg gør noget. Sagen er nok bare den, at jeg er meget frastødt af folk, der synes, de er bedre end andre, fordi de laver noget, som skulle gøre dem bedre. Altså, folk der flyver op og får det sådan: ’Don’t touch me’. Jeg synes, det er så klamt! Arrogance er noget af det værste overhovedet, så selv om jeg godt ved, at der er nogen, som ser mig som en verdensstjerne, ligger det meget dybt i mig ikke at projicere det ud. Lige så hurtigt man vinder noget, ligeså hurtigt kan man miste det, så drop den attitude der. Jeg er ikke nede med det!«.

Ingen botox

På ’Forever Neverland’ dykker Mø ned i ræset som popprinsesse midt i den gigantiske globale popmaskine, som måske i virkeligheden allermest har været hendes hjem i de senere år. Et ræs, som blandt andet har fået hende til at famle efter sig selv, stræbe efter friheden og søge helle i minderne fra dengang, hvor livet var mindre kompliceret og mere uskyldigt med første forelskelser og klaverspil ved pianoet i barndomshjemmet på Fyn.

Mø tilslutter sig alle de andre rodløse sjæle i vor tids berygtede Peter Pan-generation, for hvem voksenlivet er mere faretruende, end et tikkende vækkeur er for Kaptajn Klo. Det er alle dem, som langt op i 30’erne stadig rager hvileløst rundt i tilværelsen, lukker klubben med ti shots for en hund og slukker begæret i engangsknald, mens vennerne – de pligtopfyldende voksne – bliver gift, føder børn, klipper ligusterhæk og løber maraton.

For en popstjerne som Mø er der en ganske reel grund til at blive for evigt på Ønskeøen. For hvordan skulle et konventionelt klaustrofobisk voksenliv med villa, Volvo og vovse nogensinde kunne forenes med bohemetilværelsen som popstjerne? Og forsvinder ambitionerne, inspirationen og skabertrangen mon, hvis livet bliver for mageligt?

Mø tøver ikke med at placere sig selv i en alderskrise, efter hun i sommer selv rundede det skarpe hjørne med det frygtindgydende tretal foran. Som med meget andet begrunder hun alderskrisen med sin konstante konflikt mellem tryghedsbehovet og rastløsheden. Hun kan ikke lide, når tingene ændrer sig for meget. Samtidig elsker hun det. Derudover har hun aldrig kunnet fordrage at blive puttet i en boks, og hun kan ikke overskue, hvis der bliver forventet noget specifikt af hende. Sådan havde hun det allerede, da hun fyldte 20, men 30-års fødselsdagen slæber bare en helt anden grad af stress og forventninger med sig.

»I virkeligheden har jeg altid været ret angst for at blive voksen«, siger hun.

»Egentlig ligger det lige til højrebenet for mig at sige: Fuck, hvad folk tænker. Men der er også bare en indeni mig, som siger: Hvad tænker jeg om det? Lige siden jeg fyldte 27, har jeg tænkt oh my God, nu kommer 30 om lidt, og det er jo egentlig latterligt at bruge tid på, for der er ligesom kun en vej frem for os alle. Men der er også helt klart noget i det med, at det stadig er nyt med kvindelige popstjerner i 30’erne. Der har lidt været sådan en: Kan man det som kvinde? Der er selvfølgelig Beyoncé og Sia, men der kunne godt være flere rollemodeller, og derfor har jeg også tænkt, at jeg gerne vil gøre op med det«.

Hvordan?
»Bare ved ikke at lade mig påvirke af det, for jeg tror også, det handler rigtig meget om mig selv. Altså, at man føler: Nu er jeg en kvinde på 30, så derfor kan jeg ikke tillade mig at gå i det her tøj, sige de her ting, danse på denne her måde og være sådan her. Det er jo alt sammen usikkerheder, som samfundet har banket ind i mit hoved fra barnsben af. Enten skal man være den smukke gudinde-figur, mor-figuren eller den vise gamle dame. Der er ikke noget midt i mellem, og det er noget pis jo. Men jeg føler, at vi lever i en tid, hvor der er ved at blive gjort mere op med det«.

Tøj: Hat udlånt af Astrid Andersen, Hanrej-halskæde, Anne Sofie Madsen-top og -bukser (Foto: Polina Vinogradova/Soundvenue)

Føler du et ansvar som kvindelig artist for at udtrykke noget specifikt?
»Jeg tror aldrig rigtig, jeg har følt, at jeg passede ind i det der klassiske billede af en popstjerne. Nu er jeg fyldt 30, så det gør jeg stadig ikke, men jeg har en optimisme og et gåpåmod i forhold til at finde min egen måde at være det på. Hvis verden ikke har ret mange kvindelige popstjerner i 30’erne, er den sulten efter flere, så det skal ikke holde mig tilbage, og det, tror jeg, er en god ting at projicere ud. Folk må gøre, hvad de vil, men jeg skal absolut ikke have nogen plastikoperationer eller botox. For mig er det meget vigtigt ikke at repræsentere et billede, som prøver at rette op og se ung ud. Jeg vil bare gerne være mig, for jeg synes, det er vigtigt at sælge den skinbarlige sandhed«.

Hvordan mærker du selv, at du er blevet ældre?
»Der er én ting, som jeg faktisk synes er ret forfærdelig ved at blive ældre. Engang havde jeg en uslukkelig festtrang. Altså, fuldstændig uslukkelig. Og jeg kan fucking mærke, at det er ligesom om, den ild er blusset ned. Jeg ved godt, at det sikkert er godt for helbredet og alt muligt, men jeg synes, det er så sørgeligt, for det har altid været min fire. Hvis man har haft en lang arbejdsuge, har det været sådan: NU SKAL VI PÅ DRUUUK! Man har brug for at få afløb, og jeg kan stadig få afløb, når jeg skriver sange og spiller koncerter, men det er altså ikke det samme. Det er også noget af det, jeg tænker over lige for tiden: Hvad er det, jeg mangler? Jeg mangler den der: Wraaaaaah!«.

Hun åbner munden på vid gab og brøler, så tungen slasker ned på hagen. Blikket er vildt.

»Jeg har ikke den der festenergi, så hvordan fuck får jeg det ud?«.

Du har før nævnt, at man i din alder godt kan vågne op og tænke: Hvad skal der blive af mig? Har du selv et bud på det i forhold til det her med at finde balancen mellem popstjernelivet og voksenlivet?
»Jeg har aldrig rigtig kunnet planlægge, hvad der skulle ske i mit liv, og det er også det, jeg godt kan lide, fordi det giver en frihedsfølelse. Jeg lægger ingen planer og har ingen planer. Jeg har bare en plan, der hedder: Fremad mod drømmen om det der guld. Men jeg kan mærke, at når man fylder 30, kommer forventningen: Hvad så? Jeg ved det stadig ikke, og det har jeg det fint med«.

Intensiteten i stemmen stiger. Tempoet skifter fra trav til galop.

»Jeg gider ikke sættes i spændetrøje, for jeg har brug for at føle mig fri, for ellers kan jeg ikke være glad, og så kan jeg ikke lave musik. Så kan det godt være, jeg på et eller andet tidspunkt vågner op og tænker fuuuuck mand, hvad skal der ske? Men jeg gider simpelthen ikke leve et liv, hvor jeg føler, at det skal planlægges, fordi jeg har en særlig alder. Jeg har tiltro nok til mig selv til, at jeg finder ud af det. Derfor har jeg det også sådan: Fuck off! I don’t know«.

Læs også: Mø fejrer sin 30-års fødselsdag på Instagram

Retouch: Munzer Hodayfa
Hår: Marianne Jensen
Makeup: Stine Rasmussen
Styling: Kristian Keller
Tak til Copenhagen Contemporary for lån af location

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold