James Blakes ’Assume Form’ og Travis Scotts ’Astroworld’ har mere tilfælles, end man skulle tro

James Blakes ’Assume Form’ og Travis Scotts ’Astroworld’ har mere tilfælles, end man skulle tro
James Blake.
James Blake og Travis Scott: En indadvendt engelsk sanger og en moshpit-glad sydstatsrapper. På overfladen kunne deres musikalske udgangspunkter næsten ikke være mere forskellige. Men de har begge gæstet hinandens album, og de har begge en uvurderlig evne til at få det bedste ud af deres gæster.
James Blakes ’Assume Form’ og Travis Scotts ’Astroworld’ har mere tilfælles, end man skulle tro
Kjartan F. Stolberg

Musikskribent for Soundvenue og studerende på RUC.

I august udkom Travis Scotts seneste album, det skelsættende ‘Astroworld’, der løftede rapperen til et helt nyt niveau af popularitet. Personligt havde jeg tidligere kun sjældent været grebet af Scotts musik, men med ‘Astroworld’ fik han for alvor cementeret, at han kunne skabe at værk, der var gribende, varieret og virtuost i en grad, hvor det var svært at benægte håndværket, selv hvis man ikke var fan af traprap.

Der kunne pludselig komme en mundharmonika fra Stevie Wonder, et hjerteskærende sangstykke fra Frank Ocean, psykedelisk instrumentation fra Tame Impala eller guitar fra John Mayer. Det var en dynamisk rejse gennem mange dele af musikkens verden, hvor Scott selv bandt det hele gnidningsfrit sammen som musikalsk kurator.

‘Astroworld’ er naturligvis langt fra det eneste album i hiphophistorien, der har masser af gæster, men der er alligevel nogle ting, der får albummets brug af gæster til at skille sig ud. For det første kommer gæsterne fra vidt forskellige dele af musikkens verden, og for det andet fik Travis Scott nærmest hver eneste gæst til at føles som en begivenhed, samtidig med at albummet stilfuldt bevægede sig fremad.

De eneste hiphopmusikere, jeg kan komme i tanker om, der har gjort noget lignende, må være Kanye West og Kendrick Lamar, der har krydret deres albumudgivelser med så umage gæster som U2, Kamasi Washington, George Clinton, Thundercat, Justin Vernon, Kirk Franklin, Caroline Shaw og Hudson Mohawke.

En af de kunstnere, der dukkede op på ‘Astroworld’s alenlange gæsteliste, var James Blake, der afsluttede nummeret ‘Stop Trying to Be God’. Blake var så flink at gengælde gestussen (eller er det omvendt i disse tilfælde?) på sit fantastiske album, ‘Assume Form’, der udkom i fredags. Her optræder Scott på det sensuelle nummer ‘Mile High’, hvor Metro Boomin også er med som gæsteproducer.

Blake er nemlig også blevet rigtig glad for gæster på ‘Assume Form’: Et album, der ligeledes er mere sonisk varieret end hans tidligere. Et album, der lokker med nogle lykkelige, næsten romantiske toner, inden albummet udforsker Blakes moody angstunivers. Et album, der måske netop som Scotts vil kunne ramme folk, der ikke tidligere har været grebet af Blakes musik. Til dette formål er gæsterne, der ligesom de positive toner især findes på første halvdel, et oplagt værktøj.

Blakes gæsteliste er markant kortere end Travis Scotts, men den er lige så spraglet. Vi har to rappere med så forskellige stilarter, man stort set kan tænke sig: Travis Scott og Outkast-veteranen André 3000. Dertil har vi førnævnte trapproducer Metro Boomin, hvis kølige lyd fungerer langt bedre sammen med Blakes stil, end man skulle tro, og stjerneskuddet Rosalía, hvis spansksprogede flamencopop åbner nogle helt nye døre for Blakes lyd.

Den eneste gæst, hvis musik typisk befinder sig i nogenlunde samme univers som Blakes, er artpop/r’n’b-sangeren Moses Sumney. Men foruden at Sumney har en fortræffelig vokal, der på ingen måde minder om Blakes, er der alligevel noget mærkbart ved hans inklusion: ‘Assume Form’ er et album om romantiske forhold, og Sumney er så åben om at være aromantisk, at han lavede et helt konceptalbum om det.

Det er et særligt smart touch, at Sumneys gæstespot derfor er på netop ‘Tell Them’, et nummer om et one-night stand. Her spiller Sumney rollen som Blakes indre tanker, der prøver at overbevise ham om, at det ikke skal udvikle sig til noget alt for nært.

Blake formår virkelig flot at udnytte sine gæster, så de aldrig føles som fyld, men rettere som både nødvendige drivkræfter til at føre albummet fremad, og som opsigtsvækkende skikkelser, der gør albummets lyd rigere og mere engagerende. På den måde er hans brug af gæster helt i tråd med, hvordan Travis Scott, Kanye West og Kendrick Lamar gør brug af gæster.

‘Assume Form’ er ret genialt opbygget, så det først etablerer de mere lykkelige, appetitlige sider af Blakes kærlighedsliv, og samtidig får gæsterne til at åbne op for albummets soniske palette. Gradvist får vi, mest med Blake solo, flere og flere ængstelige detaljer, såsom den dramatiske linje »You are my fear of death« på den ellers indledningsvist lyksalige ‘Can’t Believe the Way We Flow’.

Angsten går fra at være i sangenes periferi til at være i centrum mod slutningen af albummet. Dette tematiske skift markerer han virkelig flot med endnu en gæsteoptræden. Mere James Blake ville jo ikke føles som et skift på samme måde som et skift i performer gør. Og André 3000’s vers på ‘Where’s the Catch?’ er da netop så fyldt med paranoia, at det sætter sig i hele albummet, når man først har hørt det. André 3000’s gæstevers er den absolutte antitese til, når Maroon 5 eller Katy Perry i c-stykket får besøg af en tilfældig gæsterapper, sangen lige så godt kunne have været foruden. Sangen ville simpelthen ikke hænge tematisk sammen, hvis vi fjernede Andrés vers.

Med James Blakes fantastiske brug af samarbejdspartnere på ‘Assume Form’ kan man oplagt spørge sig selv, hvorfor album med alenlange gæstelister stadig nærmest kun er et fænomen inden for hiphop og EDM – det kan tydeligvis også fungere i James Blakes elektroniske artpop. Jeg tror, vi kunne få nogle fantastiske folk-, indie- eller rockudgivelser ud af det, hvis kunstnere i disse genrer omfavnede featurelisten som værktøj på samme måde som rappere har gjort.

Tame Impalas Kevin Parker har jo faktisk givet en del gæsteoptrædener de seneste år til blandt andre Zhu, ASAP Rocky, Theophilus London, Mark Ronson, Kali Uchis, Lady Gaga og netop Travis Scott. Hvis Parker ligesom James Blake har taget ved lære af Travis Scott, kan vi nok virkelig forvente noget særligt fra Tame Impalas næste album, der skulle være godt på vej.

Læs anmeldelse: James Blake ‘Assume Form’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold