Dido forsøger at modernisere sin vemodige popmusik

Didos musik bliver tit anset for at være kedeligt radiofyld, der ikke har noget af substans at byde på. I 2011 placerede NME endda Didos ‘Thank You’ på en liste over de 25 mest irritererende sange i verden, side om side med Crazy Frog og Limp Bizkit. Begrundelsen var, at sangen angiveligt skulle være så intetsigende, at det blev uudholdeligt.

Hvis man vender tilbage og lytter til Didos to første album, tegner der sig dog et helt andet billede. Her har hun fat i en rigtig spændende lyd, der bravt forener mainstreampoppens imødekommende stiltræk med underspillede, nuancerede lydbilleder, som hun trak fra elektroniske genrer som downtempo og triphop.

Med ‘Still On My Mind’ forsøger Dido atter at modernisere den lyd, hun så flot havde grebet om omkring årtusindskiftet. Med de første par tracks går det virkelig godt. Hun tager her fat i nye lyde i elektronisk musik, og hun får dem til at matche hendes æstetik fuldkommen problemfrit.

‘Hurricanes’ er essentielt bygget op som et svensk househit, men lyden er så meget mere vemodig og tænksom, så den drejer flot stilarten i en retning, der passer til Dido. ‘Give You Up’ lyder med sine mange vokallag nærmest som et lidt mere radiovenligt take på den stil, James Blake ofte opererer med. Og ‘Hell After This’ viser en mere spydig, djævelsk side af Dido, som rent faktisk formår at være overbevisende, da produktionen simpelthen giver hendes vokal så meget pondus.

Det viser sig desværre meget hurtigt derefter, at ‘Still On My Mind’ ikke har så mange flere tricks i ærmet. Det melankolske, Neneh Cherry-klingende titelnummer er et af ganske få højdepunkter herefter, men ellers veksler albummet mellem at være ubemærkelsesværdigt og lettere kluntet.

Rigtig mange sange er nemlig præcis lige så intetsigende, som Dido uretmæssigt blev beskyldt for at være i sin storhedstid. Hvis du syntes ‘Here With Me’ og ‘Hunter’ savnede kant dengang, tør jeg næppe høre din dom over ‘Walking By’ eller ‘Chances’. Disse ballader vader ikke blot i klicheer lyrisk, de bruger også alle de kedeligste tricks i bogen til at få musikken til at understøtte stemningen. Lyden føles fabrikeret og hul, og den savner den kant, Dido ellers andetsteds viser, at hun stadig sagtens kan bringe frem i sine produktioner.

Værre er det med Didos forsøg ud i dancepop. Der har altid været lidt dance-indflydelser i hendes musik – det er der også på dette albums bedre skæringer – men når den står på four on the floor-beats på ‘Take You Home’ og ‘Friends’, lyder Dido ingenlunde som om, hun er i sit rette element.

Værst er dog ‘Mad Love’. Her er der atter lidt lyd af producerdreven housemusik, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at det var Marshmello eller The Chainsmokers, der havde bedt Dido om en gæstevokal og dertil præsteret deres karrieres ynkeligste drop.

Havde man samlet de fire-fem bedste tracks, kunne vi have at gøre med en fremragende ep. For de bedste sange på albummet er vitterligt blandt det stærkeste, Dido har udgivet. Desværre er albummet også fyldt til randen med sange, der mest af alt føles som fyld, så det er altså svært at anbefale ‘Still On My Mind’ i sin helhed.

---

Kort sagt:
‘Still On My Mind’ byder på nogle af Didos bedste sange nogensinde, men disse skal desværre dele albumplads med et hav af lunkne, klichéfyldte ballader og halvhjertede, mislykkede forsøg på dancepop.