Imponerende debutalbum cementerer Billie Eilish som fremtidens nye, dystre popstjerne

Imponerende debutalbum cementerer Billie Eilish som fremtidens nye, dystre popstjerne
Billie Eilish.
Imponerende debutalbum cementerer Billie Eilish som fremtidens nye, dystre popstjerne - When We All Fall Asleep, Where Do We Go?
5 6
Billie Eilish
'When We All Fall Asleep, Where Do We Go?'

Album, Universal

17-årige Billie Eilish er blevet så ekstremt stor på så ekstremt kort tid (og i så ung en alder), at man nemt føler en trang til at forklare hende. Hvad er det ved amerikaneren, der gør hende til et forbillede for unge piger med meget få fucks tilovers for omverdenens forventninger? Hvad kan hendes musik, siden hun ramte en milliard streams i en alder af 16 år?

Man kan nærmest fornemme en mindre hær af ældre eller udenforstående mennesker se på hysteriet omkring den her unge teenage-verdensstjerne og undre sig: Hvad betyder fænomenet Billie Eilish?

Der er, med andre ord, meget forventning, mange spørgsmål og virkelig meget hype i luften omkring den californiske sanger. Men hendes debutalbum virker heldigvis som om, det er opstået i et separat univers, hinsides mediestormen og de mange mennekser (15 millioner på Instagram alene), der følger hende på sociale medier. ’When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ er nemlig en lukket verden, der er skabt af præcis de ting, der gjorde Billie Eilish så fascinerende til at begynde med.

Albummet er skrevet, produceret og indspillet af Eilish selv og hendes fire år ældre bror Finneas. Der er altså ingen gæsteartister eller indflydelse udefra. Det føles som et lukket rum, man træder ind i. Nogle gange trækker Eilish nærmest vejret direkte ind i mikrofonen. For en status som et af årets måske mest hypede album er det ret radikalt. Altså: Ikke engang nutidens mest selvstændige popstjerner laver album sådan her. Kan du forestille dig Justin Bieber eller Ariana Grande lave deres næste udgivelse på loftet med deres storebror?

Resultatet er et album, der følger Billie Eilishs nykker og excentriske indfald til fulde. Men som samtidig bærer sine forbilleder til skue ret tydeligt. Sangernes vokal er eksempelvis stadig hviskende som hos tidlig Lana Del Rey, og sangene har noget af den dramatiske kvalitet, vi kender fra Lorde. Men derudover har Billie Eilish også bare noget decideret møgunge-agtigt (og måske en smule Avril Lavigne-inspireret) over sig, der placerer hende i en helt anden kategori. Hun er en California-teenager med hiphopinspireret stil, surfer-slang og en god portion skaterattitude.

Derudover har Eilish samtidig en dyster og stedvist makaber side, der konstant bryder med de pænere virkemidler, hun har lært hos de to alternative popforbilleder.

Det dundrende ’You Should See Me In a Crown’ er så overlegen, at man føler sig uovervindelig. Men Eilish kan også være gyseragtig og gotisk på ’Bury a Friend’. Og på ’Bad Guy’ iscenesætter hun sig som den ultimative skurk, der hvisker sine trusler blidt i øret på dig, mens hun stikker kniven i din ryg. Stedvis har hun noget af den næsten ondskabsfuldt overlegne stemmeføring, Taylor Swift aldrig helt lykkedes med på ’Reputation’. Hos Eilish bliver attituden nemlig fulgt til dørs: Udtrykket er både voldsomt, selvsikkert og stedvis decideret dødsforelsket. »I wanna end me«, synger hun for eksempel på ’Bury a Friend’.

Sponsoreret indhold
Knivskarp krigssatire og sprængte nosser
George Clooney's nye serie 'Catch-22' har stort potentiale for at blive din næste seriekærlighed – læs her de fem største grunde til hvorfor.
C More

Dén blanding af voldsomme følelser og modvilje mod alt konventionelt har gjort hende til et ikon for millioner af unge piger, der ikke gider være pæne og velopdragne. Det er musik til alle dem, der falder uden for normen, dem som ikke føler sig set – en slags pendant til den stadig meget dominerende Soundcloud-rap, der inviterer drengene fra samme generation til at moshe deres følelser væk. Der er endda et kortvarigt Soundcloudrap-beat i slutningen af ’Bad Guy’ og en sang, ’Xanny’, der er opkaldt efter scenens modedrug, så forbindelsen til dén rowdy subkultur er helt tydelig. Eilish og Soundcloud-rappen er to sider af samme mønt.

En fandenvoldsk teenager, der frygtløst udfordrer samfundets krav og samtidig flirter lige lovlig meget med dødsromantik – det lyder bekendt. For ja, det var måske lige en tand overdrevet, da Dave Grohl for et par måneder sammenlignede Eilish med Nirvana. Men man forstår godt, hvad han mener: Det her er virkelig generationsmusik med ualmindelig meget kant, dystre fantasier og noget på hjerte.

Billie Eilishs mere majestætiske sange leger tit med roller. ’You Should See Me In a Crown’ er inspireret af en replik fra ’Sherlock’, ’Bury a Friend’ er skrevet fra et monsters perspektiv, og ’Bad Guy’ virker næsten som skurkerollespil. »Jeg har altid kunnet lide at være skurken i alle spil, jeg har spillet«, har hun selv for nylig fortalt The Fader. »Det er som at tage en maske på. Når man er lille, er sangskrivning det samme som at spille et spil. Du kan være lige, hvem du vil«.

Der er altså ofte et element af maskerade over sangene. Men midtvejs gennem albummet føles det decideret som om, hun leger med lytteren: På ’8’ synger Eilish med heliumstemme over en ukulele, mens den pulserende genistreg ’My Strange Addiction’ spices op med dialog-samples fra ’The Office’. ’Ilomilo’ er drillende og søgende på samme tid – »the world’s a little blurry / or maybe it’s my eyes«, synger Eilish og lyder som om, hun prøver at finde tilbage til en drøm, der allerede er gledet ud i glemsel.

Men samtidig med, at Billie Eilish både kan være uhyggelig og drillende, er dele af hendes debutalbum faktisk meget stille. For balladerne har netop en helt anderledes privat kvalitet. De skræller alt væk i stedet for at bygge op. Maskerne lægges væk.

Singlen ’When the Party’s Over’ er eksempelvis en uimodståeligt smuk og sårbar klaverballade, og albummet slutter med tre sange (’Listen Before I Go’, ’I Love You’ og ’Goodbye’), der er lige så simple, åbne og sørgelige, som deres titler antyder. Rollespillet er slut, og der er ikke længere noget at gemme sig bag.

Det er måske Billie Eilishs største styrke, at hun mestrer begge ting. At hun kan snuppe kongekronen på ’You Should See Me In a Crown’ og fantasere sig ind i skurkerollen på ’Bad Guy’, men samtidig synke helt ned i sig selv på balladerne mod slutningen af albummet.

Som lytter kan man både spejle sig i den sublime selvsikkerhed på nogle af skurkesangene, eller leve sig ind i den intime, følsomme sfære fra balladerne. Begge dele excellerer hun i på en måde, der virker helt absurd i forhold til, at hun stadig kun er teenager.

Resultatet er et debutalbum, der skiftevis forstiller og blotter sig. Eilish skaber både skærende smukke sange, der er hudløst ærlige. Og hun skaber sange, der tager fuldstændig pis på dig. Hun rækker fuck til kameraet det ene sekund, men skriver kærlighedsdigte i dagbogen, når ingen kigger. Det er dén vekslen mellem yderpunkter, hun har indkapslet på ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’. Man bliver kastet rundt, som en krop i urolig søvn.

Hvis man skal prøve at forklare eller beskrive, hvad det præcis er, Eilish kan, så er det måske et godt sted at starte: At hun kan skabe sådan en voldsom pendlen mellem sublim selvsikkerhed og blotlagt sårbarhed. For ja, en del af fascinationen ved hende skyldes, at hun ikke giver en fuck for det hele og nægter at smile på billeder. Dén rebelske attitude er der sikkert mange, der spejler sig i. Og den kommer også til udtryk på albummet i form af de mange sange, der lever sig ind i skurke og monstre. Men der er også sange, der gør det umulige: Lægger alle attituder og roller fra sig.

Det gør Billie Eilishs første store album til et blændingsværk af fantasier og virkelighed. Vi møder monstre, mareridt og skurke. Men også mennesket i midten af det hele.


Kort sagt:
’When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ er en lukket verden, der er skabt af præcis de ting, der har gjort Billie Eilish så fascinerende. Her er gotiske fantasier, majestætiske bangers – og en samling smukke, simple ballader. Eilish har lært af både Lorde og Lana Del Rey, men på sit debutalbum har hun en dyster og næsten voldsom side, der gør, at man bliver kastet rundt som en krop i urolig søvn.

Læs også: Billie Eilish er popstjernen til en generation af piger, der ikke gider smile til kameraet