Khalids ’Free Spirit’: Sådan får man flest muligt sange i radioen uden at træde nogen over tæerne
Khalid er en rolig fyr. Han brød igennem i 2017 med ‘American Teen’, blev hurtigt en darling, og er nu klar med album nummer to. Men i modsætning til, hvad titlen lover, er ’Free Spirit’ en lidt ensformig omgang.
Hans lydunivers er fortsat meget radiovenligt. Elektroniske trommer lægger fundamentet for synthesizere, der fylder med både runde baslyde og brede akkordflader. Ofte finder vi også en guitar eller to, der menneskeliggør oplevelsen – som på ‘Bad Luck’ og ‘My Bad’, og selvfølgelig mest prominent på ‘Outta My Head’, hvor det er John Mayer, der står for guitardelen med sine velkendte smågroovy licks.
Oven på det hele flyder Khalid med både falset og almindelig sang, og det er svært at sætte en finger på hans stemme. Men det er så radiovenligt, at det i stedet for at være et bud på, hvor popmusikken skal hen, bliver et bud på, hvordan man får flest muligt sange i radioen uden at træde nogen over tæerne. Og det er en skam, når man som Khalid synger som en drøm.
De fleste numre på ‘Free Spirit’ er kærlighedssange. Mange af dem er lidt indadvendte ’på vej til breakup’-sange med linjer som »we was cool, yeah, we was vibin’« (‘My Bad’) og »can we just talk? Can we just talk? / figure out where we’re goin’« (‘Talk’), og de efterlader ikke rigtigt det store indtryk. Lidt som med lydbilledet bliver det ensformigt i længden, også selv om alle sangene selvfølgelig ikke er indadvendte kærlighedssange.
‘Free Spirit’ indeholder 17 numre, men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det havde været bedre at være mere selektiv. Albummet gør sig godt som baggrundsmusik, men det er altså svært at holde fokus, når man kommer et stykke ind. Når både lydbilledet og temaerne gentager sig uden nævneværdig variation, bliver det til sidst en lang pølse af velproduceret pop, hvor sangene ikke rigtigt kan adskilles fra hinanden, selv om det hele lyder fint.
Der er dog også lyspunkter. Og ikke overraskende er det, når Khalid bryder monotonien med noget lidt mere uptempo. I denne kategori falder ‘Talk’, som med sine funk-synthesizere fungerer som et rigtigt godt afbræk fra Khalids indadvendte univers – på trods af den lidt åbenlyse ’lad os tjene penge på Bruno Mars-stilen’-vibe. Også ‘Right Back’ er et herligt groovy track med både lækre vokalmelodier og lidt indelukkede akkorder, som giver nummeret en spændende undertrykt energi.
Udover uptempo-numrene leverer Khalid også et par reelle ballader med ‘Alive’, ‘Heaven’ og ‘Saturday Nights’, der er lidt forskellige variationer i disciplinen ’følsomme sange’. Hver for sig er de egentlig godt konstruerede, men ingen af dem står frem som nævneværdigt gode, og fordi de kommer lige efter hinanden, bliver det bare uinteressant. Også her kunne det have været en fordel at være mere selektiv og bruge energi på ét godt i stedet for tre halvgode numre.
Og det er i store træk billedet af ‘Free Spirit’: Det er veludført, men det er meget af det samme.
Kort sagt:
‘Free Spirit’ er et godt produceret og radiovenligt album, der dog føles meget langt; Khalid dvæler for meget ved de indadvendte kærlighedssange, for når han kommer videre og prøver noget andet, bliver det nemlig spændende.