Irah river sig løs fra jorden på ‘Diamond Grid’
Irah går sine egne veje. Den danske duo, der består af sanger Stine Grøn og musikalsk altmuligmand Adi Zukanović, er ikke bange for at udforske områder, som ikke så mange andre på den danske musikscene giver sig i kast med, og den nysgerrighed har affødt deres andet album ‘Diamond Grid’.
Det er et album, der dvæler, skubber, udforsker og længes efter alt det, vi ikke kan se. Det er musik, der prøver at løsne sig fra jorden – fra det materielle og fra alt det, vi snakker om til hverdag. Og det lykkes de faktisk ret godt med.
Irahs musik kan vel bedst beskrives som drømmende alternativ pop, men det føles meget langt fra den populærmusik, man ellers møder til daglig. Det lyder stort og bombastisk og for det meste elektronisk. Og der er mange lag: Både i Grøns vokal og i Zukanovićs synthesizere, der nogle gange er lidt indelukkede og runde, som marimba-lydene i starten af ‘Dream Self’, og andre gange er brede og kantede og fylder hele lydbilledet, som på ‘Siu Hinama’.
Rundt om det lydbillede ligger et meget interessant trommespor, som Irah har fået leveret af skotske Seb Rochford, der også har spillet for Brian Eno og Patti Smith. Det væver sig ud og ind af musikken, nogle gange som en fremadstormende drivkraft med en million slag på en meget højt stemt lilletromme, og andre gange som det, der lige akkurat holder pulsen, uden at man ænser det.
De relativt lange sange på ‘Diamond Grid’ føles ofte som udsnit fra ceremonier fra en svunden tid – lidt som jeg forestiller mig, at mayaerne havde lydt, hvis de havde haft synthesizere. Og de veksler mellem rolige, næsten messende sange og kæmpestore og lynhurtige højdepunkter – netop som et ritual, der starter stille og lige pludselig kører på fuld drøn.
I den rolige afdeling finder vi førnævnte ‘Dream Self’ og begyndelsen på ‘Matrix’, der drives af en svagt bankende puls på det, der lyder som en sløv tromme – igen som starten af et ritual. Også det sidste nummer ‘Sui’ er en flot, rolig sang, der fyldes af synthflader og et svagt trommespor, der til at begynde med føles imponerende meget som et hjerteslag.
Af de mere vilde episoder er der slutningen af ‘Matrix’, som Rochfords marcherende lilletromme fuldender oven på en skov af synthesizere, der blandt andet lyder lidt som en flok trækkende fugle, inden lilletrommen får lov at stå helt alene og forvandler sig til en bongotromme for ørerne af os. Også den rituelle ‘Worship the Sun’ bliver kørt helt op med hurtige trommer og storladne akkordflader, og det fungerer meget godt, selv om det også kan blive lidt udmattende at lytte til i længden.
Som for at underbygge det primitive og rituelle er der indimellem et percussion- eller strengeinstrument, som lyder enten eksotisk, primitivt eller begge dele – som på ‘Polluted Hearts’, der begynder med en langsom og næsten primal trommerytme, hvilket bidrager til den udlængsel, man fornemmer, når man hører ‘Diamond Grid’.
Man kunne egentlig godt forestille sig, at ‘Diamond Grid’ havde været et instrumentalt album, for Grøns vokal flettes godt sammen med resten af lydbilledet, men samtidig trækker stemme også musikken opad og væk fra jordoverfladen. Til tider synger Grøn monotone messende melodier, som i begyndelsen af ‘Worship the Sun’, og andre gange svæver hendes æteriske vokal flere kilometer over resten af musikken, som på ‘Breath’. Hun synger om drømme og om eksistens og har nogle ret velfungerende linjer som »You should stay awake / … / life is but a dream / so dream awake« på ‘Matrix’.
‘Diamond Grid’ består af ni relativt lange sange – to af dem varer syv minutter – men det føles egentlig sjældent som om, at sangene er for lange. De formår at skabe nok udvikling til, at man gerne vil blive ved med at lytte. Og det er en bedrift i sig selv i en tid, hvor vi evner at holde fokus i kortere og kortere tid.
Kort sagt:
‘Diamond Grid’ er et udfordrende, men veludført album, der med sin storladne elektroniske lyd og interessante trommer dvæler ved stemninger i længere tid end de fleste ville turde.