Ed Sheeran har hevet alle sine venner i studiet på nyt album – men hvorfor?

Ed Sheeran har hevet alle sine venner i studiet på nyt album – men hvorfor?
Ed Sheeran.
Foto: Mark Surridge
Ed Sheeran har hevet alle sine venner i studiet på nyt album – men hvorfor? - No.6 Collaborations Project
2 6
Ed Sheeran
'No.6 Collaborations Project'

Album, Warner

Når man er en af verdens mest streamede artister, kan man gøre lige, hvad man vil. Og det har Ed Sheeran gjort på sin nyeste plade med det mundrette navn ‘No.6 Collaborations Project’. Han har lavet et helt album med lige det, han har lyst til. Og det er en rodebutik, der lader til at have det formål at skaffe endnu flere streams til den populære brite og hans gæster.

Og vi bliver nødt til at snakke om den. Gæstelisten. Sheeran har ringet til alle, han kunne få fat i, og lavet 15 sange med blandt andet Justin Bieber, Camila Cabello, Khalid, Travis Scott, Chance The Rapper, og endda Eminem og 50 Cent (!). Men gæstelisten er desværre det mest imponerende ved hele pladen. For Sheeran kan ikke rigtigt holde styr på alle sine mates, og ‘No.6’ stikker i alle mulige retninger, uden at gøre noget af det rigtigt godt.

Sheerans melodier lyder, som de plejer – de er egentlig gode, men det er efterhånden ved at være lidt kedeligt med et cheesy omkvæd og et vers, hvor han synger hurtigt (som på ‘I Don’t Want Your Money’). Teksterne er desværre også et godt stykke vej fra den historiefortælling, han præsterede så flot tidligere i karrieren på sange som ‘The A Team’. Nu lyder den følsomme kærlighedssang ‘Best Part Of Me’: »She loves me, she loves me / why the hell she loves me? / when she could have anyone else« – ikke just stor sangskriverkunst.

Men det er især i lydbilledet, at pladen mister al sammenhæng. Der er alt fra hiphop (det kommer vi tilbage til), tung rock, blød folk og dansende electropop, og intet af det er rigtigt veludført eller nyskabende. Low-key-dansenummeret ‘Feels’ har et boblende synthhook, som bliver spillet med en klokkelyd, der faktisk bare får det til at lyde underligt. Skrillex-samarbejdet ‘Way To Break My Heart’ lyder acceptabelt med sin The Police-guitar i verset, men har et cheesy elektronisk hook, der lyder som om, det prøver at være hårdere, end det egentlig er. Og så er der rocknummeret ‘Blow’, der efterlader lytteren som et stort spørgsmålstegn – hvorfor er det her nummer med på en Ed Sheeran-plade, og hvorfor er Bruno Mars med på det?

Der er nogle få numre, hvor produktionen fungerer. ‘Beautiful People’, hvor Sheeran sammen med Khalid hylder det ordinære, er en fin bombastisk popproduktion, og ‘Shape Of You’-efterfølgeren ‘I Don’t Care’ med Justin Bieber er også et fint minimalistisk popnummer. Det er ikke fordi, det er interessant eller nyt – det er bare noget af det eneste på albummet, der faktisk fungerer.

Desværre er der mest, som ikke fungerer, og her er hiphop-numrene i en kategori for sig. Sheeran har trukket nogle af hiphoppens største navne lige nu (Travis Scott, Cardi B) og tidligere (Eminem, 50 Cent) med på albummet, og selvom han virker til at være glad for hiphop, når man ser på hvor mange af numrene, der er hiphopinspirerede, er Sheeran ikke selv nogen ørn til at lave hiphop. Han forsøger sig med at rappe uden det store held på Stormzy-samarbejdet ‘Take Me Back To London’, og på Scott-samarbejdet ‘Antisocial’ leverer Sheeran slet ikke sine linjer, så man tror på ham. Værst er det lalleglade ‘Remember The Name’, hvor Sheeran har hevet de to tidligere rapstjerner Eminem og 50 Cent ind til noget, der mest af alt lyder som en parodi på deres egne numre.

Med sine 15 numre er ‘No.6 Collaborations Project’ et langt album at lytte til – og det er desværre ikke nogen god oplevelse. Med alle de forskellige artister lader det til, at albummet kun er langt, så Sheeran kan ramme så mange forskellige mennesker som muligt, og høste streams fra både Eminems og Justin Biebers fans. Det skal han nok få, men man kunne have ønsket, at han havde lavet et mere helstøbt og gennemarbejdet album.


Kort sagt:
‘No.6 Collaborations Project’ er en rodebutik med en række sange i forskellige genrer, der passer til de mange featuring-kunstnere, Sheeran har med – meget få af dem er veludførte, og intet af det er særligt originalt.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold