Hvorfor vælger Taylor Swift sine dårligste sange som singler?

Hvorfor vælger Taylor Swift sine dårligste sange som singler?
Taylor Swift.
Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images
Hvorfor insisterer Taylor Swift på at udgive store meme-værdige singler, der scorer højt på den kommercielle cringe-skala? Det ville klæde hende at fokusere mere på den habile sangskrivning, der måske ikke sikrer hende topplaceringer på Billboard-listen, men til gengæld kan danne grundlag for mindre identitetsforvirring og i sidste ende – bedre musik.

Når Taylor Swift udgiver nyt materiale, holder alverdens popfans kollektivt vejret i spænding for at se, hvad den tidligere countryprinsesse turned popstjerne nu har fundet på – og med god grund. Hendes tre seneste album er blevet skudt i gang med singler, der har føltes som selviscenesættende begivenheder, der har udstukket en ny kurs for popstjernen – musikalsk, tematisk eller begge dele.

Alle tre førstesingler fra ’Red’, ’1989’ og ’Reputation’ har fundet vej til Billboard-listens førsteplads, men stimen blev brudt i 2019, hvor ingen af ’Lover’-singlerne har formået at gøre Swifts tidligere storhits kunsten efter. ’ME!’ og ’You Need to Calm Down’ har begge måtte ’nøjes’ med en andenplads.

Mange vil nok argumentere for, at det skyldes tilstedeværelsen af det for 2019 allestedsnærværende kulturelle fænomen, ’Old Town Road’, der jo som bekendt erobrede førstepladsen i rekordlange 19 uger. Men hvis ikke en magtfuld popmastodont som Swift skulle kunne skubbe det i hvert fald foreløbige one-hit wonder Lil Nas X og hans crooner-ven Billy Ray Cyrus af pinden, hvem skulle så?

Både ’ME!’ og ’You Need to Calm Down’ blev da også kørt i stilling som flagskibe for et triumferende og euforisk comeback for Swift efter det dystre 2017-album ’Reputation’, hvis salgstal var skuffende – i hvert fald i Swift-land. Men det stort opslåede kommercielle hitbrød hævede aldrig op til fordums tiders storhed, og det kan altså ikke udelukkende tilskrives ’Old Town Roads’ langvarige ridt på toppen af hitlisterne. Singlernes streaming- og salgstal taler et meget tydeligt sprog, og tal lyver som bekendt aldrig.

Men måske er der faktisk noget langt vigtigere end kommerciel succes på spil her.

Begge ’Lover’-numrene skriver sig nemlig ind i en ’historisk’ række af singleforløbere fra Swift, der enten har været af decideret ringe kvalitet eller på ingen måde repræsenteret det faktiske indhold på det kommende album, de annoncerede.

Tag bare ’Shake it Off’ fra ’1989’, eller måske mest tydeligt den universelt hadede ’Look What You Made Me Do’ fra ’Reputation’. Begge førstesingler var de klart svageste indslag på deres respektive album og tjente i virkeligheden blot et formål om at iscenesætte en ny Swift-identitet – fremfor at bringe noget reel musikalsk værdi til bordet. ’Shake it Off’ blev således det officielle startskud for Swifts skifte til en rendyrket poplyd og -æstetik, mens ’Look What You Made Me Do’ varslede ’Reputations’ noget påtagede badass, ’slange i paradiset’-Swift.

Efter udgivelsen af ’Lover’ står det klart, at historien har gentaget sig selv. Både ’ME!’ og ’You Need to Calm Down’ udgør helt tydelige lavpunkter på ’Lover’ af den simple grund, at de reelt er indholdsløse.

Den barnlige enhjørningefest på ’ME!’ (både med og uden »Spelling is fun!«) er blot endnu en sang, hvis eneste funktion er at agere såkaldt ganerenser mellem ’Reputation’ og ’Lover’, og det klinger noget så hult i ørene på de af Swifts tilhængere, der er gamle nok til at købe øl i Netto. Ligesom den letkøbte queer-aktivisme i ’You Need to Calm Down’ lugter mere af, at Swift for egen skyld forsøger at gøre op med flere decideret passive politiske år.

Her kan man undre sig over, at Swift ikke har valgt langt mere vellykkede numre sonisk såvel som tematisk – for eksempel den kønsrolle-undergravende ’The Man’ eller den metaforiske Trump-kommentar ’Miss Americana and the Heartbreak Prince’ – som ambassadører for ’Lover’. De to sange vinder aktivistisk relevans alene på det faktum, at Swift her synger om egen levet erfaring som kvinde og amerikaner fremfor at placere sig selv som et privilegeret talerør for en queer-minoritet, som hun ikke er en del af (selv om der findes omfattende konspirationsteorier, der påstår, at Swift og veninden Karlie Kloss faktisk har haft et længerevarende forhold – men det er en hel historie i sig selv).

På samme måde kunne man også sagtens udpege mindst fem numre, der ville have gjort ’Reputation’s færd nemmere tilbage i 2017. Det blev i hvert fald tydeligt for os her på redaktionen, da vi – meget uventet, faktisk – endte med stemme os frem til, at ’Reputation’ blev det mest repræsenterede album på vores liste over Swifts 15 bedste sange nogensinde. Her fandt man ’Delicate’, ’Call It What You Want’, ’Getaway Car’ og den stilfærdige ’New Year’s Day’, der alle fire er ligeså herlige, som ’Look What You Made Me Do’, ’…Ready For It?’ og ’End Game’ er tåkrummende.

De to klynger af sange lyder som noget, der stammer fra to helt forskellige album. Og ikke overraskende lyder Swift bare bedst, når hun fokuserer på sangskrivningen og ikke så meget på den opstillede selviscenesættelse – som det også er tilfældet med de senere ’Lover’-singler i form af ’The Archer’ og titelnummeret.

Selv om ’Lover’ også indeholder andre fejlskud som eksempelvis den forcerede ’I Forgot That You Existed’, ’London Boy’ og særligt den overgearede ’Paper Rings’, så er det alligevel ’ME!’ og ’You Need to Calm Down’, der bidrager allermest til den ujævne musikalske kvalitet og den identitetsforvirring, man oplever, når man lytter til hele ’Lover’ – og det er måske i virkeligheden det største problem ved Swifts karriere lige nu: At hun siden ’1989’ og ’Red’ ikke har været i stand til at udgive et helstøbt album, hvor de store hits sømløst forenes med den gode sangskrivning.

Det er altså ikke helt uforståeligt, at vores resident Taylor Swift-ekspert Sofie Kock Aukdal stillede Swift spørgsmålet: »Hvem er du egentlig?«. For det er ærlig talt svært at forene leflende generiske popnumre som ’ME!’ med virkelig velskrevne synthpopnumre som ’False God’ og ’The Archer’.

På ’Reputation’ proklamerede Swift, at den gamle søde Taylor var død, og i hendes sted stod nu en no bullshit femme fatale. På ’Lover’ er den læderbærende og hævngerrige Swift forsvundet som dug for solen, og den pastelfarvede, kærlighedsfikserede Swift er på sin vis genopstanden. Men måske er der rent faktisk en del af den gamle, søde Swift, som både vi og hende selv burde begrave?

Det er på tide at lade den desperate hitmager Swift hvile i fred, så hun i stedet for sin higen efter en topplacering på hitlisterne kan fokusere på at skrive gode sange – og hvis hun så vil tage de forcerede narrativer om syndefald og overdreven candyfloss-kærlighed samt den konstante selviscenesættelse med sig i graven, skal hun ikke høre et ondt ord herfra.

Så kære Taylor Swift, vil du ikke nok lade være med at forsøge at være nummer et? Du er god nok – måske endda bedre – når du ikke prøver for meget.

Læs anmeldelse: Den gamle Taylor Swift har gen(op)fundet sig selv på ’Lover’

Læs også: Taylor Swifts 15 bedste sange – rangeret

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold