Pete Doherty formår at blive arresteret to gange i samme uge i Paris

Pete Doherty formår at blive arresteret to gange i samme uge i Paris
Pete Doherty.
Foto: Tristan Fewings/Getty Images

Tilbage i 00’erne gik der nærmest ikke en uge, hvor man ikke kunne læse om The Libertines-frontmanden Pete Doherty og hans eskapadefyldte tilværelse. Som en sand rockstjerne boltrede han sig nemlig i alkohol og stoffer, og sammen med ekskæresten Kate Moss udgjorde han indbegrebet af heroin chic.

Og selv om vi altså nu snart skriver 2020 i kalenderen, er der bare nogle ting, der aldrig ændrer sig. Doherty har nemlig formået at blive arresteret intet mindre end to gange på samme uge under et ophold i Paris.

I fredags kunne Associated Press således berette om, hvordan Doherty var blevet anholdt for at købe kokain i de parisiske gader, hvorefter han blev tilbageholdt i detentionen natten over.

Lørdag besluttede Doherty tilsyneladende at fejre sin løsladelse med alkohol, og her endte han altså i et fuldemandsslagsmål, som resulterede i endnu en anholdelse.

Doherty har ifølge France 24 indgået et forlig, der pålægger ham at betale 100 dagsbøder af 50 euro for at undgå fængselsstraf, men aftalen er endnu ikke godkendt af en dommer. Episoden kommer dog nok til at sætte en stopper for The Libertines’ snarlige turné, hvis aftalen ikke går igennem.

En libertiner kendetegnes jo netop ved sin hedonistiske livsstil, så Doherty har selvfølgelig et bandnavn at skulle leve op til, men måske han som minimum skulle overveje at spare udgifterne til hoteller eller anden overnatning, hvis han alligevel tilbringer sine nætter bag tremmer?

Læs anmeldelse: Skandaleombruste Pete Doherty begår vellykket solocomeback

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold