Årets 25 bedste udenlandske album

Årets 25 bedste udenlandske album
Billie Eilish.
Fra indiehelte og hiphop-fornyere til lysende popstjerneskud og veteraner i topform. 2019 er ved at gå på hæld, så her er vores liste over de seneste 12 måneders allerstærkeste internationale udgivelser.

25. Vegyn ‘Only Diamonds Cut Diamonds’

Vegyn startede 2019 med et interessant, men rodet mixtape på 71 sange. Men så kom det ‘kun’ 16 numre lange ’Only Diamonds Cut Diamonds’, der krystalliserede Frank Ocean-producerens glitchede, legesyge lyd til en sand diamant af et album.

24. Jamila Woods ‘Legacy! Legacy!’

Konceptalbum kan ofte være en farligt stor mundfuld, men Jamila Woods kommer fornemt i mål, når hun hylder afroamerikanske kulturikoner – fra Eartha Kitt og Miles Davis til Muddy Waters og Basquiat – over et tæppe af fyldig, nærværende og intens soulmusik.

23. Carly Rae Jepsen ‘Dedicated’

Med ’Dedicated’ har Carly Rae Jepsen begået intet mindre end en rendyrket popperle, hvis mange euforiske øjeblikke udgør det perfekte soundtrack til den solbeskinnede sommerfest, vi alle dagdrømmer om i denne mørke tid.

22. (Sandy) Alex G ‘House of Sugar’

Rustikke countrysange møder eksperimenterede elektronik på et album, der i grunden er så fragmenteret, at det ikke burde fungere. Men det er i kontrasterne, at ’House of Sugar’ folder sig ud – mellem det udfordrende og den gode melodi, mellem det traditionelle og det futuristiske.

21. Clairo ‘Immunity’

Clairos charmerende soveværelsespop blev videreudviklet på dette overraskende modne debutalbum, hvis tårefremkaldende smukke tekster ironisk nok handler om alt andet end at være immun.

20. Slowthai ‘Nothing Great About Britain’

Slowthais musik er lyden af en mand, der slår, sparker, spræller og spytter, mens samfundets spændetrøje lukkes hårdere og hårdere om ham. Politisk rap lever – i hvert fald i England.

19. James Blake ‘Assume Form’

’Assume Form’ kombinerer sømløst James Blakes velkendte, følelsesladede fremtids-r’n’b med stemningsfulde hiphopindflydelser.

18. Dave ‘Psychodrama’

Dave prøver at favne det hele på ’Psychodrama’. Samfundet, tilværelsen og (i forlængelse deraf) sig selv. Ikke siden Kendrick Lamar er et hiphopalbum lykkedes med et så omfangsrigt foretagende.

17. Solange ‘When I Get Home’

På ’When I Get Home’ formidler Solange de mange ambivalente følelser, der knytter sig til en tilværelse som sort i guds eget land, og hun gør det gennem fragmenterede, men smukke musikalske øjeblikke, der absolut ikke er bange for at stille høje krav til sin lytter.

16. PNL ‘Deux Frères’

PNL er Frankrigs største rapgruppe, og det kan man høre. Alt er storladent, brusende, skinnende – det her er hiphop tænkt på en astronomisk skala.

15. Bon Iver ‘i,i’

Justin Vernon tager ingen store chancer med ’i,i’; det første Bon Iver-album, som ikke decideret præsenterer en ny lyd. Men altså, hvad gør det, når musikken er så smuk, som den er her?

14. Ariana Grande ‘Thank U, Next’

I 2018 sagde Ariana Grande, at hun ville udgive musik som en rapper. I 2019 fandt vi ud af, at det betød sublimt kølig pop om at ghoste folk, stjæle deres kærester og sige »thank u, next« til alle sine eks’er.

13. Charli XCX ‘Charli’

Charli XCX lukkede følsomheden ind i sit euforiske, ærkepoppede univers på ’Charli’, som desuden indeholdt et af årets absolut bedste popnumre i form af Christine and the Queens-samarbejdet ’Gone’.

12. Young Thug ‘So Much Fun’

Young Thug har introduceret os for country-trap, poseret på et albumcover i en kjole og rykket ved rapmusikkens normer. Men han har aldrig gjort det her før: Skabt et sammenhængende og poleret trap-værk, der fungerer som helhed.

11. Big Thief ‘U.F.O.F.’ + ‘Two Hands’

Hvordan positionerer man sig lige som det næste store navn på den internationale indierock-scene? Jo, man udgiver da hele to formfuldendte folkrockalbum inden for ét år, der desuden iscenesætter mastermind Adrianne Lenker som en af tidens skarpeste sangskrivere.

10. Angel Olsen ‘All Mirrors’

Angel Olsen inviterede strygerne indenfor og skabte i processen et bunddramatisk album om kærlighedens intimsfære, der både stryger med og mod hårene undervejs. Betagende, det er det dog hele vejen igennem.

9. Caroline Polachek ‘Pang’

Med smukke melodier, glitrende synths, autotune og lidende tekster om kærlighedens kvaler blev den tidligere Chairlift-forsangers solodebut en af årets store, glædelige popoverraskelser.

8. Thom Yorke ‘Anima’

At lytte til ’Anima’ føles som at blive sluppet løs inde i Thom Yorkes hoved i 47 minutter. Og det er altså et både dystert, smukt, rundtosset og dybt fascinerende sted at opholde sig.

7. Weyes Blood ‘Titanic Rising’

Natalie Mering kigger skyggesiderne af den moderne tilværelse lige lukt i øjnene, men gør det over en musikalsk bund af orkestral og helt igennem luksuriøs barokpop, så man næsten glemmer, hvor galt det egentligt står til.

6. Tyler, the Creator ‘Igor’

Vi bliver aldrig trætte af at glæde os over, at den trollende provokatør fra Odd Future-tiden nu udforsker seksualitet og maskulinitet på nuancerede og lydmæssigt overdådige album som ’Igor’.

5. Vampire Weekend ‘Father of the Bride’

’Father of the Bride’ er en rodebutik. En helt igennem bundcharmerende en af slagsen fuld af så mange geniale (på)fund og fabelagtige melodier, at man igen må overgive sig til Ezra Koenigs krøllede, men stadig klassisk funderede sangskriverhjerne.

4. FKA Twigs ‘Magdalene’

’Magdalene’ er et fuldstændig knusende portræt af tab, sorg og den smertefulde proces, det er at bevæge sig videre fra de tunge følelser. Det er måske ikke altid rart – men det er nødvendigt og virkelig smukt.

3. Billie Eilish ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’

Det er let at blive forblændet af hele fænomenet Billie Eilish. Hendes selvsikre attitude, unikke stil og modvilje mod alle konventionerne for popstjerneadfærd. Men bag den – indrømmet geniale – indpakning, er musikken helt enkelt også bare chokerende stærk. Den 17-årige popsanger kan nemlig skabe musik fra den ene yderlighed til den anden.

Fra bombastiske, næsten hiphopagtigt selvsikre bangers som ’Bad Guy’ og ’You Should See Me In a Crown’ til spartanske, næsten skræmmende intime ballader som ’Listen Before I Go’ og ’I Love You’.

Hun formår på sin vis at skabe en kvindelig pendant til den oftest maskuline Soundcloud-rap ved at indkapsle både sin generations trang til at rase ud mod alt, der er galt med verden, men samtidig også den afmagtsfølelse og ensomhed, der indtræder, når raseriet har lagt sig.

Dén pendlen mellem oprør og afmagt er symptomatisk for Billie Eilishs generation, og på sit debutalbum har hun givet følelsen sit definerende udtryk.

2. Nick Cave & The Bad Seeds ‘Ghosteen’

Det er både ubegribeligt sørgeligt og overjordisk smukt, når Nick Cave på nummeret ’Bright Horses’ lader stemmen stige til højere luftlag i klagesang.

’Ghosteen’ er endnu et værk, hvor Cave bearbejder tabet af sønnen Arthur, og det er denne vekselvirkning mellem håbefuld skønhed og sorgens depression, der gør albummet så helt igennem kraftfuldt og menneskeligt. At han midt i mørket søger efter lyset.

»Det kræver i sandhed en stor kunstner at gøre det livsnedbrydende til en livsbekræftende fortælling. En sådan kunstner er Nick Cave, og et sådant værk er ’Ghosteen’«, som det lød i vores anmeldelse.

1. Lana Del Rey ‘Norman Fucking Rockwell!’

Lana Del Rey er bestemt ikke ny på den globale popscene, men alligevel er det som om, at det hele først faldt 110 procent på plads i 2019.

’Norman Fucking Rockwell!’ er ikke bare Del Reys foreløbige hovedværk. Det er et album, der positionerer hende som en form for sandsigerske, der karrieren igennem har forudset verdens trøstesløse tilstand anno 2019 med sin dystre retropop, der på nostalgisk vis længes mod en svunden tid, hvor alting (måske/måske ikke?) var bedre.

Førhen sang hun om en dystopisk verden, i 2019 var det hele blevet virkelighed – hvorfor musikken ramte så meget hårdere.

Kvaliteten i sangene er hertil øredøvende høj, og med sin døsige vokal og et lydbillede, der nærmest drypper af sentimental amerikansk ikonografi, byder ’Norman Fucking Rockwell!’ på nogle af de absolut smukkeste ballader fra den californiske kunstners hånd. Med en eminent sangskrivning og krystalklar lyrik får hun smukt besunget det tungsind, der dominerer i disse Trump-, #MeToo- og klimakrise-tider.

Verden brænder – bogstavelig talt på albumcoveret. Og derfor bliver det da heller ikke meget smukkere, end når dommedagsprofeten Del Rey flankeret af intet andet end et mudret pianoforte alligevel slutter af med at indgyde en smule håb i os alle på ’Hope Is a Dangerous Thing For a Woman To Have – But I Have It’.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold