Julian Casablancas + The Voidz
Der var noget næsten smertefuldt urimeligt over, hvor cool og formfuldendt Julian Casablancas fremstod, da han pludselig dukkede op i vores fælles bevidsthed tilbage i 2001. Et hurtigt blik på billederne i bookletten til The Strokes-debuten ’Is This It’ og 20 sekunder af ’Hard to Explain’ og man kunne omgående smage de magiske Lower East Side-nætter, man indtil da ikke anede, at man savnede.
Brandingmæssigt var det en enorm styrke for The Strokes og Casablancas – men også en svaghed, har det vist sig i de senere år af karrieren for frontmanden, der i modsætning til eksempelvis Jack White ikke fremstår som en kunstner, der fuld af virkelyst kaster sig over ethvert kreativt indfald, som solotilværelsen nu tillader ham at forfølge.
Dette er Casablancas anden soloplade, og ligesom på ’Phrazes for the Young’ fra 2009 overbeviser han aldrig rigtigt om, at han har fundet sig til rette på egen hånd. Albummet er en mere hård og uforsonlig affære end forgængeren og bevæger sig rundt i et filmisk univers, der giver associationer til storbydystopiske 80’er-film som ’Robocop’ eller ’The Warriors’ gennem en kombination af forvrænget, maskinel vokal og fremmedgjorte tekster.
Læs anmeldelse: Julian Casablancas ‘Phrazes for the Young’
Hvor ’Phrazes for the Young’ havde iørefaldende hits og en moderigtig synth-finish, men også fremstod lige vel letfordøjelig, virker det her som om, Casablancas sammen med sit nye band, The Voidz, har ønsket at lave et decideret statement – gerne et vægtigt og forvirrende ét, der deler vandene ligesom de newyorkerkunstnere fra 70’erne, hvis aura han har gjort en karriere ud af at romantisere.
Om det lykkes ham, kan næsten kun tiden svare på, men albummet kræver i hvert fald lytterens opmærksomhed på en måde, der ikke er helt ulig forbilleder som Television eller Richard Hell, hvis band The Voidoids Casablancas slæng må formodes at referere til. Højdepunkterne er den metallisk smadrende ’Where No Eagles Fly’ og den legesygt distortede ’Crunch Punch’, der ligesom ’M.utually A.ssured D.estruction’ arbejder med en flosset punklyd og abrupte temposkift.
Det er et modigt træk at forvrænge den karakteristiske vokal og forlade det bittersødt melankolske tekstunivers, der har tjent ham gennem halvandet årti, og selv om robotvalsen ’Human Sadness’ byder på en snert af det, virker den snarere som en Daft Punk-inspireret parodi på Casablancas’ følsomme side.
’Tyranny’ er et til tider interessant og sine steder medrivende indblik i, hvor Julian Casablancas befinder sig på sin musikalske rejse væk fra et årti som metaltræt stilikon, men det er ikke en album, man forelsker sig i.
Læs også: Forsangere der gik solo: Syv gode og tre mindre heldige eksempler