Prolog
I 1992 havde Peter Aalbæk Jensen og Lars von Trier ingen penge. Zentropa var på røven, og duoen måtte finde på noget drastisk for at overleve. Det drastiske blev tv-serien ‘Riget’ – en spøgelseskomedie der blot var tænkt som et hurtigt stykke underholdning til det underlødige tv-format. Og det blev det egentlig også, hvilket bare var mere frigørende, end nogen kunne have forestillet sig.
Porten til Riget havde åbnet sig, og ud kom en tv-serie om livets gang på Rigshospitalet fyldt med absurde hændelser og farverige personager som den gamle dame Fru Drusse, der hører en grædende pige i elevatorskaktene. Og den ejendommelige hospitals-soap havde nedsivningseffekt i både avantgarden og den brede befolkning.
Uden ‘Riget’ ville du muligvis aldrig have hørt om den eksotiske filmkunstner Lars von Trier, for slet ikke at tale om hans højrøstede makker, Peter Aalbæk. Men her stopper seriens aftryk ikke. Den ændrede dansk film og tv, kort sagt. Uden ‘Riget’, ingen ‘Festen’ og ‘Idioterne’, ingen dogmebevægelse, som satte dansk film på verdenskortet, og dermed heller ingen ‘Jagten’ eller ‘Hævnen’, ‘R’ eller ‘Nordvest’.
Vi havde nok heller aldrig fået ‘Forbrydelsen’ og ‘Borgen’, for før ‘Riget’ var tv-serier ikke noget, der var værd at poste mange penge eller kræfter i. Lars von Trier skabte noget så sjældent som et kultfænomen, som ikke kun var for en snæver, indforstået kreds. En hysterisk sjov, mystisk og genrenedbrydende satirisk sæbeopera, der var en satirisk bombe under dansk folkelighed og tvang hæderkronede skuespillere fra ‘Matador’, som Holger Juul Hansen, Kirsten Rolffes, Helle Virkner og Ghita Nørby, ud i ekstreme situationer, vi aldrig havde troet, vi skulle se dem i.
Og toppede det af med højst besynderlige handlingsforløb om spøgelser i elevatoren, en ambulance der en nat forsvinder ud af det blå, en forvokset baby kaldet Lillebror og to opvaskere med Downs syndrom i kælderen: »Det er u-hyg-ge-ligt«.
Nu fylder ‘Riget’ 20 år. Flere af skuespillerne er døde, og Lars von Trier har i tre år haft selvpålagt mundkurv på. Men historien om serien fortjener at blive fortalt. Den er nemlig akkurat lige så kulørt, som man kunne have forestillet sig.
Kapitel 1: Masser af ballade
Peter Aalbæk Jensen, direktør for Zentropa:
»Lars og jeg startede Zentropa i januar 1992 og troede, at vi skulle vælte verden, og at ordrerne ville strømme ind. Det gjorde de ikke. Vi var fuldstændig panikslagne, efter Lars havde skrevet en synopsis til filmen ‘Breaking the Waves’, for filmen ville koste mange penge at producere, og det kunne vi ikke skrabe sammen – ergo var vi på skideren.
Vi snakkede om, at vi kunne lave en tv-serie for DR og få dem til at betale hele lortet og på den måde holde butikken gående i nogle måneder. Egentlig troede vi ikke rigtigt på, at den ville sælge. Ingen gad at se danske tv-serier dengang. Men når man er på røven, bliver man jo glad for hver 50 kroner, man kan få.
Uden nogen planlagte ideer hev vi DR ind til et møde. Lars foreslog DR at lave en spøgelsesserie, hvilket DR ikke var interesseret i. Efter det afslag sad vi på 5. sal i Ryesgade og kiggede ud af vinduet og fik øje på Rigshospitalet. Lars vendte sig om mod DR-kommisæren og foreslog, at vi lavede en spøgelseshistorie – men fra Rigshospitalet. Vi fik ordren«.
Morten Arnfred, medinstruktør:
»Jeg var i Hollywood, da jeg fik en opringning fra Zentropas producer Ib Tardini. Han fortalte om projektet, og jeg nævnte, at det var vigtigt, Lars fik en at sparre med. Han ville få brug for en hjælper. Lars og jeg havde tidligere lavet en reklamefilm sammen, hvor han tog sig suverænt af teknikken og ikke var særlig optaget af at jage rundt med skuespillere. Egentlig tænkte jeg ikke på mig selv som hjælperen, men sådan blev det«.
Henning Jensen, skuespiller:
»Casting var ikke særlig udbredt dengang, så det slap jeg for. Lars kendte mig også udmærket, for jeg havde spillet varulv i ‘Europa’ og kong Kreon i hans film ‘Medea’.
Forfatteren Morten Piil har skrevet filmbogen ‘Danske filmskuespillere’, og i den skrev han, at Lars von Trier havde udnyttet min mangel på humor i ‘Riget’, og det var der kommet en utrolig morsom tv-serie ud af. Den kommentar hader jeg som pesten, for var der noget, jeg vidste med sikkerhed, så var det, at ‘Riget’ ville ende med at være morsom«.
Peter Mygind, skuespiller:
»Jeg har fået fortalt, at Lars von Trier blandt andet fik øje på mig, da han var med sin datter i Bellevue Teatret og se ‘Folk og røvere i Kardemommeby’. I stykket havde jeg fået rollen som byens bager og som hovedet i kamelen. Det var bittesmå roller, og derfor fægtede jeg uhæmmet løs med mit bagerflute under hele forestillingen, fordi jeg så gerne ville have, at min karakter blev bemærket.
Jeg kom til casting på ‘Riget’ i rollen som Mogge – et ungt overklasseløg. Mogge er i praktik som læge på Riget, og han sniger sig ind på studiet, fordi verdens sødeste lægefar, spillet af Holger Juul Hansen, holder hånden over ham. Mogge er egentlig ikke særlig begavet, men han er god til at lade som om.
Jeg følte allerede ved castingen, at jeg vidste, hvem Mogge var. Han føler, at han er lidt mere end alle andre, det kunne jeg sagtens sætte mig ind i. Som ung havde jeg gået på en af Europas fineste kostskoler gennem fem år, og jeg kunne trække snobberiet fra den schweiziske kostskole over i Mogge. Jeg var lykkelig, da jeg fik rollen«.
Eric Kress, fotograf:
»De bedste opgaver er dem, hvor man får et sug i maven og tænker, ‘hvordan fanden skal jeg løse det her?’ Den slags opgaver skærper hele ens sanseapparat. ‘Riget’ gav det sug i maven«.
Peter Aalbæk:
»Der var masser af ballade med DR. De var bange for, at det kunne demoralisere den danske ungdom, at man selv kunne producere kokain, som karakteren Krogen gør nede i Rigets kælder. Jeg havde også et kæmpe skænderi med DR, fordi vi på Zentropa ville dele rettighederne til videresalg 50/50, og DR ville have rettighederne til Skandinavien for sig selv.
Fordi DR og alle andre tænkte, at tv-serien var nul kroner værd, endte vi med at få enerettighederne uden for Skandinavien. Jeg var grædefærdig over, at vi ikke kunne få rettighederne til Norge og Sverige. Ingen som helst ville købe en dansk tv-serie syd for grænsen i 1994«.
Kapitel 2: Alle ideer var gode
Inspireret af den okkulte uhygge i ‘Twin Peaks’ og det håndholdte kamera i ‘Homicide’ satte Lars von Trier sig sammen med manuskriptforfatter Niels Vørsel på Hotel Trouville i Hornbæk. De talte sig frem til et overordnet skelet for fortællingen og besluttede derudover én ting: At alle ideer var gode. Derefter delte de scenerne mellem sig og gik ind på hver deres værelse og skrev uden at efterrationalisere og strege ud. Det blev til et manuskript.
Henning Jensen:
»Jeg var meget betaget af manuskriptet, for det var helt uforståeligt, hvor Lars og Niels Vørsel havde gravet den mærkelige idé op henne. Manuskriptet var så tydeligt, at man ikke kunne undgå at tænke og føle replikkerne uden yderligere behov for psykologisering«.
Eric Kress:
»Med dårlige manuskripter bruger man ofte optagelserne til at søge efter mening og retning. I ‘Riget’ arbejdede vi med et manuskript, der var så præcist, at vi kunne tillade os at eksperimentere under optagelserne, fordi vi altid havde et klokkeklart manuskript at falde tilbage på«.
Peter Mygind:
»Da jeg fik tilsendt manuskriptet for de fire første afsnit, åd jeg det i ét hug. Blandingen af grotesk humor og anarkistisk uhygge løftede det.
Næste øjeblik sad jeg til en læseprøve med Ghita Nørby og den svenske stjerneskuespiller Ernst-Hugo Järegård, Søren Pilmark, Jens Okking og Lars von Trier. Järegård læste manuskriptet og smækkede det i med ordene: ‘Det här er jättebra’. Det var et stort øjeblik for lille nyuddannede Peter Mygind.
Inden da havde jeg været lidt med i ‘Eleva2oren’, hvor jeg havde snakket hollandsk, derudover havde jeg hoppet rundt og råbt, ‘welcome to the quiz show’ i et quizshow. Jeg havde udelukkende lavet ting, hvor jeg var overgearet og underholdende. At skulle lave ‘Riget’ var ligesom at få lov til at køre Formel 1.
Og så tog Lars ordet til læseprøven og sagde: ‘I skal bare vide, at jeg bryder mig ikke om skuespillere’«.
Kapitel 3: Lars von Triers fobier
‘Riget’ blev både optaget på Rigshospitalet og i hospitalskulisser hos DR. Lars von Trier var dog ikke selv at finde på Rigshospitalets gange under optagelserne. Han var for bange for sygdom og lukkede rum. Han sad derfor og instruerede fra en autocamper på parkeringspladsen.
Peter Mygind:
»Det var hele præmissen, at Lars sad ude i den campingvogn. Sådan var det. Som skuespiller kunne man stille spørgsmål til Morten Arnfred, og så kunne han stille spørgsmålet videre til Lars i sin walkie-talkie.
Engang imellem sneg jeg mig ud i autocamperen for at prøve at snakke med Lars. Han var en opfinder. En dag i campingvognen havde han fundet på, at tissemyrer skulle inspirere skuespillerne i et fremtidigt projekt. Ideen var, at skuespillerne skulle bevæge sig på scenen efter tissemyrernes bevægelser. Hvis en bestemt tissemyrer gik til venstre, skulle skuespilleren også gøre det«.
Morten Arnfred:
»Lars har nogle forbier, og dem kæmper han med hver eneste dag. Det er der jo kommet god kunst ud af, men det er ikke sjovt for ham. På den anden side er det også lidt bekvemt for ham at være sårbar. Man slipper for at involvere sig i nogle halvkedelige ting.
Lars og jeg delte skuespillerne mellem os. Jeg tog spøgelsesjægeren og patienten Drusse, og han tog den svenske læge Stig Helmer. Lars var kaptajnen. Jeg skulle ikke stå og krukke den. Jeg skulle sørge for, at vi kom hjem til tiden. Lars skælder jo skuespillerne ud, men han gør det med en form for pli, og han får det bedste ud af spillerne.
Vi havde det virkelig godt sammen under optagelserne på ‘Riget’. Et par gange måtte jeg tage over. For eksempel da Lars var stukket af inden en optagelse. Han havde været i Cannes og kom ikke hjem til aftalt tid. Det viste sig, at han gemte sig i Tyskland. Jeg sagde til ham: ‘Vi skal nok holde den kørende. Kom, når du kan, Lars’. Han kom vist efter 14 dages tid«.
Kapitel 4: Jo vildere, jo bedre
Under udformningen af manuskriptet til ‘Riget’ aftalte Lars von Trier og Niels Vørsel, at seriens karakterer skulle bygges op omkring mennesker i deres egen bekendtskabskreds. Men de skulle køres ud i en yderlighed. Og det samme gjaldt dem, der skulle spille dem.
Henning Jensen:
»Jeg spillede sygehusdirektøren Bob. Han vil for alt i verden være fejlfri, og så ramler han ind i det forfærdelige rod på Riget. Der sker det værst tænkelige, at han ryger ind i noget okkult anarki.
Jeg havde aldrig set en tv-serie med så mange outrerede figurer. Vi måtte ikke selv vide, at karakterne var sjove, for så tager man tager afstand fra figuren. Men det var forbandet morsomt.
En kedelig ting var dog, at min virkelige kone, Solbjørg Højfeldt, spillede sygeplejersken Camilla fra søvnlaboratoriet, og i en scene viser Bob sundhedsministeren rundt på Riget. Ministeren og Bob kommer op på søvnlaboratoriet, og jeg trækker gardinet til side ved en af sengene for at vise ministeren, hvordan patienterne sover på søvnlaboratoriet. I det øjeblik, jeg trækker gardinet til side, opdager jeg, at sygeplejersken Camilla – det vil sige min kone i den virkelige verden – sidder oven på Peter Mygind og knepper ham, rent ud sagt. Altså!
Jeg blev forfjamsket, og det skulle jeg jo også blive. Jeg anede ikke, at det ville ske. Lars havde en fest. Den situation kunne jeg godt have undværet, men jeg tror, at det er et af Lars’ skønneste øjeblikke i livet, da jeg trak det gardin til side. Vi optog kun scenen én gang«.
Eric Kress:
»Ha! Den situation står tydeligt i min erindring. Det var sådan nogle små tricks, Lars gik og lavede. Jeg tror, at han ville have en umiddelbar og fersk menneskelig reaktion, hvor det hele blandede sig sammen for Henning Jensen, i stedet for at han skulle spille følelsen«.
Peter Mygind:
»Henning kørte lidt på mig under optagelserne, og det er klart nok, for hans kone Solbjørg skulle sidde oven på mig. Hun var jo en smuk kvinde, og hun havde været sådan én, man havde savlet over som knægt. Det var lidt en drengedrøm, som gik i opfyldelse, at jeg skulle ligge med hende i søvnlaboratoriet.
Ernst-Hugo Järegård var til gengæld fuldstændig uforudsigelig. Han spillede den koleriske svenske læge Stig Helmer. Under optagelserne til præsentationen af teambuilding-projektet ‘Operation Morgenluft’ blev han så vred, at han tog alle kopperne og smadrede dem på gulvet. Det stod ikke i manuskriptet. Under optagelsen til en anden scene knaldede han mig en lussing«.
Eric Kress:
»Vi lavede ikke præcise prøver, inden vi optog. Vi gik ofte bare i gang med at filme, og pludselig røg Ernst-Hugos hånd op foran kameraet og smadrede ind i Peter Myginds ansigt«.
Peter Mygind:
»Lussingen var så hård, at min brille fløj 12 meter ud i luften. Det stod heller ikke i manuskriptet. Det havde hans karakter bare lyst til.
Normalvis spørger man på forhånd: ‘Hvordan vil du have det, hvis jeg giver dig en lussing?’ Det gjorde han ikke. Jeg var lidt i chok, men Ernst-Hugo gik bare over og tog noget kaffe.
Jeg sagde til Morten: ‘Wow, det der kom bag på mig, hvad siger Lars?’ Morten svarede, at det også kom bag på ham, men at Lars syntes, det var fedt. Så var der ikke mere at snakke om.
Ernst-Hugo var generelt meget høflig. Han gav hånd til alle statister, og samtidig var han stjernen over alle stjerner. Han boede på Hotel d’Angleterre og havde en privat assistent til at øve replikker med ham og ledsage ham fra hotellet og tilbage«.
Peter Aalbæk:
»Hvis Ernst-Hugo ikke boede på et specifikt værelse på Hotel d’Angleterre, ville han forlade skuden, så jeg stod med en japansk familie og tilbød at betale dem en suite på hotellet, hvis de bare ville forlade værelse 431. Uden sit faste værelse ville Ernst-Hugo tage hjem til Sverige«.
Kapitel 5: Farvel til teknikvældet
Inden ‘Riget’ blev tv-produktioner styret af praktiske foranstaltninger som kamerastativer og lyssætning. Og tidligere havde Lars von Trier også selv betragtet skuespillere som et nødvendigt onde for sine filmopvisninger i æstetik og teknisk begavelse. Med ‘Riget’ begyndte han at få øje på de levende mennesker foran kameraet.
Peter Aalbæk:
»Vi ville lave ‘Riget’ hurtigt og billigt og brugte derfor kun lysstofrør. Det var nemt lige at lyse en skuespiller i hovedet med et lysstofrør. Det valg – truffet på baggrund af økonomiske problemer – viste sig at være en kreativ landvinding. Skuespillerne var vant til at indrette sig efter teknik, fordi de skulle stå på et bestemt kridtmærke for at blive ramt af det rigtige lys på næsen. Nu kunne de i stedet bruge energien på at spille skuespil«.
Eric Kress:
»I starten af 90’erne fandtes der mange konventioner for, hvordan man komponerede og løste scener billedmæssigt. Filmsproget var fastlåst. Der var et A-hold af fotografer og instruktører, der filmede helt utrolig smukt, men også helt utrolig kedeligt. Alle film var skåret over de samme smukke postkort, og der blev sjældent rigtig taget højde for, hvilken historie der skulle fortælles.
De konventioner skulle jeg lægge fra mig under ‘Riget’«.
Peter Aalbæk:
»Mange replikker blev optaget i forskellige sindsstemninger. Først skulle skuespillerne sige replikken vredt, bagefter skulle de sige samme replik venligt. Det gjorde klipningen interessant, for klipperne kunne hele tiden skifte mellem vrede og venlighed i samme scene. Det gav dialogerne et sjovt liv«.
Kapitel 6: Geniet og fænomenet Lars von Trier
Måske kunne han alligevel godt lide skuespillere. Lars von Trier gad bare ikke være slyngveninde med dem. Med ‘Riget’ opdagede seerne, at han ikke kun var en tvær mand med sans for selvhøjtidelig art house-kunst. Han havde også humor.
Morten Arnfred:
»Som arbejdsmetode lod vi tilfældet råde. Lars har den gave i forhold til os andre, at han er et geni. Han har sagt, at ‘Riget’ var hans venstrehåndsarbejde. Det er lidt et udtryk for Lars’ arrogance. Han er jo også skånselsløs«.
Henning Jensen:
»Lars hader ikke sine skuespillere. Jeg tror bare, at han hader kruk ud over alle grænser. I en scene skulle jeg stå ude på parkeringspladsen og se op på Rigshospitalets femte sal. Jeg stod og diskuterede med Morten Arnfred og blev ved med at mene, at det ikke ville fungere at filme så højt oppe.
Pludselig kom Lars farende ud af sin autocamper og råbte og skreg af mig: ‘Så svært kan det ikke være at kigge op på et vindue på femte sal. Nu skal du ikke lave så mange problemer, bare gør, hvad der bliver sagt’.
Jeg fik et chok. Det er den eneste gang, han har råbt af mig. Men så svært var det rigtig nok ikke at kigge op på femte sal«.
Peter Mygind:
»En dag på vej til frokost gik jeg for mig selv, da Ernst-Hugo sagde til Lars: ‘Ham Peter Mygind gør det vældig bra’. ‘Schyys’, svarede Lars så. Vi måtte ikke høre noget ros overhovedet. Lars mente, at vi mistede vores momentum ved at få ros. Selv tror jeg kun på, at man bliver endnu mere modig af ros«.
Eric Kress:
»I en scene skulle Stig Helmer og en anden karakter filmes i en bil. Lars ville have, at jeg bare satte mig ind i bilen med et håndholdt kamera og filmede. Jeg sagde, at det ikke kunne lade sig gøre. Lars blev pissesur og råbte: ‘Hvad kan du ikke? Giv mig det kamera’! Og så rev han kameraet til sig, satte sig ind i Helmers Volvo og møgede kameraet rundt og fik filmet et kvart øre og et halvt øje.
Jeg måtte erkende, at ja, det kan ikke rigtigt lade sig gøre, men lad os gøre det alligevel, det giver bare et andet udtryk. Den tilgang har jeg taget med mig.
Lars holder jo af andre mennesker, og han holder også af skuespillere. Jeg tror bare, at hans distancerede tilgang sikrer, at han slipper for kammerateri. Han har en sarkastisk tone, som gør, at man holder sig lidt på afstand og forholder sig professionelt til ham. Egentlig meget effektivt, hvis man vil have det bedste ud af sit hold«.
Kapitel 7: Uhyggen spredte sig
‘Riget’ kan ses som et otte timer langt epos om videnskabens og det overnaturliges indbyrdes kamp om sandheden. Flere af seriens medvirkende følte dog ikke, at de bare legede aktører i en spøgelseskomedie. De begyndte at føle temaet liste sig ind i deres egne hjem.
Peter Mygind:
»Jeg har ikke rigtig kunnet forholde mig naturligt til Rigshospitalet siden ‘Riget’, fordi jeg følte, at vi satte så mange spøgelseshistorier i gang. Vi begyndte selv at tro på ånderne under tilblivelsen.
I ‘Riget’ skærer jeg hovedet af en afdød patient og vil give hovedet til søvnlaboratoriesygeplejersken Camilla, fordi jeg er lun på hende og vil insinuere, at jeg begår selvmord, hvis hun ikke vil have mig. Det afskårne hoved var en tro kopi af mit eget Peter Mygind-hoved. Jeg havde ligget en hel dag i gips og måtte kun trække vejret gennem et sugerør.
Min karakter Mogge kikser med at give hovedet til Camilla, og i stedet smider han det nonchalant ind i et hul i Rigets mur. Jeg følte, at jeg var med i noget åndeligt farligt ved at kaste rundt med en kopi af mit hoved.
Jeg fik følelsen af, at jeg tog noget med hjem i huset. En aften under optagelserne følte min kone Lise, at der skete åndelige ting i vores hus i Vanløse. Hun var alene hjemme og blev så utryg, at hun måtte ringe efter sin bror.
Fru Drusse – altså Kirsten Rolffes – fik en spøgelsesjæger ud i sit hus, fordi hun mente, at hun havde taget spøgelser med hjem fra Riget. Det var noget, vi snakkede om på settet«.
Henning Jensen:
»Kirsten Rolffes havde hele sit liv været meget optaget af ånder. Hun fortalte mig, at nogle gange stod ånderne omkring hende og ville trænge sig ind på hende, og da hun fik børn, råbte hun: ‘Nu forsvinder I, der er børn til stede’. Og hun så dem ikke siden.
For hende var ånderne en realitet. Kirsten var en stærk kvinde. Karakteren fru Drusse var hendes livs rolle, for det var en verden, hun var vant til at færdes i privat«.
Morten Arnfred:
»Kirsten troede på så meget. Men hun troede ikke på, at det var farligt at ryge, når det kom til stykket. Hun havde røget cigaretter i årevis og blev syg af kræft under optagelsen til ‘Riget’.
Jeg besøgte hende efterfølgende på hospitalet, og hun var sej, for hun ville være med i ‘Riget lll’.
Mens hun lå på hospitalet, blev hun på en måde til fru Drusse. Hun prøvede at distancere sig fra sin egen alvorlige livstruende situation ved at sige: ‘Hvorfor kan vi ikke bare lave tv-serien herinde, mens jeg ligger her?’ Det betød så meget for Kirsten at lave ‘Riget’. Hun var nær ved at gå i symbiose med sin egen tilstand og rolle som fru Drusse«.
Peter Aalbæk:
»Vi havde kopien af den døde pige Mary stående på vores kontor under optagelserne, og pludselig blev hele Zentropa overtroisk. Sunde og raske mennesker begyndte at påstå, at elevatorerne kørte op og ned af sig selv, og folk turde ikke længere arbejde på kontoret om natten. Jeg blev ikke bange for spøgelser. Jeg er heldigvis for dum og for tykpandet til at fatte en anden verden end den elendige, vi begår os i«.
Kapitel 8: Drop skuespillet
‘Riget’ blev bygget op omkring figurer, man egentlig ikke burde tro på: Birgitte Raaberg som føder den groteske voksenbaby Lillebror. Baard Owe hvis karakter er besat af at få indopereret verdens største hepatosarkom i sin egen krop. Søren Pilmark som bliver til en zombie efter et haitisk giftovergreb fra Stig Helmer. Hvis de scenarier på nogen måde skulle være troværdige, måtte skuespillerne ikke tilføre dramatik. Resten skulle til gengæld være så autentisk som muligt.
Morten Arnfred:
»’Riget’ handlede om at trække Det Kongelige Teater ud af folk. De skulle ikke spille teater«.
Peter Mygind:
»I en scene, hvor Mogge har snydt sig til et tital til eksamen, skal jeg komme løbende ned ad gangene på Riget. Jeg løb jublende rundt, og Lars formidlede gennem walkie-talkien i autocamperen, at jeg skulle skære 180 procent af. Han syntes, at jeg havde overspillet. Vi tog scenen cirka 15 gange, og hver gang fik jeg at vide, at jeg skulle skære 180 procent af. Det var hans eneste ord. Til sidst syntes jeg næsten ikke, at jeg kunne bevæge mig. Det var lidt ydmygende, at man 15 gange i træk skulle tage 180 procent af sig, for så var der jo ikke noget tilbage«.
Eric Kress:
»På et tidspunkt tager Helmer til Haiti og får fat i noget åndemedicin under en voodooseance, så han kan forgifte Krogen. Lars sagde til mig: ‘Eric, du flyver til Haiti og filmer sådan en voodooseance’.
‘Hvad gør jeg?’ Men sådan blev det. En fotografassistent og jeg rejste til Haiti, og med hjælp fra et lokalt haitisk produktionsselskab fandt vi nogle haitianere på en sukkerrørsplantage. Deres hænder var tre centimeter tykt læder. De troede fuldstændig på voodoo, gik i trance og drak sig plakatfulde i rom og ofrede levende dyr. De blev helt vilde, og vi vidste ikke, hvad der ville ske.
Pludselig sagde haitianerne fra produktionsselskabet: ‘Vi sætter os ind i bilen og kører… og vi kører nu’. Derefter fløj jeg temmelig overvældet tilbage til ‘Riget’s trygge dekoration i Taastrup«.
Kapitel 9: Den overraskende succes
Halvdelen af alle danske tv-seere så ‘Riget l’. I 1997 kom ‘Riget ll’, og Lars von Trier lovede endnu en omgang med ‘Riget lll’. Han fik skrevet manuskriptet, men med Ernst-Hugo Järegårds død i 1998, den mandlige opvasker Morten Rotne Leffers død samme år og til sidst Kirsten Rolffes død i 2000 blev projektet droppet. Serien efterlod dog gevaldige efterdønninger.
Peter Mygind:
»Imperial var fyldt med hele filmbranchen. Vi så de fire første afsnit. Vi sad inde i biografen og blev rundtossede i hovedet af kameraføringen. Jeg fik hovedpine af at se det. Nogle blev decideret dårlige.
Samtidig var salen fuld af energi. Man havde ikke fortalt en historie på den måde før. På vej hjem i taxaen var jeg helt oppe at køre. Jeg vidste, at jeg havde været med i noget banebrydende«.
Eric Kress:
»For pokker, jeg kan huske den aften i Imperial. Jeg var skræmt fra vid og sans. Vi sad i biografen og så det hele vælte rundt oppe på lærredet. Jeg kunne ikke selv vurdere, om det var vellykket. I virkeligheden syntes jeg, at kameraet rystede for meget. Samtidig havde jeg en følelse af, at vi havde lavet noget, der ville give et aftryk. Vi havde lavet noget, som var interessant og anderledes i sin form«.
Henning Jensen:
»At se ‘Riget’ første gang i biografen – altså jeg tudede. Vi kunne ikke vide, hvordan optagelserne ville ende, og derfor var det en chokerende opløftende oplevelse at sidde i Imperial og se det. Djævletegnet og Lars’ sætning, ‘du skal tage det gode med det onde’, løftede det tunge op i en naturlig lethed. Jeg græder altid, når jeg ser stor kunst, og jeg sad og græd i Imperial«.
Peter Aalbæk:
»Jeg vidste, at ‘Riget’ kunne sælges, da den blev vist på filmfestivalen i Berlin, og folk holdt sig vågne fra midnat til klokken fire om morgen til de fire første afsnit, selv om de havde drukket vin og ædt hele dagen.
Jeg havde som sagt været grædefærdig over, at DR kun havde givet os retten til videresalg uden for Skandinavien. Ingen havde troet på, at den kunne sælges uden for Norden. Og så viste ‘Riget’ sig at være en guldgrube. For satan! ‘Riget’ blev solgt til hele verden«.
Kapitel 10: Serien ændrede alt
‘Riget’ blev ikke bare skamrost af kritikerne. Også danskerne tog imod serien med åbne arme, og udtryk som »danskjävlar« og »det er u-hyg-ge-ligt« blev en del af folkloren. Ånden fra ‘Riget’ lever videre. I tv- og filmbranchen. I dansk kultur. I de medvirkende.
Peter Mygind:
»At hive Lars ind som instruktør på en DR-dramaserie for hele Danmarks befolkning var en kæmpe satsning. Alle regler blev kastet over bord. Jeg savner den fandenivoldskhed«.
Morten Arnfred:
»’Riget’ gav nogle spark i bolledejen. Tv-serier fik ny status. ‘Riget’ handlede om at skrælle alt det unødvendige af. Væk med glasuren. Det blev en optakt til Dogme 95«.
Eric Kress:
»Selv om ‘Riget’ lagde sig i traditionen fra neorealismen i Italien i 40’erne og den nye bølge i Frankrig i 60’erne, var min opfattelse af, hvordan man lavede billeder til en film, meget fastlåst i den danske tradition. ‘Riget’ satte spørgsmål ved alt det. Den har haft enorm betydning for mig som fotograf«.
Peter Aalbæk:
»Uden ‘Riget’ havde Trier nok forladt landet og var rejst til Frankrig for at få ‘Breaking the Waves’ tromlet igennem som en smal kunstfilm. Uden ‘Riget’ ville jeg have vejet 250 kilo og siddet i DR’s tekniske afdeling. ‘Riget’ betød alt.
Sådan er tilfældet så smukt. Man tror, at man er ude i deep shit, og så er det Gud, der er i gang med at føre dig et sted hen, du ikke selv kunne få øje på. Der er ikke noget bedre end at være på røven. Det er den bedste kreativitetsgenerende faktor, man kan opstøve«.
Om de medvirkende:
Peter Aalbæk Jensen, producent
Født 1956. Grundlagde sammen med Lars von Trier Zentropa i 1992 og har siden været en af de vigtigste personer i dansk film. Kendt for sin hang til provokationer og for sin evne til at sno sig ud af selv det værste stormvejr med en kæk bemærkning. Deraf tilnavnet Ålen.
Peter Mygind, skuespiller
Født 1963. Slog igennem som den dumsmarte Score-Kaj i midten af 90’erne. Har siden haft markante roller i serier som ‘Taxa’ og ‘Nikolaj og Julie’ og spiller onkel Erik i de nye ‘Min søsters børn’-film. I ‘Riget’ spiller han den snydagtige medicinstuderende Mogge.
Henning Jensen, skuespiller
Født 1943. En af landets mest hædrede teaterskuespillere siden 70’erne. På film og tv har man kunnet se ham i blandt andet ‘Blinkende lygter’, ’Kandidaten’ og ‘Forbrydelsen’. I ‘Riget’ spiller han hospitalsdirektøren Bob.
Morten Arnfred, medinstruktør
Født 1945. Stod i 1978 bag en af dansk ungdomsfilms store klassikere, ‘Mig og Charly’. Siden har han blandt andet instrueret en række populære tv-serier, og ligesom på ‘Riget’ spillede han en vigtig rolle som assisterende instruktør på Lars von Triers mesterværk ‘Breaking the Waves’.
Eric Kress, fotograf
Født 1962. En af dansk filmfotografis grand old men. ‘Riget’, som han vandt en Robert for, blev det store gennembrud, og siden har han været fotograf på film som ‘Blinkende lygter’, ‘Bang Bang Orangutang’, ‘Mænd der hader kvinder’ og ‘Kvinden i buret’.
Om Triers syn på ‘Riget’:
Siden sine berygtede nazikommentarer i Cannes 2011 har Lars von Trier haft selvpålagt mundkurv på i offentligheden. Han kunne derfor heller ikke medvirke i denne artikel, men her er, hvad han siger om ‘Riget’ i bogen ‘Geniet: Lars von Triers liv, film og fobier’.
Om inspirationen
»På det tidspunkt så vi jo ‘Twin Peaks’ af David Lynch. Og vi skulle have noget med nogle spøgelser. Det skulle være noget uhyggeligt noget«.
Om sin afsluttende tale
»Det var sådan en Hitchcock-rip-off. I anden runde lavede vi det hjemme i stuen, og det var så varmt, at jeg aldrig havde bukser på. Jeg stod kun i smokingjakke og underbukser«.
Om mongolerne i køkkenet
»De er jo røvmytologiske. Og så syntes jeg, at det var sjovt, at de stod og vaskede op. Så blev det ligesom et græsk kor«.
Under Bodil-festen hvor Trier vandt foran Ole Bornedals ‘Nattevagten’
»Skynd dig at give mig prisen, for jeg har en babysitter siddende hjemme. Det er Ole Bornedal. Han skulle alligevel ikke noget i aften«.
Om at gense serien
»Der er rimeligt meget knald på. Men de overspiller jo fandeme ad helvede til næsten alle sammen«.
Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #90.
Læs også: Triers første interview i tre år – de vigtigste konklusioner