Det er ikke mere end et par uger siden, Eddie Redmayne kunne tage sin første Oscar-statuette med hjem for bedste mandlige hovedrolle med sin kraftpræstation i ‘Teorien om alting’, men allerede nu har den unge skuespiller påtaget sig en rolle, der har fået Oscar-snakken til at gå igen.
I ‘The Danish Girl’ spiller Redmayne den danske kunstner Einar Wegener, den første person nogensinde til at gennemgå en kønskifteoperation, mens svenske Alicia Vikander (‘En kongelig affære’) skal spille hans hustru, Gerda Wegener. Tidligere var projektet tilknyttet instruktøren Lasse Hallström med Nicole Kidman i hovedrollen som Wegener, men sidste år blev det annonceret, at den Oscar-vindende Tom Hooper (‘The King’s Speech’, ‘Les Misérables’) i stedet indtager instruktørstolen.
Filmen har ifølge Deadline netop fået amerikansk premieredato den 27. november, lige i tide til award-sæsonen. Og med Eddie Redmaynes transformation til kvinden Lili Elbe, den komplicerede kærlighedsfortælling, Tom Hoopers sans for historiske dramaer og – ikke mindst – markedsføringsgeniet Harvey Weinstein tilknyttet som producer, er der formentlig lagt i ovnen til en intens Oscar-kampagne for ‘The Danish Girl’.
Læs også: Interview: Eddie Redmayne dansede sig til Oscar-præstation i kørestol
Læs også: Det skal du se i biografen i marts