Ariel Pink – glam-weirdo i tårnhøje hæle

»Mine damer og herrer! Velkommen til Cirkus Ariel Pink! Her skal I få glam, gøgl, seksuel usikkerhed, kejtethed og weirdness, til I ikke længere kan orientere jer!«

Okay, jeg kunne overhovedet ikke høre, hvad Ariels body double af en keyboardspiller råbte ud over scenekanten gennem de arabisk klingende trompetfanfarer på vanvidssangen ’Dinosaur Carebears’, mens tæppet endelig gled til side. Men det kunne sagtens have været noget i retning af overstående. Sid-ned-koncerten med Ariel Marcus Rosenberg i Bremen Teater var nemlig et musikalsk forlystelsesgøglet cirkusshow af dimensioner fra en af nutidens mest excentriske, idiosynkratiske og – ja – downright skøre popauteurs.

Forinden havde Pink, med sin ludende holdning og den alt for afblegede hårpragt strittende ud i alle tænkelige retninger, styrtet genert forbi mig ude i baren med et par pigbesatte, tårnhøje sølvstilletter i favnen, mens han hektisk forsøgte at finde et sted at iføre sig dem. Den hjulbenede glam-weirdo lignede dog mest af alt en gut med et alvorligt hæmorideproblem, som han stavrede akavet rundt på scenen blandt sine seks medbragte bandmedlemmer og blottede maveskind i en forvasket t-shirt.

Aftenens set bestod næsten udelukkende af numre fra Pinks seneste og herligt karusseltossede album, ’Pom Pom’. Og – højst overraskende – var det pladens allermest snørklede og svært fordøjelige numre, som fungerede bedst live. Den lummert upassende, misogyne ’Black Ballerina’ funklede med en urørligt sej basgang, mens guitarrefrænet på den Teletubbies-lydende ’Jell-o’ og synthkaosset på den kitschede ’Not Enough Violence’ gik rent ind. »Penetration time tonight«. Klart!

Den frenetiske ’White Freckles’, hvor Pink og resten af bandet skiftedes til at levere uforståelige linjer som »that stencil’s sticky – let’s get it on« og »Gucci Gucci means the black stilettos«, var ligeledes eminent. Også selv om den tidligere – i anledningen næsten afklædte – Germs-trommeslager Don Bolles glemte sine linjer et par gange. Måske den Michael Madsen-inspirerede hillbilly-hat strammede en anelse for meget om punkrodens hjernebark?

Til trods for sløsede småfejl og lettere distræthed blev de bizart catchy numre fra ’Pom Pom’ labert fremført. Man savnede kun, at man kunne stå op og danse tåbeligt, så akavetheden fra Ariel på scenen blev omdannet til en kollektiv løssluppenhed.

Men publikum kom først op af sæderne, efter Ariel havde vinket forlegent farvel under slowburner-balladen ’Picture Me Gone’. Til gengæld fik vi så lov til at gå amok til det suveræne Rockin’ Ramrods-cover ’Bright Lit Blue Skies’ fra ’Before Today’ som ekstranummer, mens den sleske ’Sexual Athletics’ fungerede som en fin afslutning på Ariels aparte cirkusforestilling.

»Det var som om, at de to ekstranumre gav en idé om, hvordan koncerten kunne have været, hvis alle havde stået op hele tiden«, hørte jeg en fyr sige på min vej ud. Jeg tænkte præcist det samme.

Læs også: Video: Ariel Pink dyrker pensionisttilværelsen med aldrende glamrocker