Hun er en af tidens største popstjerner og snart aktuel med sit tredje album, ‘Honeymoon’, der udkommer på fredag. Men hvor har amerikaneren hentet sin særlige, længselsfuldt glamourøse persona fra? Her er tre album, der har formet Lana Del Rey.
Posering og filmiske stemninger
Nancy Sinatra & Lee Hazlewood ‘Nancy & Lee’ (1968)
Lana Del Rey har gjort sammenligningen med Frank Sinatras datter til noget nær allemandseje ved at omtale sig selv som ‘the gangster Nancy Sinatra’. Identifikationen ligger ikke kun i den døsige melankoli og de filmiske stemninger, men også i hendes valg af posering, frisure, de dragende øjne og fremskudte læber samt forkærligheden for at spille en rolle i sine sange.
Del Rey lavede i 2013 et cover af ‘Summer Wine’ fra ‘Nancy & Lee’, mens albummets andet uforgængelige hit, ‘Some Velvet Morning’, har en stemning af mørktonet, fatal romantik, som Del Rey har gjort til lidt af et varemærke.
Smuk og fordømt
Nirvana ‘In Utero’ (1993)
På papiret ikke den mest oplagte kobling, men Del Rey beviste på sit seneste album, ‘Ultraviolence’, at hun er inspireret af rocken, ikke mindst via sit samarbejde med The Black Keys-mastermind Dan Auerbach, hvis narkotiske guitartoner forlener albummet med en stenet, men vibrerende atmosfære.
Del Reys forkærlighed for rock begyndte med, at hun som 11-årig forelskede sig i Kurt Cobain, da hun så videoen til ‘Heart-Shaped Box’ på MTV. Cobain inkarnerede om nogen den beautiful loser-ikonografi, som hun har taget til sig: Smuk, men fordømt. Følsom indeni, men hård som granit udenpå. Del Rey inkarnerer bedre end nogen anden nutidig stjerne Nirvana-frontmandens måske mest ildevarslende slagskygge, hans udtrykte death wish.
Beats og fiktive identiteter
Eminem ‘The Marshall Mathers LP’ (2000)
Lana Del Rey har aldrig lagt skjul på, at hun er til hiphop og Eminem i særdeleshed. Hans leg med identitet og roller på især ‘The Marshall Mathers LP’ var med til at give den purunge Del Rey en fornemmelse for, at lyrik i superpopulære sange godt kan være tænksomme og udfordrende. På især ‘Born to Die’ – og efter alt at dømme også ‘Honeymoon’ – inkorporerer hun hiphop-beats til arsenalet af grandiose ballader, og Eminems leg med fiktive og knapt så fiktive identiteter, som på det ekvilibristisk selvkommenterende megahit ‘Stan’, har hele vejen fungeret som rettesnor for hendes portrætter af glamourøse femme fatales på afveje. For i Del Reys verden er rigdom lig råddenskab og den bedste undskyldning for at gå i hundene.
Læs også: Hør Lana Del Reys eget yndlingsnummer fra ‘Honeymoon’ – se albummets trackliste