’Marseille’: Netflix’ lillesøster til ’House of Cards’ er alt for meget
Halvvejs igennem ’Marseille’ opgav jeg at tælle, hvor mange gange skurken Lucas Barrès tog sine designersolbriller af for at se gravalvorlig ud.
Han er en slibrig charlatan i politikerklæder med astronomiske faderkomplekser, slikhår og en utæmmelig trang til at knalde alt med en puls – kolleger, unge piger og mænd, hvis det viser sig givtigt. Som en (magt)liderlig ål med hævn og hæder i sigte møver han sig mod Marseilles politiske midte, selv om han ved mere om fitness og skørtejagt end kommunalpolitik og trykker hånd med ’Goodfellas’-gangstere ved højlys dag.
Han opsummerer, hvad der er galt med ’Marseille’: Den er for meget. Alt for meget.
Kokain, mord, valgfusk, hvidvask, dødelige sygdomme, utroskab, selvmord, sex, twists i tusindvis og et helt gravsted af skeletter i skabet kværnes ud til lyden af ilter klaver- og strygermusik og højstemte tirader – alt imens sæben skummer over alle breder.
Det gør den for eksempel også i ’Empire’, men modsat Lee Daniels’ autotunede hiphop-soap, der så åbenlyst ved, at den er for meget, postulerer ’Marseille’, at der er en dybere mening bag facaden af følelsesporno. Forbilledet er ’House of Cards’, hvis omgang med virkeligheden ved gud også er lemfældig, men modsat Netflix-flagskibet er den franske lillesøsters skildring af rænkespillet uden for offentlighedens linser så ophidsende som, ja, kommunalpolitik.
Barrès bruger mere tid på at knalde sine spindoktorer end at lægge strategi med dem, og i den siddende borgmesters maskinrum er det hans potrygende journalistdatter, der svinger taktstokken. Det er symptomatisk for en serie, hvor sensation trumfer finesse.
Som byens borgmester gennem 20 år kommanderer Gérard Depardieu sit kolossale korpus rundt på rådhusets gange, stønnende, rødmosset, over the hill. Men efter han som alle andre bliver røvrendt af Barrès, beslutter han sig for at overskride salgsdatoen og genopstille som borgmester i direkte duel med sin tidligere protegé.
Det er et under, at den nu semi-russiske rødvinsfanatiker par excellence er seriens eneste halvnormale islæt, men i galleriet af hystader, bøller og spekulanter er Depardieus lune alfaderlighed lindrende.
Værst er måske hans datter, der fjanter rundt med fjolletobak i Marseilles underverden, hvor hun også opdriver sine pubertære flirts i en sær form for forsinket ungdomsoprør. Da hun endelig føler mere end kødelig lyst for en af pusherne, resulterer det i en ubegribeligt kvalm trekantsromance med folkeskolepoesi, sex i måneskinnet og en overdosis af blod, sved og tårer.
Depardieu sniffer kokain i smug for at holde det hele ud, og man forstår ham godt: Tænk, at en cocktail af sex, vold og politiske intriger kan smage så ferskt.
Kort sagt:
Netflix’ franske lillesøster til ’House of Cards’ er et slaraffenland for soapede klichéer og papirtynde karikaturer af magtens mænd. Både vi og Gerard Depardieu ser opgivende til fra sidelinjen.
Anmeldelsen er baseret på hele første sæson.