Maskerede Goat udbygger psychrocken med ørkenblues, raga og afrobeat
Roskilde Festival, 2013. Pavilion-teltet lørdag nat. Metallica havde netop sendt ’Enter Sandman’ og øvrige klassikere ud over det fadølstyllende publikum fra Orange Scene, men det var i det intime mørke på festivalens mindste scene, at de fremmødte efterfølgende for alvor skulle bevidne en musikalsk åbenbaring.
Goats koncert den nat er en af dem, der er indprentet i hukommelsen, og som man nok aldrig slipper. De maskerede svenskere gav en kogende intens opvisning i deres altomfavnende og yderst dansevenlige fusion af funky afrobeat og eksplosiv psychrock, og de sendte hele teltet i kollektiv ekstase. Hypen var fortjent, og gruppen har med stigende succes siden redet videre på den bølge af mysticisme, ritualisme og eklekticisme, der stod så stærkt på debutalbummet ’World Music’ fra 2012.
Da Goat sidste år vendte tilbage til festivalen for at spille på en større scene, var det et mindre veloplagt band, vi så. Man frygtede, at kollektivet havde mistet den gnist, der havde vist sig så letantændelig tidligere.
Med det nye tredje album ’Requiem’ i mente, er det nu tydeligt, at Goat ikke som sådan har tabt noget i musikalitet og vision. De har bare forandret sig og er blevet en mindre eksplosiv om end mere varieret enhed.
På ’Requiem’, bandets anden udgivelse hos det højt respekterede pladeselskab Sub Pop, er Goats musikalske hybrid trådt længere væk fra den så kendetegnende gedefunk og de psychrockede freakouts. Til gengæld er der skruet op for en bredere musikalsk spændvidde, hvor vestafrikansk ørkenblues (’I Sing in Silence’), indisk raga (’Try My Robe’) og afrobeat (’Temple Rhythms’) koges sammen med en mere nedtonet psych i en samlet vision om kosmopolitansk samhørighed på tværs af landegrænser, kulturelle skel og etniske tilhørsforhold.
Der laves dog stadig udstrakte, repetitive og jammede ekskursioner på de uoriginalt betitlede, men enormt holdbare ’Goatband’ og ’Goatfuzz’, hvor især sidstnævnte sender tankerne mod en The Who’et 60’er-rock, før en groovy bas og den signifikante fuzzguitar sender et simpelt og fængende rockriff afsted.
Sammen med den otte minutter lange æggende strenge-meditation ’Goodbye’ er det numre, der viser, at gruppens største styrke fortsat ligger i deres kollektive sammenspil mere end i de enkelte musikeres performance. Goat er et eksempel på, at man sammen står stærkere – et tema, der også understreges af deres insisteren på at forblive anonyme bag maskerne og fremstå som enhed mere end individer.
Kollektivismen lever fortsat på ’Requiem’, der er et tilbagelænet modstykke til ’World Music’s pågående drive. Og trods den stærke eurocentrisme og hierarkisering, der ligger i genretermen ’verdensmusik’, så kan Goat stadig betegnes som ’world music’ i den forstand, at det er musik for hele verden. Hvis man blot accepterer præmissen om musikkens og fællesskabets forrang, har alle adgang til Goats kosmopolitanske sammenkomst – ligesom det skete den nat på Roskilde Festival.
Kort sagt:
De maskerede svenskere i det musikalske kollektiv har på deres tredje album nedtonet psychrocken til fordel for en bredere palet af ørkenblues, raga og afrobeat. Der bliver dog stadig gjort plads til længere jams i den stilistiske smeltedigel, hvilket gør, at Goats kosmopolitanske vision stadig står stærkt.