Khalid holdt flad sodavandsfest i Tap1

2017 var om noget et gennembrudsår for den unge amerikanske r’n’b-sanger Khalid, der har hjemstavn i El Paso, Texas. Med raketfart er han strøget gennem hitlisterne takket være debutalbummet ’American Teen’ og samarbejder med kunstnere som Logic, Calvin Harris og Marshmello. Til sommer står den på Roskilde Festival.

Med sin 20-års fødselsdag om blot en uge, er det for Khalid slut med de American teens. Man kan derfor håbe, at han til sommer – på et forhåbentligt mere velspillende anlæg – vil levere en mere moden koncert, end han gjorde lørdag aften i Tap1 til sin danske debut. For med lav lyd, malplacerede bandarrangementer og helt overdøvende fællessang nåede koncerten aldrig til niveauet højere end en flad sodavandsfest.

En karakteristisk og gennemborende vokal, der præsenterer enkle, ungdommelige tekster, gør Khalids musik til et let offer for fællessang. Men Tap1’s betonhal var ikke den bedste location at afholde sing-along-fest, da hovedpersonens vokal ofte druknede i den konstante rungen fra publikum – især under hits som ‘Young Dumb & Broke’ og ‘Saved’. Det var synd, da man bag sangmuren hørte Khalids fyldige, imponerende og ubesværede soulstemme, der lød nøjagtig som i radioen. De mere afdæmpede numre som ‘Coaster’ og ‘Shot Down’ udgjorde derfor aftenens musikalske højdepunkter, da både band og publikum her gav plads til, at vokalen kunne brede sig ud.

Noget andet, der til gengæld bredte sig fra scenen og ud til publikum hele koncerten igennem, var Khalids brede og varme smil. Charmen var skyhøj, da han kækt dansende med sine backup-cheerleaders bevægede sig rundt på scenen med god energi, der især under ‘Another Sad Love Song’ og ‘8TEEN’ blev videreført til publikums fødder. Og i introen til ‘Coaster’ viste han stor sympati ved at stoppe musikken for at sikre, at en gæst forrest i publikum havde det okay i den tætstående menneskemasse, der med varmen (og måske smilet fra den unge sanger) i den grad lagde op til besvimelser.

Nogen stor taler var han dog ikke. Han gik hurtigt videre fra sang til sang med kun obligatoriske tak imellem, hvilket var en af grundene til den meget korte koncertlængde. 

Det er næsten altid at foretrække et live-band til at akkompagnere soul- og popmusikere på scenen, men i gårsdagens tilfælde ville jeg ønske, at bandet var blevet hjemme. En overordnet rodet lyd med alt for høje trommer og skraldet baslyd resulterede i et hårdere musikalsk udtryk, der fuldstændig udhviskede Khalids discosoulede univers fra albummet. Det hjalp ikke, at de fleste sange blev afsluttet med alt for bombastiske arrangementer.

Især trommerne formåede at bryde ind i næsten hver eneste sang med hurtige stadion-fills, hvilket var fedt de første to gange, men det blev hurtigt alt for forudsigeligt og ensformigt. Og så gjorde en fuldstændig frygtelig guitarsolo i ‘Location’ et ihærdigt forsøg på at ødelægge det flotte gennembrudshit.

Det hårde udtryk kom dog til sin ret i Marshmello-samarbejdet ‘Silence’, hvor de tunge trommer fint klædte EDM-lyden i droppet og skabte hoppefest i betonhallen. Og trods den ellers rodede lyd formåede bandet at ramme lige på kornet med groovet på Calvin Harris’ bundlækre ‘Rollin’.

En forbedret lyd og en opsætning, der giver mere plads til vokalen, er altafgørende for succes på Roskilde Festival, og med en mulig modning kan der fremover være udsigt til et hav af musikalske oplevelser med Khalids dybe, soulede røst. I Tap1 kom den aldrig til sin fulde ret.

Læs anmeldelse: Khalid ‘American Teen’