’Det Skide Show’: Kirsten Birgit og Rasmus Bruuns live-show er strømførende og meget meta
(Hvis du vil se ‘Det Skide Show’ uden at vide noget om indholdet på forhånd, skal du nok ikke læse videre.)
Journalistløvinden Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og den skvattede københavnerhumanist Rasmus Bruun leverer på Radio 24/7 et dybt raffineret og hylemorsomt bud på intelligent infotainment, der er blevet et nødvendigt afbræk i et mediebillede præget af copy/paste, clickbait, letkøbte lederartikler og discountgule breaking news-bjælker.
Den Korte Radioavis, der siden nytår har heddet Den Korte Weekendavis og således har overladt fans til blot ét ugentligt fix, har frækt kortsluttet grænserne mellem virkelighed og fiktion – og hvad der egentlig kan bruges som stof til satire. Med ‘Det Skide Show’ indtager den frygtløse duo de skrå brædder, hvor der med blandet effekt skrues væsentligt op for metaniveauerne i en forestilling, der mest er for de mest dedikerede fans. Og selv her skal der nok også være nogen, der bliver sat på prøve.
38 procent-cremen af det danske kulturliv var samlet torsdag aften på Bremen Teater sammen med os andre dødelige for at overvære førsteopførslen, og efter lidt Wagner i højtalerne, mens folk kommer på plads i sæderne, lægger makkerparret ud på forventeligt mystificerende vis. Vi er til generalprøve på Kirsten Birgits opsætning af John Steinbecks ‘Mus og Mænd’, 30’er-klassikeren fra den amerikanske depression om George og Lennies vej fra ranch til ranch i søgen efter lykke og velstand.
Stykket skulle have været Dirch Passers gennembrud som seriøs skuespiller i 1961. Kirstin Birgit ønsker ligesom komikerlegenden, der har spillet en gennemgående rolle i ’Den Korte Radioavis’, at opnå ny anerkendelse og selv udrette, hvad der ikke lykkedes for stakkels Dirch.
Vi får, i hvad der føles som hele første akt, en dybt ironisk udgave af denne klassiker, der altså blev Passers centrale og mislykkede forsøg som seriøs skuespiller. Og Bruun og Cilius kører den i lang tid. Et stykke vej inde i første akt grunder man over, om de ønsker at lave en ‘Twin Peaks: The Return’ på os og nærmest helt ekskludere den mest elskede hovedkarakter fra løjerne indtil hen mod slutningen.
Galde over VLAK og #Metoo
Helt så afsporet går det dog ikke her. Kirsten Birgit kan selvfølgelig ikke dy sig fra at finde tilbage i den vante rille som revser og vinde folkets applaus. Og premierepublikummet er kommet for at mærke svirpene fra Kissers skarpe tunge. Begejstringen, lettelsen og taknemmeligheden er tydelig, når Steinbeck-fiktionen begynder at sprække, og Kirsten Birgits gamle jeg tager over.
‘Kisser’ er ikke bare en urkomisk figur i al sin kulturarrogance, aristokratiske diktion og selvhøjtidelige seniorreporter-stemmeføring. Når man filtrerer racismen og de mest injurierende grovheder væk, har den i alle henseender store, indignerede dame ofte så forbandet meget ret. Slet og ret. Så Gud hjælpe os. Kirsten Birgit ejer scenen – når hun først får lov at kaste Steinbecks tungnemme Lennie af sig – på samme måde, som hun efterhånden ejer æteren og får det øvrige Radio 24/7 til at virke som én lang parentes, indtil det igen er fredag kl. 12.00.
I anden akt af ‘Det Skide Show’ overgiver makkerparret sig, for en stund, helt til det jublende publikums forventninger og leverer den nytårstale, som mange danskere følte sig snydt for, da 2017 blev til 2018, og vi for første gang i et par år måtte nøjes med dronningen og Lars Løkke Rasmussen. Talen kommer. Behørigt malket for crowdpleaser-effekt. Og den er naturligvis entrébilletten værd i sig selv – ikke mindst når Kirsten Birgit laver en rammende imitation af selveste Det Tredje Riges øverste ikon, med bitter hilsen til Dansk Folkeparti og deres mange copycats overalt i dansk politik.
Den strømførende oplevelse af en højpolemisk Kirsten Birgit-nytårstale live bliver bestemt ikke mindre af, at vi har en niqabklædt kvinde og en araber-alfahan (Alexander Clement er morsom i samtlige meget forskellige roller, han er tildelt) til at stå med et dannebrogsflag i baggrunden, mens Kirsten Birgit udspyer sin galde, der naturligvis heller ikke skåner hverken VLAK-regeringen, chefredaktør Bjarne Corydon eller #MeToo.
Uhørte Kongehus-udfald
Hvis man allerede synes, at udvekslingen mellem John Steinbeck og Den Korte Radioavis er lovligt meta-forhippet i første akt, kommer man på overoverarbejde i showets sidste tredjedel, hvor også Kirsten Birgit og Rasmus Bruun træder ud af rollerne og bliver til nye roller, nemlig Frederik Cilius og, well, Rasmus Bruun.
Metaplanerne når ud på et overdrev, mange af os mest forbinder med Charlie Kaufmann-manuskripter som ‘Adaptation’ og ‘Being John Malkovich’, dog i ‘Det Skide Show’ forløst med væsentligt mindre elegance. Og selvom vi får et selvironisk og, måske, smerteligt indblik i ubalancen mellem den offentlige opfattelse af de to satirikere, tusindkunstneren Frederik vs. sidemanden Rasmus, ja så bliver hele legen med realismeplaner og mangfoldige fiktive plateauer også studentikos og hårdhændet.
Humoren og Kirsten Birgits armbevægelser bliver kvalt, når der konstant skal skiftes etage mellem Steinbeck, Den Korte Weekendavis og så d’herrer Cilius/Bruun. Trods en overlegen metaleg med Erling Jepsen i tredje potens i ’Den Korte Radioavis’ er det ikke som skaber af litterære kinesiske æsker og metagreb, at duoen er mest original og nødvendig. Eller talentfuld.
‘Det Skide Show’ byder på masser af grin, grov satire og for alle andre fuldstændig uhørte udfald mod også nyligt afdøde sidekicks fra Kongehuset. Det er prisværdigt, at man vil spænde sit materiale ud på nye måder i en anden kontekst end den sædvanlige.
Men Den Korte Weeekendavis har lige så lidt brug for Charlie Kaufman, som de fleste forventningsfulde københavnere blandt publikum havde brug for en Dirch Passer/Ove Sprogøe anno 1961-pastiche denne torsdag aften. Den litterære og eksperimenterende kløe kommer til at stå lidt i vejen for det, som filosoffen Kant kaldte das Ding an sich.
For nu som Kirsten Birgit at slutte af med en krukket og unødvendigt højpandet reference.
Kort sagt:
De fleste af os vandbærere i den skrivende klasse er ikke værdige til at genfylde Kirsten Birgits portvinsglas eller vende hendes vinylplade med Richard Wagner-opera. Og selvom det var en oplevelse at være i samme rum som H.K.H., glæder jeg mig også til at tune ind på Den Korte Weekendavis og lade dem lege videre med formaterne dér, hvor lagene er knap så knudrede. Med seks forelskede stjerner til figurerne og tre generøse stjerner til det lovligt springende og meta-forhippede manuskript, ender vi på en lidt over-middelkarakter til ‘Det Skide Show’.
Læs også: Da duoen bag ‘Den Korte Radioavis’ blev censureret af DR og Danmarks Indsamling
Læs også: Da duoen bag ‘Den Korte Radioavis’ nødlukkede ‘Hvem vil være millionær’