Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem

Den amerikanske skrækfilm har altid haft politiske undertoner, men med ’Get Out’ og ’It’ har samfundstendenserne for alvor sat sig i skrækhistorierne til et bredt publikum. Det kommer vi til at se meget mere af de kommende år, spår Nadia Parbo fra horrorfestivalen Blodig Weekend, som løber af stablen i København 12.-15. april.
Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem
John Carroll Lynch i 'American Horror Story' sæson 7.

TEMA. Det er en kendt sandhed, at horrorgenren viser alt det, som samfundet undertrykker.

Men lige for tiden er der mange ting, der bobler frem til overfladen, både i samfundet og i gyserfilmene. Vi lever i en polariseret politisk tid, men også inden i os selv er der kaos. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved race, køn og seksualitet. Og horrorfilmene svarer lige nu igen med en social samvittighed og et politisk fundament, som vi ikke har set i genren i mange år.

At skrækfilm bliver brugt som en politisk kommentar, er ikke i sig selv nyt. Da John Carpenter lavede ’They Live’ i 1988, var det en reaktion på den daværende præsident Ronald Reagan og hans indædte tro på kapitalismen. Polanskis ’Rosemary’s Baby’ var i 1968 en kommentar til behandlingen af kvinder i et patriarkalsk samfund. Selv 80’ernes slasherfilm, som ellers er den mindst politiske undergenre inden for horror, havde en moralsk dagsorden.

Men én grund til, at horror er blevet mere politisk netop i disse år, er indlysende: Efter et turbulent præsidentvalg oplever vi en amerikansk præsident, som opdeler verdenssamfundet. En klovn, vil nogle mene, ikke ulig den, der har huseret på biograflærreder verden over: Pennywise, der med ’It’ indtjente over 700 millioner dollars på verdensplan – mere end nogen skrækfilm i historien – og som viser, hvordan magthaverne bruger frygt til at undertrykke og kontrollere.

Angsten for det, der kom udefra

I Pennywise har vi en tilsyneladende komisk gøgler, der indgyder frygt i den udvalgte og skaber forfærdelige scenarier, når han forsøger at ramme samfundets svageste. Parallellen til Trump er måske søgt for en film, der først og fremmest vil underholde, men de politiske over- og undertoner kan ikke længere ignoreres, når man ser de aktuelle horrorfortællinger.

Klovnen Pennywise i ‘It’. (Foto: Warner Bros. Pictures)

I den nyeste sæson af tv-serien ’American Horror Story’ bliver hovedpersonen faktisk nær drevet til vanvid over valgresultaterne, når hendes fobier – og diverse ekstremistgrupper – begynder at vise sig lyslevende foran hende. Efterveerne af et valg, som mange stadig kæmper med at forstå, nærmer sig overfladen.

Men allerede i valgåret 2016 var det svært at sige, om man skulle være bange for de ting, der kom udefra – eller det, der befandt sig i de førhen så trygge hjem. Vi fik film som ’Hush’, ’Don’t Breathe’ og ’Green Room’, der alle fik os til at stille spørgsmålstegn ved, hvad det var, vi var bange for – med paralleller til den vestlige verdens frygt i mødet med den nye indvandring. Angsten for det, der bryder ind i et ellers trygt, stærkt og solidt hjem, var dominerende i et år, hvor globalisering og mure til Mexico var på dagsordenen.

Især ’Don’t Breathe’ var en beskrivelse af, hvordan vi blev dehumaniseret af samfundet. Den foregår i Detroit, et ødeland af tabte drømme og kapitalistiske illusioner om magt og penge, og den viste de mennesker, der blev efterladt på perronen: krigsveteranerne, der tabte deres sjæl og medmenneskelighed i fremmede lande og blev efterladt i den engang så grandiose storby. Men den fortalte også en historie om dem, der prøvede at finde en vej for at skabe et bedre liv. Mennesker, der ikke vidste, hvad de gik ind til, og som måtte kæmpe for at overleve.

Den alternative slutning

Paradoksalt nok var ’Don’t Breathe’ instrueret af Fede Alvarez fra Uruguay. Alligevel er skrækfilm domineret af hvide vesterlændinge. Helt i tråd med en rapport fra 2017, der viser, at størstedelen af Hollywoods instruktører og manuskriptforfattere stadig er hvide mænd.

Det er dog begyndt at ændre sig. Med det overraskende hit ’Get Out’ skabte Jordan Peele en film, som satiriserede over race og det hvide Amerika, der med deres mikroaggressioner insisterer på, at racisme ikke længere findes.

Daniel Kaluuya i ‘Get Out’.

’Get Out’ satte i den grad skub i racedebatten. Det føltes nyt. Ser vi tilbage på skrækfilmenes historie med sorte hovedpersoner, er det ikke opløftende. Afroamerikanske karakterer bor typisk i ghettoen (som ’The People Under the Stairs’), er plaget af deres slavehistorik (som ’Candyman’) eller reduceres til en unødvendig birolle for at skabe bekvem politisk korrekthed. Hudfarven dikterede fortællingen. Havde en afroamerikaner en essentiel rolle, var den stereotypt skildret.

I en alternativ slutning på ’Get Out’ ser vi vores helt komme i fængsel efter at have slået sin (hvide) kæreste ihjel. Da han skal have en privat samtale med sin bedste ven gennem fængslets glasrude, siger han, at han i det mindste stoppede dette hvide overklassemareridt. Det er den slutning, vi forventer, for den er den, vi kender. Da 12-årige Tamir Rice blev skudt af en hvid politibetjent i 2014 for at holde en legetøjspistol, var det ikke en overraskelse, men en selvfølgelighed i et samfund, der ser afroamerikanere som en trussel.

Og derfor ændrede Peele slutningen i ’Get Out’. Når hovedpersonen bliver reddet af sin bedste ven, leger Peele med vores forventninger: Vi ved alle, hvordan vi troede, det ville ende.

Fra seksuelt objekt til hævner

Også på kønsfronten er der krusninger i farvandet. Gennem tiden har horror samtidig tvunget den mandlige tilskuer til at holde med the final girl. Men i de aktuelle gyserfilms skal man ikke længere kun sætte sig i kvindens sted, når hun overlever endnu et monster i skoven, men også skal følge hende, når hun tager hævn over mænd, der har gjort hende ondt. Det skete også i 70’erne med film som ’I Spit On Your Grave’ og svenske ’Thriller’, men disse havde også en snert af misogyni i sig, der gjorde dem til det modsatte af film om kvindelig frigørelse: For at en kvinde skulle blive bevidst om sin egen magt, skulle hun først undertrykkes og misbruges af mænd.

Nu er der kommet en ny feministbølge med film som ’XX’, ’It Follows’ og senest Coralie Fargeats ’Revenge’, der bliver vist på Blodig Weekend-festivalen senere i april.

’Revenge’ er en kommentar til det mandlige blik, og hvordan kvinder ofte reduceres til seksuelle objekter. Den starter med netop denne objektivisering, når vi bliver præsenteret for en kvinde, hvis eneste funktion er at være begæret af mænd. Det er, når hun siger nej til dem, at hun bliver overfaldet. Men så vender filmen 180 grader, så den nu skildrer hendes krop som stærk i stedet for attråværdig og manden som et objekt.

Matilda Anna Ingrid Lutz i ‘Revenge’.

Da den endelige kamp finder sted, er manden nøgen, mens kvinden er påklædt. Det er et markant udsagn i lyset af #metoo, men ’Revenge’ er også en feministisk kommentar til de år, hvor kvinder blev portrætteret som genstande badet i seksuelt begær. I modsætning til 70’ernes film er hovedpersonen i ’Revenge’ ikke stærk på grund af mændene – hun har derimod skjult sin styrke over for dem.

Kurerede zombier

I David Freynes zombiefilm ’The Cured’, der har gået sin sejrsgang ved både Fantastic Fest og Toronto Film Festival, er en gruppe mennesker blevet kureret for den zombievirus, der tidligere gjorde dem til ustoppelige monstre.

Problemet er, at de stadig kan huske de ting, de gjorde, da de var zombier, og at samfundet nu ikke er trygge ved at lade dem vende tilbage til en funktionel dagligdag. Frygt avler vold, og det er ikke svært at se filmen som en allegori over vestligt fremmedhad. ’The Cured’ er en beskrivelse af tidens xenofobi og racisme, og når vores hovedperson, en tidligere zombie, nu kun bliver budt velkommen af pro-zombieaktivister og forhadt af resten af samfundet, kommer det skræmmende tæt på vores egen virkelighed.

Skrækfilm er mest effektive, når de reagerer på håbløse verdensbegivenheder, og der er ingen tvivl om, at der vil komme mange fremragende film ud af de forfærdelige ting, vi ser rundt omkring i verden. Der er åbenbart ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.


TEMA: Gyserens nye guldalder

Horrorgenren syder og bobler i disse år, særligt i USA, hvor film som ’Get Out’, den biografaktuelle ’A Quiet Place’ og den kommende ’Hereditary’ bliver taget imod med åbne arme og svedige håndflader. Men hvad er de vigtigste strømninger i genren lige nu, og hvad bør man se? Over den næste uges tid stikker vi hegnspæle i gyserlandskabet både i Amerika, Danmark og på Netflix, hvor de angstfremkaldende oplevelser står i højere og højere kurs.

Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder

Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af