TEMA. For en fuldblods horroraficionado har der været meget at glæde sig over de seneste år. Originale og gode film springer frem som blod fra en overskåret halspulsarterie.
Det kræver dog lidt snilde at finde perlerne. Danske distributører har det med de rigtigt visionære horrorfilm, som en vampyr har det med sollys. Og er man særligt dedikeret, må man derfor ty til Shudder, en streamingtjeneste udelukkende dedikeret til horrorfilm, inklusive et imponerende bagkatalog af klassikere inden for det makabre. Her kan feinschmeckere bruge timevis uden at have skrabet overfladen.
Men Shudder er ved at få hård konkurrence på streamingmarkedet for blodhungrende fans. Tilmed fra den største gigant overhovedet.
Netflix har længe haft en ganske fin samling af gyserfilm, men lige for tiden mærker man, hvor indgroet del af tjenestens dna og strategi, genren efterhånden er. Netflix distribuerer originals med skræmmepotentiale som aldrig før, og der er ingen tvivl om, at det kun er begyndelsen til noget, der har potentiale til at forskyde vægten på horrorlandskabet markant.
Lille budget, stort publikum
Netflix har kunnet notere, at en af deres største succeser, ’Stranger Things’, har gysende elementer, ligesom en af deres nyeste originals, den spanske spøgelses-/dæmonfortælling ’Verónica’, er blevet omtalt som den mest skræmmende film i år.
Og horror er da også på mange måder den perfekte genre for Netflix. Fra biograferne ved vi, at det er en profitabel genre, da det 1) ikke kræver mange penge at skræmme livet af folk og der 2) er et stort publikum, som gerne vil skræmmes.
Et hurtigt kig på sitet Box Office Mojo under kategorien Supernatural Horror viser, at de fleste af de større horrorfilm inden for de seneste 10 år er blevet produceret for budgetter, der typisk ligger i omegnen af 5-30 millioner dollars. Til gengæld har de en indtjening på omkring 100 millioner.
Produktionsselskabet Blumhouse, som står bag ’Paranormal Activity’, ’Insidious’ og den Oscar-nominerede ’Get Out’, har skabt et succesfuldt imperium ud fra denne model: Lav filmene billigt og åbn champagneflasken efter den første weekend i biografen.
Netflix erhverver sig som regel distributionsrettighederne til et produkt, der allerede er færdigt. Det giver dem originalt og eksklusivt indhold, som kan lokke nye abonnenter til, hvilket er hovedmålet med de milliardinvesteringer, de søsætter i disse år.
Derfor er det afgørende, at de finder præcis de film, som generer buzz, for der er en blodig kamp om horrornørderne, som ikke stiller sig tilfreds med hvad som helst.
Det forklarer køb som føromtalte ’Verónica’, den fransk-canadiske ’Les Affamés’ og til dels også ’Annihilation’. Film, som næppe ville sætte box office-rekorder i biografen, men kvalitets- og hypemæssigt kan fastholde eksisterende abonnenter og få nye kunder i butikken.
I en global sammenhæng er det ikke tilfældigt, at Netflix satser på fransk og spansk gys. Dels er det vigtigt i tjenestens store indtog på eksempelvis det sydamerikanske marked at have godbidder på originalsprog, dels har gys på andre sprog end engelsk en særlig je ne sais quoi, som lige giver dét ekstra brutale kick.
Streaminggiganten er også i fuld gang med at støvsuge filmverden for folk med et godt ry inden for genren. Mike Flanagan, der stod bag den bedste Stephen King filmatisering i 2017, ’Gerald’s Game’, var allerede kendt fra flere Blumhouse-produktioner og er efterfølgende blevet hyret til at lave horror-serien ’The Haunting of Hill House’.
I det hele taget kommer også serievarianten af gysertrangen til at fylde mere og mere. Det er ikke et tilfælde, at Netflix tidligt erhvervede sig ’American Horror Story’, der nu er tilgængelig med seks sæsoner. Den egenproducerede tyske ’Dark’ kombinerede ligesom ’Stranger Things’ sci-fi og horror, og for nylig fik den overnaturlige horrorserie ’Requiem’ – en co-produktion mellem Netflix og BBC – premiere.
Flanagan virker til at være godt tilfreds med samarbejdet. I forbindelse med annonceringen af, at ’Gerald’s Game’ blev en Netflix-film, fortalte han i et interview med Rue Morgue om fordelene ved at ryge direkte på tjenesten:
»Og Netflix […] sagde: ’Vi er virkelig interesseret i dette, og vi vil gøre det på den måde, du gerne vil gøre det’. Og det eliminerede presset i at skulle test-vise filmen og definere målgruppen – alt det, der typisk kommer ind i samtalen, når man prøver at finde ud af, hvordan man skal markedsføre en film til en bred biografpremiere«.
Perfekt popcornunderholdning
Men hvilket niveau holder Netflix’ horrorproduktioner så? Hvad bør man se?
’The Open House’ er en standard home-invasion/stalker-thriller/horror-film om en teenager og hans mor, der flytter ind i stort skummelt hus, hvor der begynder at forsvinde ting, de hører underlige lyde, og de er næppe alene. Der er, selvfølgelig, en underlig nabo, en dement kvinde, som påstår, at hendes døde mand stadig er i live.
Det er set før – og bedre – i forskellige variationer. Hovedrollen spilles af Dylan Minette fra ’13 Reasons Why’, og det er fristende at tro, at denne film kun har fundet vej til Netflix på grund af ham.
Horror og comedy spiller fint sammen, og det lukrerer Netflix på med ’Little Evil’ og ’The Babysitter’. ’Little Evil’ handler om en mand, som finder den perfekte kvinde og gifter sig med hende. Der er dog det lille problem, at hendes femårige søn er djævlens afkom. Den er ikke helt umorsom, specielt idéen om en støttegruppe for stedfædre er fin, men det er ikke en film, der skriger på at blive set flere gange.
’The Babysitter’ er derimod den perfekte omgang 90 minutters popcorn-underholdning. Den leverer det, den lover: Wisecracking badass Samara Weaving tilsat sataniske ritualer og blod i mængder, som får elevatorscenen i ’The Shining’ til at ligne et soppebassin.
Her handler det om den 12-årige Cole, hvis hjem (også) bliver invaderet og forvandlet til en slagtehal, dog ikke af en ukendt psykopat, men hans babysitter og hendes omvandrende klichéer af sataniske highschool-elever. Man skal ikke lade sig skræmme af, at det er McG (’Charlie’s Angels’) der er instruktør. Gore og jokes flyder i en lind strøm, og der leges underholdende med de konventionelle horror-arketyper.
Stærke Stephen King-filmatiseringer
Mere substans finder man i de føromtalte ’Annihilation’ og ’Les Affamés’, der begge arbejder med de store spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske.
Alex Garlands ’Annihilation’ er et vidunderligt sci-fi/body horror-mash-up, hvor en meteor har slået ned i USA og skabt en mystisk zone omringet af konstant udvidende væg, inden for hvilken biologien muterer alt til de mest groteske skabninger eller skønneste vækster. Det er meditativt som Tarkovskijs ’Stalker’ og skræmmende som Carpenters ’The Thing’.
Den franske ’Les Affamés’ (engelsk titel ’Ravenous’) er en ’28 Days Later’/’It Comes at Night’-hybrid, hvor kampen for at bevare bare en snert af menneskelighed duellerer med basale overlevelsesinstinkter. Dræb eller dø. I den grad paranoia-inducerende.
En mystisk sygdom gør, at mennesker løber amok og flår ikke-smittede artsfæller fra hinanden. Umiddelbart lyder det som standardformularen til en zombiefilm, men tempoet er tålmodigt og dvæler ved de få overlevende. Der er selvfølgelig gore i lange baner, men filmen udnytter også zombiegenrens force i dilemmaet mellem at være der for sine medmennesker eller redde sin egen røv.
Stephen King-filmatiseringerne ’Gerald’s Game’ og ’1922’ er måske dem, der har fået mindst opmærksomhed, men kvalitetsmæssigt er de begge i top. Den grusomhed og rædsel, som findes i papirversionerne, indfanges her til perfektion – lækkert og smooth håndværk, der giver isninger langt ned ad ryggen.
Begge ville sikkert have haft det svært i biograferne, men for aficionados er de en grund til at joine Netflix. Og de er begge klassisk King: I ’Gerald’s Game’ tilbringer Jessie (Carla Gugino) 80 procent af tiden spændt fast til en seng, da hendes mand er død af et hjerteanfald under en sex-leg. Det lyder måske som en deleted scene fra ’Fifty Shades of Grey’, men bliver faktisk en nervepirrende vandring ind i hendes sind og grænsen mellem, hvad der er virkeligt eller ej, bliver langsomt udvisket, mens fortidens traumer dukker modbydeligt op til overfladen.
I ’1922’ følger vi en mand (Thomas Jane), som hader sin kone så inderligt, at han får overbevist sin teenagesøn om, at det er bedst, hvis de slår hende ihjel. Fokus er også her på menneskets destruktive natur.
Del Toros blåstempling
De nyeste skud på horror-træet er den britiske ’The Ritual’ og nettets førnævnte gys-darling du jour, ’Verónica’.
En stærk første halvdel gør ’The Ritual’ spændende. Fire venner tager på overlevelsestur i de svenske skove, og snart hører de mystiske lyde og farer vild. Inspirationen fra ’The Blair Witch Project’ er åbenlys, men desværre kammer det fuldstændigt over, og med et underligt monster og nogle svenske skovboer, som har en pagt med bæstet, mister ubehaget mister sin kant. Det bliver for meget af det gode. Men filmen har fået en solid blåstempling fra Guillermo del Toro på Twitter og er ved at opbygge en vis forsinket status, der er guld værd for Netflix.
Det samme gælder for ’Verónica’. Instruktør Paco Plaza skabte millioner af søvnløse nætter med found footage/zombie/dæmon-filmen ’REC’, der står som en af de bedste horrorfilm i dette årtusinde. Også i hans nye film er der dæmoner på spil, da teenageren Verónica kommer til at slippe noget fra den anden side løs i vores verden, efter en Ouija-bræt-seance mislykkes.
Det er lidt som at se ’The Conjuring’ på spansk – der er sågar en creepy nonne med – og man føler lidt, at man har set det hele før.
Hypen holder således ikke helt omkring Netflix’ to for tiden mest ombuzzede film, men hypen er i sig selv vital for en tjeneste, der spytter en ny original-film ud hver anden dag foruden næsten to serier om dagen.
Blod i horisonten
I forbindelse med serien ’Hemlock Grove’ bemærkede Varietys AJ Marechal om Netflix’ satsning på horror:
»At skubbe grænserne er altafgørende for Netflix, der har brug for at skabe støj i et tætbefolket horrormarked ved at tjene fanatiske fans med tunge forventninger om gore«.
Indtil videre er tjenesten godt på vej til at opfylde den målsætning. De er ikke bange for at tage chancer med projekter, som enten ikke ville komme i biograferne, eller som de overtager, når en anden distributør får kolde fødder. Så må man – som med alt andet på Netflix – leve med, at kvaliteten svinger.
Og kigger man lidt i krystalkuglen, står de på papiret interessante gysertitler i kø.
Super-duoen fra ’Nightcrawler’, Dan Gilroy og Jake Gyllenhaal, forenes i en indtil videre titelløs horror/thriller. John Malkovich er også at finde på rollelisten, hvilket i sig selv skaber store forventninger.
I ’Cargo’ spiller Martin Freeman en far, der midt i den australske ødemark skal finde et sikkert sted for sit spædbarn, inden han selv bliver forvandlet til en zombie. Traileren ser spændende ud og giver associationer til ’Les Affamés’.
Allerstørst forventninger knytter der sig måske til Jeremy Saulniers ’Hold the Dark’. Indtil videre er historien om tre børn, der tilsyneladende er blevet ædt af ulve, og en forfatter, der skal finde ud af sandheden, blevet rubriceret som en thriller, men med tanke på hans forrige film, den fremragende ’Green Room’, er fingrene krydset for, at den flirter mere med horrorgenren.
Og så har Netflix det jo med at overraske med pludselige lanceringer af film, som i nogle tilfælde skuffer, men andre gange tager én på sengen.
Men er man indtil da klar på lidt Netflix and Chills, bør man starte med ’Annihilation’, ’Gerald’s Game’ og ’The Babysitter’.
TEMA: Gyserens nye guldalder
Horrorgenren syder og bobler i disse år, særligt i USA, hvor film som ’Get Out’, den biografaktuelle ’A Quiet Place’ og den kommende ’Hereditary’ bliver taget imod med åbne arme og svedige håndflader. Men hvad er de vigtigste strømninger i genren lige nu, og hvad bør man se? Over den næste uges tid stikker vi hegnspæle i gyserlandskabet både i Amerika, Danmark og på Netflix, hvor de angstfremkaldende oplevelser står i højere og højere kurs.
Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder
Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti
Læs også: Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem
Læs også: Mumblegore-genrens oversete hovedværk er brutalt og genialt