1. K-phax
Endelig! Efter at hiphopartister som Omar, Rigforevigt og Jireel havde kæmpet med ret lave fremmøder, lykkedes det den unge rapper K-phax at skabe noget, vi ikke ser vildt tit på Spot: En ung, rowdy hiphopfest i et helt fyldt spillested. Atlas var én stor, gyngende mængde, der hoppede i takt til K-phax’ lyserøde og blå braids, der var en slags dansende gardin foran hans ansigt. Det tog lidt tid, men med K-phax var hiphop-ungdommen ankommet på Spot.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
2. Tan
Det tilfaldt Tan at levere midnatsmessen lørdag aften på Atlas, hvor synthduoen indhyllede publikum i en effektiv lydkulisse. Musikken har åbenlyse referencer til 80’erne, og man dannede helt automatisk pastelfarvede billeder for sit indre, så det fungerede glimrende, at Mathias Riis og Andreas Bengtsen nærmest var usynlige på scenen.
Tan har kontrol over virkemidlerne i det indtagende, instrumentale synthwave-univers, og de flimrende keyboard-kaskader og det hårdt pumpende beat i den ultramelodiøse ‘It Will Never Be the Same’ dunkede videre i kroppen, da man begav sig videre ud i natten.
3. Gents
Med ulasteligt lumre hoftevrik og tilpas kæleri med både guitar og mikrofonledning viste Niels Fejersjov Juhl, at han sagtens kan bære at agere frontmand for det store crowd, som Gents skulle prøve at spille op i Scandinavian Congress Center. De klarede den, rigtig fint endda, og det var herligt at se, hvordan både deres optræden og selve musikken kortlagde den udvikling og opgradering, de har gennemgået på Spot Festival fra 2016-2018.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
4. De Høje Hæle
Der har, fraregnet enkelte koncerter hist og pist, været forholdsvist stille om De Høje Hæle, mens de har haft travlt med sideprojekterne Orcas og Myreskær, men deres gig på Spot Festival burde med en syngende én på skrinet cementere, at Hælene er tilbage for at blive.
De var blot ét blandt en hel armada af punkrock-indslag lørdag på Tape, men De Høje Hæle sørgede for at udnytte deres besøgstid til sidste blodsdråbe. Forsanger Magnus Knudsen talte simpelthen bogstaveligt ned til, at de skulle gå på, lydprøven var ti sekunders rabalder og en hurtig konstatering af, »…om der er hul? Ja, der er hul!«, og så gik det vilde ridt ellers med væg-til-væg-klassikere fra bandets bagkatalog. Og for hvert af deres abrupte hits stod det mere og mere klart, at de stadig er et af landets allerbedste liveorkestre.
5. Jada
Jada leverer rendyrket popmusik. Kitschede tidlige 00’er-produktioner, florlette fraseringer, helhjertet indføling i hver en linje – alt sammen leveret med højtidelig mine og synkrone bevægelser fra koret. Det er præcis lige så corny, som det lyder. Og det er netop dét, der – foruden en overvældende stærk vokal – er Jadas helt store styrke. Hun dyrker det kitschede popbillede, og det er helt ualmindeligt forfriskende, når det netop gøres med så indiskutabelt et overvindende talent.
Denne aften på Voxhall sang hun med dedikation direkte til hvert et usikkert hjerte blandt publikum, så det stod glasklart, at hun kommer som kaldet til den danske popscene.
Læs vores anmeldelse af koncerten HER.
6. Luster
Luster er ganske vist Jacob Haubjergs soloprojekt, men i liveaftapningen er det også lidt af en indie-supergruppe. Haubjerg har nemlig været sidemand i myriader af bands, og nogle af hovedfigurerne fra disse returnerer håndsrækningen.
Således kunne man ved Haubjergs side opleve Morten Søgaard (Masasolo) og Brian Batz (Sleep Party People) samt Bisse-trommeslageren Anders Bach som formidable raketmotorer under Haubjergs umiddelbare, punchy og pågående powerpop. Lusters kæphest er uimodståeligt energiske pophooks pakket ind i en potent, new wave-inspireret lyd med Haubjergs bas i højsædet, og alt dette stod hugget glasklart og tight på Godsbanens Åbne Scene.
7. Jireel
Jireel er en stjerne. Både bogstavelig talt i Sverige, hvor han er en skikkelse i samme vægtklasse som en Kesi eller Sivas herhjemme, men han har også den der udefinerbare aura på scenen: En aura af, at selv om der kun kommer 20-30 mennesker til svensk hiphop på Spot Festival, var man aldrig i tvivl om, at han ville skabe en stilsikker og overbevisende koncert.
Den storladne sang-rap på trap-hits som ‘Snap’ og ‘Cataleya’ blev leveret fejlfrit, og de nyere, mere poppede sange som ‘Man of the Year’ viste, at Jireel allerede har mestret skiftet fra benhård trap til poleret pop. Og, nå ja, så er han kun 18 år: Der er forhåbentlig meget mere i vente fra den svenske rapper.
8. De Underjodiske
Der er noget dragende over De Underjordiske, når de indtager scenen. Selv i sterile rammer som på kongrescenteret formåede den danske kvintet at indtage hele lokalet med en inciterende intensitet og charmerende syrerockfigurer, så omgivelserne blev deres.
Gruppens indtagende præstation tilskrives dels deres stærke kemi, præcision og overskud – dels (og i allerhøjeste grad) forsanger Peter Kures indtagende indføling. Hver en linje i det småforstyrrede, magiske univers, Kure fremtryller, blev leveret så helhjertet, at det inviterede hele publikum ind i kernen af det såvel følelses- som farvemættede syreunivers – på et stærkt, overvindende trip af lutter overlegent overskud.
9. Ea Kaya
Vi fangede også Ea Kaya under sidste års Spot Festival. Dengang var det i en akustisk udgave til et day party, og til hendes første ’rigtige’ Spot-koncert var der naturligvis skruet op for charmen med to fyre bag elektronik og drumpads.
Christine Kiberg aka Ea Kaya har stadig kun én single ude officielt, men humlen af det hele er, at hun laver skide god popmusik. Ja, hun fik umiddelbart lidt backtrack-hjælp til de helt høje toner, og performance-mæssigt ville hun have godt af at se Sigrids Jimmy Fallon-optræden på repeat, men Kiberg skriver nogle frydefulde, ømme og åbenlyse popsange, som er svære ikke at holde af. Og hun sang dem godt live – både med hendes karakteristiske råhed i stemmen, som om hun ikke finder sig i noget pis, men også med en følsomhed. Bare giv lidt mere slip næste gang.
10. Motorique
Vi slutter med begyndelsen på lørdagen. Dagen startede lummert til Uhørts day party med trekløveret Motorique, der i anledningen havde fået vokseværk til en sekstet.
Motoriques kølige, indierockede take på slick disco passede perfekt ind i baren The Merchant Rooms dekadente rammer, men det var ikke bare sound og setting, der gik op i en højere enhed: Bandet fremstod også ekstraordinært sultne og tændte, hvad end det var forsanger Lennart Dybdals Giorgio Moroder-agtige talkbox-ekskursioner, Buster Jensens virtuose guitarudskejelser, Mads Lassens millimeterstramme trommer – og man kan blive ved.
Motoriques lækkerbid af en performance sad lige i ganen, og de gentog endda succesen få timer senere på den åbne Aarhus Volume-scene.
Læs også: Spot Festival: De 10 bedste koncerter, vi så fredag