Ryan Adams

Hyperaktive Ryan Adams er ikke manden der nøjer sig med at smide et enkelt album på gaden, når han samtidigt har muligheden for at lade det få følgeskab at to ep’er. Så det er hvad han har gjort. Knapt nok har rockbraget fra hans superbe ‘Rock N Roll’ fortonet sig, før ‘Love Is Hell pt. 1’ har fundet vej til pladeforretningernes hylder. Et radikalt anderledes udspil end pladen, der bekræfter at den “gamle” Ryan stadig er der, endda i en meget hudløs og lavmælt udgave.

De store armbevægelser fra ‘Rock N Roll’ er skrællet helt væk, og ‘Love Is Hell pt. 1’ minder mest om et patos, og supplerer på den måde albummet fint, og skaber sammen med dette en helhed, hvor de fleste aspekter af tilværelsen berøres. Som selvstændigt udspil er det bemærkelsesværdigt ved fraværet af de markante energiudladninger, der kunne skabe adspredelse i det meget indadvendte og sammenknyttede udtryk. Den næsten apokalyptiske ‘Afraid Not Scared’ efterlader lytteren hensynsløst med kuldegysninger, og der er ingen nåde at hente, når den efterårsblege og melankolske ‘This House Is Not For Sale’ tager over. Dette er kondenseret vemod og efterårsstemning. Ikke så meget pjat.

Den ligegyldige fortolkning af Oasis’ ‘Wonderwall’ kunne dog passende være udeladt, for den bidrager desværre ikke med andet end irritation over hans manglende smag… Omend den er bedre end originalen. Den herligt skramlende, Dylanske ‘Halloween’ afslutter ep’en på en sært opløftende måde; al respekt til denne mand, der mestrer hele følelsesregistret i sit udtryk.