I 2013 var Jungle et funklende nyt funklys på den britiske musikscene, i 2014 var deres selvbetitlede debutalbum på alles læber, i 2015 gav de et brag af en koncert på en tætpakket Avalon-scene til Roskilde-festival. Men bedst som hypen var ved at bygge sig op omkring duoen, forsvandt de fra offentlighedens søgelys.
Hvad skete der? Hvad har de brugt tiden på, og hvorfor har de ikke udgivet noget ny musik mellem 2014 og 2018?
Jungle er netop vendt tilbage med albummet ‘For Ever’, og i den forbindelse fik vi en snak med Tom McFarland, der sammen med Josh Lloyd-Watson udgør kernen i Jungle.
‘For Ever’ er jo jeres første udgivelse siden 2014. Hvem er Jungle overhovedet i 2018? Er det et kollektiv, er det bare dig og Josh, eller hvem er I?
»Det kommer lidt an på, hvad vi laver. Når vi laver musikvideoer er vi en del folk, der er en del af vores produktionsselskab JFC Worldwide, og vi laver også musikvideoer for andre – når vi laver musikvideoer er Jungle hele dét crew. I studiet er det for det meste bare mig og Josh, men vi har samarbejdet meget mere med andre musikere og medlemmer af bandet til dette album. Jeg føler, det har givet albummet en mere naturlig fornemmelse både sonisk og musikalsk«.
Hvordan er arbejdsfordelingen mellem dig og Josh – hvis man da i det hele taget kan opdele den?
»Det er meget svært at opdele den. Jeg tror det, der får vores forhold til at virke så godt, er, at der ikke er nogen grænser mellem os for, hvad vi kan eller ikke kan gøre. Jeg gør andet end at skrive sangene og synge dem, og Josh gør andet end at producere og spille alle instrumenterne. Jeg spiller meget guitar på det nye album, og Josh har bidraget med mange melodier på det nye album. Jeg tror, at et forsøg på at definere vores roller bare gør det mere forvirrende«.
Okay, så lad mig spørge om det omvendte: Hvad får du og Josh ud af hinanden?
»Alt. Musik, livet… Vi har formået at skabe denne her skøre karriere ud af noget, vi begge hele tiden har været så lidenskabelige omkring. Jeg kan huske, at da vi var børn, ville vi bare sidde hele tiden og lytte til både ny og gammel musik; og involvere os i kulturen omkring den, så meget som muligt. Og jeg tror, at det er det vi får ud af det: Tanken om, at vores drøm er gået i opfyldelse, hvilket er smukt«.
Hvad er tiden gået med siden det første Jungle-album for fire år siden?
»Det første album var så utrolig meget mere succesfuldt end vi forventede – for vi forventede ikke rigtig noget. Vi var på turné med det album så længe, nærmest som en reaktion på succesen. Selv i dag opdager folk det album på ny. Vi blev ved med at turnere ind til slutningen af 2016, og så tog vi en lille pause, hvor vi fik mulighed for at se venner og familie og reflektere over, hvad helvede der er sket de seneste par år. Så kom vi tilbage i studiet, og det er der egentlig gået omkring halvandet eller to år med«.
Jeg læste, at I i 2015 bevidst fravalgte at rejse til udlandet for at indspille jeres andet album. Er det en beslutning, I er stået ved?
»Nej, vi endte med at bruge noget tid i Los Angeles. Ikke nødvendigvis for at indspille noget, blot for at opleve en anden tilværelse. En stor del af det første album var vores fantasier om verden uden for Shephed’s Bush og vores lille selvbyggede hjemmestudie. Så at få en mulighed for at udforske de steder, vi mest har forestillet os, og kun har haft mulighed for at udforske gennem film, videospil, litteratur og kunst. Vi fik muligheden for at tage til Los Angeles i et par måneder, og det ville have været fjollet af os at takke nej. Vi er begge meget åbentsindede og elsker at gå på opdagelse. Man tager derover, og det er alt, man har håbet på og drømt sig til. Jeg føler det er en interessant vinkel, som vi også udforsker på albummet«.
Føler du også, at jeres turneer rundt omkring i verden har påvirket jeres musik?
»Ja, helt klart. Jeg føler, at det her album er langt mere selvbiografisk, for vi føler os mere sikre i vores egne historier. Da vi startede Jungle, var vi stadig meget sky, vi var stadig meget selvbevidste ved den alder. Fire-fem år senere er vi langt mere voksne, vi finder mere ro i hvem, vi er. Vores erfaringer på turné med det første album fik os til at genoverveje, hvorfor vi gør det her. Vi får noget andet ud af det nu. Vi fokuserer ikke længere på at være nervøse omkring vores publikum, vi fokuserer på at forstå dem: Vi er der for at acceptere dig. Så snart man åbner sig selv for at komme i nærheden af flere sine medmennesker, opdager man, at det er en mere fyldestgørende måde at leve sit liv. På det her album har vi vores hjerte mere uden på tøjet. Vi har mere tillid til vores egen historie, og vi håber, at lytterne vil føle en tilknytning til den«.
Nu siger du ‘selvbiografisk’. Kan du uddybe hvordan albummet er selvbiografisk?
»Vi (Tom og Josh, red.) mistede begge vores kærester, mens vi lavede det her album. Det er ikke et breakup-album, det synes jeg ville være fjollet at sige, for i vores øjne føles det langt mere som et album om kærlighedens cyklus. Vi opdagede gennem vores oplevelser, at kærlighed ikke nødvendigvis er en singulær størrelse. Når én kærlighed afslutter, er det en god mulighed for at starte en ny – i stedet for bare at sidde og have det skidt over at være alene. Man bør være positivt stemt omkring, hvordan ens fremtidige oplevelser kan udfolde sig. Albummet handler om, at vi potentielt er mere komfortable med vores synspunkter og holdninger – og om hvordan vi ser på verden. Vi har været så heldige at rejse verden rundt og se alle disse utrolige byer og lande. At opleve forskellige kulturer og forskellige tilgange til livet, til kærlighed, til musik. Vi havde lyst til at fortælle den historie«.
Da I startede Jungle, var I helt anonyme. Er det anderledes at lave musik nu, hvor I kan mærke så meget opmærksomhed helt tæt på?
»Ja, uden tvivl. Og det er noget, vi har været nød til at vænne os til, mentalt og følelsesmæssigt. Men i sidste ende tror jeg, vi forventede, at det ville gå sådan. Det væsentligste er derfor, hvordan vi reagerer til ikke længere at være anonyme. Jeg tror, den bedste måde at reagere er at åbne sig selv yderligere og være mere følelsesorienterede, oprigtige og gavmilde i vores samtaler, vores publikum og folk, der vil snakke om musik med os. Vi troede længe, at folk gik rundt og kritiserede os, forsøgte at finde hullet i vores rustning. Som vi er blevet ældre har vi opdaget, at det ikke var tilfældet«.
Hvorfor valgte I at træde ud af anonymiteten i sin tid?
»Det var ikke så meget en beslutning. Som vi spillede live, skulle vi naturligvis møde vores fans, og når man står på scenen var der ikke mange måder at skjule sin identitet uden at bruge masker. Det har SBTRKT og Daft Punk jo allerede gjort, og vi opdagede i løbet af årene, at det vigtigste ved en koncert er at komme i kontakt med sine medmennesker. Jo mere man engagerer sit publikum, desto mere bliver man selv engageret, og desto bedre bliver hele oplevelsen for alle«.
Føler I, at jeres ambitioner omkring musikken har ændret sig i forhold til for fire år siden – enten fordi I selv eller verden omkring jer har ændret sig?
»Jeg føler ikke rigtig, vi har tænkt over det særlig meget. Verden er anderledes, det tror jeg vi alle kan være enige om. Verden er mere fjendtlig end for fire-fem år siden, og så er folk mindre ambitiøse. Folk kigger på systemet og får øje på fejlene rettere end at skubbe for at få det til at virke, selv hvis systemet har problemer. Vi skal ikke lade os tynge af de negative følelser«.
Jeg føler, jeg kan høre noget inspiration fra surfrock på ‘Mama Oh No’, og der er nærmest noget James Blake-agtigt over melankolien på ‘House in LA’. Har jeg fat i noget her, og hvilken musik har haft indflydelse på jeres retning på det nye album?
»Jeg tror, alle vores indflydelser i høj grad har manifesteret sig ved et tilfælde. Jeg synes, vi har meget brede musikalske interesser, forkærligheder og ilidenskaber. Jeg er selv meget glad for jazz for tiden og lytter til meget Kamasi Washington, Kamaal Williams og den nye jazzscene, der vokser og eksploderer i London for tiden, hvilket er rigtig spændende. Vi har selvfølgelig også altid lyttet til meget hiphop og især været inspireret af britisk hiphop fra start- til midt-00’erne. Der er et track ved navn ‘Give Over’, der endte med lidt at blive en hyldest til The Streets med nogle UK Garage-vibes. Vi har lyst til at lave musik, der er meget varieret. Jeg har ikke lyst til, at vores album lyder ensartet i tonen eller det soniske udtryk, for sådan er vi ikke selv som mennesker eller som kunstnere. Vi er meget åbentsindede for alt – alle kulturer, alle indflydelser. Jeg håber helt klart, at det skinner igennem på albummet«.
I en pressemeddelelse kaldte I det kommende album »en postapokalyptisk radiostation, der spiller breakup-sange«. Kan du uddybe, hvad det vil sige?
»Som du også selv bed mærke i, er der meget vekslen mellem genrer, meget som at lytte til en radiostation, eller at skifte mellem signaler i bilen. Man får en soulsang, så får man en hiphopsang, bagefter en smule indie eller en smule krautrock. Så vi ville gerne få det til at føles som en filmisk rejse gennem dette soniske landskab, hvor man skifter kanal hele tiden for at få en anden stemning – men samtidig føles det meget sammenhængende, smukt og cinematisk. Jeg synes, at kærlighedssange ofte har større følelser end andre sange – uanset om de er glade, triste, handler om et brud eller handler om at elske med hinanden«.
Læs anmeldelse: Jungle ‘For Ever’