Pajo

En ensom mand sidder i de sene nattetimer foran en computer og mikrofon med sin elskede guitar i hånden. Han sidder blot for at synge sagte, melankolske sange ind i den lille digitale boks. Og det er ikke Nørrebro-yndlingen Simpson, vi her har fat i.

Pajo, med fornavnene David Christian, holder til på den anden side af Atlanterhavet, hvor han gennem mange år har spillet himmelkaldende instrumentalnumre i grupperne Slint og Ariel M samt sunget underdrevne folkballader under solo-gemmenavnet Papa M. Med den selvbetitlede ‘Pajo’ har David så endelig sat eget navn på afsenderen.

Og det er en forsendelse, han har kunnet give fra sig med stolthed. Pajo er en yderst besjælet sangskriver og ligeledes en besjælet sanger, når den sagte vokal og det mesterlige guitarspil omkredser de traditionsbevidste, men også genre-udvidende americana-sange, der til tider har computerens manipulerede rytmespor som baggrund.

Americana bliver vel bare ikke smukkere end den er spillet i sange som ‘High Lonesome Moan’ og ‘ Mary of the Wild Moor’. Pajos lyd af natlig melankoli gennem tonernes nøgenhed får en varm rislen frem ned ad ryggen, fordi David Pajo som altid er lyden af den ægte, ensomme natteravn i al sin musikalske nødvendighed.

Pajo. 'Pajo'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af