Eminem er hiphoppens sureste gamle mand på ’Kamikaze’ – på godt og ondt
Det er næsten blevet en kliché at sige, at Eminem stadig er en god teknisk rapper.
Det er nemlig blevet den sætning, Marshall Mathers’ fanskare har klynget sig til de seneste 15 år, alt imens rapperens musik er blevet værre og værre. Rockrap-beats, akavede flows og samarbejder med Ed Sheeran, Pink og Skylar Grey har taget Eminems musik på de værste afveje – men hey, han er jo stadig teknisk set en god rapper.
Det har været Shady-fanbrigadens sidste bastion, og Detroit-rapperen har fodret ideen om sin lyriske overlegenhed med lange, komplicerede lyriske stiløvelser som ’Rap God’ fra 2013-albummet ’Marshall Mathers LP2’. Så måske er det kun naturligt, at Eminem søger tilbage til rollen som rendyrket, teknisk avanceret battle-rapper, nu hvor han har lidt karrierens største nederlag med det næsten universelt hadede ’Revival’-album fra sidste år.
Derfor har Marshall Mathers igen iklædt sig battlerapper-hættetrøjen fra ‘8 Mile’-dagene og skabt et album, der mere minder om et kompromisløst mixtape end om de seneste års overfyldte poprap-album. Det er nemlig payback time på ‘Kamikaze’, der i sin kerne er et hårdt angreb mod alle, der har kritiseret ‘Revival’, og samtidig disser de unge rappere, der ikke lever op til Eminems høje lyriske standarder. Fløjlshandskerne er taget af og er blevet erstattet med knojern. »You wanted Shady? You got it!«, som han rapper på ‘Fall’.
Resultatet er et album, der viser den skarpeste Eminem i 15 år. Eller, sagt med andre ord: For første gang i 15 år er Eminem igen interessant at lytte til.
Hør bare ’The Ringer’, ’Greatest’ og Justin Vernon-samarbejdet ’Fall’, der er nogle af de bedste Eminem-sange, siden storhedstiden sluttede i starten af 00’erne. Produktionerne er minimale og onde, der er ingen unødvendige gæster, og Eminem går ind. Hans flows ryster stedvis lænkerne af sig i realtid og mister den robotagtige kvalitet, der har præget ham på det seneste.
Okay, før det stikker helt af: Nej, Eminem er ikke i nærheden af at være den totalt uforudsigelige og destruktive naturkraft, han var i sin storhedstid. Men han prøver i det mindste igen. Her er godt nok et par obligatoriske ekskærestesange (‘Normal’, ‘Nice Guy’,’ Good Guy’), der lyder som numre, vi har hørt før, samt en solid historiefortælling om vennegruppen D12 (‘Stepping Stone’), der lyder meget som ’Encore’-nummeret ’Like Toy Soldiers’ – men det er de benhårde disstracks, der er albummets kerne og eksistensberettigelse.
Og der er stadig noget fascinerende i at se den her midaldrende mand samle al den styrke, han har tilbage, for at starte det helt store hævnkorstog. Det er som at se en af de der film, hvor den aldrende actionhelt bliver nødt til at afbryde sit otium for at klare én sidste mission. Og missionen er i dette tilfælde altså at gå efter alle, der har sagt noget skidt om Eminem den seneste tid.
Musikmediet Pitchfork får et skarpt diss (»fuck Pitchfork with a corkskrew« på ’Fall’), hiphoppersonligheder som Akademiks og Joe Budden bliver angrebet, og kritiske kommentarer fra folk som Tyler, the Creator og Vince Staples straffes hårdt. Alle får lige en linje eller to – i Tylers tilfælde endda en homofobisk en af slagsen, der har medført, at gæstesangeren Justin Vernon har frasagt sig sangen.
Samtidig er der også skarp kritik til unge rappere som Lil Pump, Lil Xan, Lil Yachty og 21 Savage. Faktisk er visse dele af albummet decideret parodi på moderne hiphop. ’Not Alike’ er en efterligning af mumblerap og trap, inklusiv Migos-flows og »aye«-adlibs, omkvædet af ’Greatest’ nikker til Lil Uzi Vert og Playboi Cartis ’wokeuplikethis*’, og så får Miogs-flowet endnu en tur på ’Lucky You’.
Det er disses, der er fine nok, men det viser også en Eminem, der er lige så reaktionær og gammelmandssur, som han engang var ung og fandenivoldsk. Altså: Hvad er meningen med at prøve en masse ’moderne’ flows og lyde af bare for at bevise, at de er elendige? Er det virkelig en spændende pointe, at alle unge rappere er dårlige, og at folk der kritiserede ‘Revival’ er dumme?
Og har vi virkelig brug for at høre 45-årige Marshall Mathers angribe 18-årige Lil Pump og 21-årige Lil Xan? De er ikke engang halvt så gamle som Eminem. Faktisk var Lil Pump ikke engang født, da Eminem udgav ‘The Marshall Mathers LP’. Og så har vi slet ikke snakket om, hvor deprimerende det er at høre Eminem bruge homofobiske skældsord om Tyler, the Creator i en tid, hvor hiphoppen egentlig gør op med den slags.
Alderdommens bitterhed klæder ingen rapper, især ikke en, der indkapslede ungdomskultur, som Eminem gjorde engang.
Tænk bare på hans popkultur-disses ’Real Slim Shady’ og ’Without Me’ fra de gyldne år omkring 2000. Her dissekerede han tidens overfladiske popkultur og gjorde nar af alle de falske popstjerner, han så over alt omkring sig. Dén samme vrede og energi (om end uden samme skarpe humor og ungdommelige energi) vender han nu ikke længere mod popkulturen, men mod den yngre generation af rappere, som han hverken sætter pris på eller forstår. I stedet for at være en skarp satiriker af samtidens popkultur, er han nu altså en dogmatisk ældre herre, der peger fingre af en ungdomskultur, han ikke længere er en del af.
Samtidig er der altså stadig noget udmattende ved at lytte til Eminem i 2018. På ’Fall’ sammenligner han sin rapstil med at løbe en maraton og praler med, at man skulle tro, han altid har en ordbog i lommen. Det siger måske alt om Marshall Mathers’ tilgang til sin kunst: Der er mange, mange, mange ord, og de leveres så hurtigt som muligt, så længe som muligt.
Derfor får vi ting som opremsningen af rimende ord til sidst på ’Not Alike’, ’Lucky You’-verset og slutningen af ’The Ringer’, hvor vi skal høre Eminem rappe med lysets hast og blive imponeret, bare fordi han kan rappe hurtigt. Eminem har altid rappet hurtigt, men det var altid ordene, der var i fokus. Her er det tit hurtigrap for hurtigrappens skyld. Det er meningen, man skal høre, hvor hurtigt gamle Shady stadig kan rappe og så klappe imponeret i hænderne.
På ’The Ringer’ siger Eminem, at han har tænkt sig at »voldtage alfabetet«, og det er måske et ret rammende billede på det, der foregår her.
Dermed er vi tilbage ved klichéen om den teknisk gode rapper. Ja, for helvede, det er han stadig. Raprobotten er fuldt funktionsdygtig. Og her er han sat til ’angreb’ og sigter mod kritikere og unge rappere. Men ‘Kamikaze’ er stadig et album, der imponerer teknisk, mere end det fascinerer på et personligt plan. Vi er stadig pænt langt fra den umiddelbare kontakt til mennesket Marshall Mathers, der var Eminems oprindelige styrke.
Det her er stadig det stærkeste Eminem-album i årevis. Det er også et overraskende godt Eminem-album. Men det siger måske også lidt om de efterhånden ret lave forventninger, vi har, at det bedste Eminem-album, man kan forestille sig i 2018, er en række lyrisk komplekse, gammelmandssure disses mod folk som Joe Budden og Lil Pump.
Kort sagt:
Eminems ‘Kamikaze’ er et totalangreb mod alle, der kritiserede hans 2017-album ‘Revival’. Marshall Mathers er skarpere end han har været i mange år, når han går lyrisk grassat på alle fra musikhjemmesiden Pitchfork til rappere som Tyler, the Creator og Lil Yachty. Det skaber et solidt album, men rapperen har ikke samme umiddelbare gennemslagskraft som i sine unge dage, og samtidig er det noget akavet at se den her 45-årige rapper kritisere hiphoppens ungdomskultur, som han ikke længere forstår eller sætter pris på.
Læs også: Her er alle de rappere, Eminem disser på ‘Kamikaze’