Viva Voce

Det starter godt på amerikanske Viva Voces nye album. Åbningsnummeret ‘Devotion’ er en fremragende, pumpende og udsyret sang med en lækker sløv vokal. Det går også fint med næste nummer ‘Die a Little’, som med sin kværnende rytme og stramme basgang går direkte ind og kilder lystcenteret i hjernen.

Men herefter går det fuldstændig galt for ægteparret Robinson, og det album, der ellers begyndte så godt, falder fuldstændig sammen. Og det gør det, fordi duoen forlader den psykedeliske rock og i stedet begiver sig ud i den ene kedelige ballade efter den anden. Instrumenteringen er alt for ofte skåret over samme kam med klaver med uendeligt meget rumklang og en guitar, der fræser i baggrunden. Sine steder lyder det oven i købet, som Roxette lød i starten af 90’erne, og det er bare ikke interessant i 2009. At Viva Voces tekster også lidt for ofte bevæger sig på det banale ‘hjerte rimer på smerte’-niveau gør heller ikke ligefrem noget for at rette op på miseren.

Men så sker der pludselig noget på albummets ottende nummer ‘Tornado Alley’. Et rigtig glimrende spacerocket nummer, hvor tempoet og vildskaben er hentet frem igen. Det er bare slet ikke nok til at rette op på de alt for mange alt for ordinære sange.