Benjamin Diamond

Her den anden dag bankede det på døren hos Benjamin Diamond nede i Frankrig. Han åbnede op og personen på hans dørtrin spurgte om han havde hørt den grumme nyhed: Kærligheden er død og det er for altid! ‘Hmm’, tænkte Benjamin. ‘Det kan da ikke passe. Måske er det bare dig og mig, der drømmer. Men nu har vi været sammen så længe og stadig ved jeg intet bedre end at sidde på en bænk og kigge ud over vandet sammen med dig, mens solen bare skinner i dine øjne og tiden går i står’.

Jo, han er en rigtig kærligheds-sucker ham Benjamin Diamond. En uforbederlig romantiker for hvem verdens problemer kan reduceres til en kærlighedsrebus, som Benjamin bakser med at løse. Nogle gange som i ‘Sun Is Shining’ går det hele op, men andre gange er kærligheden en lidt mere kompliceret størrelse at have med at gøre. Men det skal vi nu i tilfældet Benjamin Diamond være glade for. Den kærlighedssyge franske ungersvend er nemlig rigtig god til at besynge de kvaler, forhåbninger og ekstatiske øjeblikke som undertiden er vilkårene i et parforhold.

Diamond smyger sine kærlighedstekster i luftige, blafrende og elegante gevandter, der er som skabt til at krybe i en lummer sommeraften, hvor safterne og sveden klistrer til kroppen. Man skal være en dorsk gammel støder for ikke at falde for næsten overstadige sange som ‘Let’s Get High’ og ‘I Wish’. Det er energisk og oplagt pop med en lille elektronisk tvist og tilpas særegen tilgang. Diamonds engelske vokal har indimellem et umiskendeligt fransk præg og så ryger der lige et par h’er hist og her. Om det er et bevidst eller ubevidst stilbrud er ikke lige til at sige og sådan set også ligegyldigt. Det understreger blot den naive, blåøjede uskyld og afvæbnende charme, der præger et iørefaldende og friskt album, som man kan tillægge præcis så megen betydning, som man orker og magter.