Roskilde Festival: Her er vores favoritter i ugens store musikpakke

I dag har Roskilde Festival afsløret en spritny musikpakke med hele 18 navne. Og det er faktisk så stærk en sammenslutning af kunstnere, at det har været decideret svært at begrænse sig i forhold til at udvælge favoritter. Vi satte grænsen ved ni – altså halvdelen af dagens pakke – men skyder lige et par honorable mentions efter blandt andet Neneh Cherry og Ross From Friends.
Roskilde Festival: Her er vores favoritter i ugens store musikpakke
Christine and The Queens. (Foto: Jamie Morgan.)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Brockhampton

Hiphoppens selvudnævnte boyband mødte modgang tidligere i år, da gruppemedlemmet Ameer Vann blev anklaget for seksuelt misbrug. Men Brockhampton reagerede hurtigt ved at smide Vann ud og skrotte et album, han havde præget.

Siden har de fundet tilbage på rette kurs med albummet ’Iridescence’, der viste, at de fortsat laver innovativ hiphop, der står som følsomt alternativ til genrens gamle idealer. Hertil leverede de et virkelig stærkt show til Haven Festival, hvor de inkorporerede boyband-formatets skarpe koreografi ind i en rapkontekst. Det bliver en fornøjelse at se drengegruppen tilbage i Danmark næste sommer, forhåbentlig stærkere end nogensinde.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Jon Hopkins

Her er forhåbentligt et af næste års største Apollo-brag. Jon Hopkins’ stormende electronica og house skal ikke pakkes væk under en teltdug, men sprudle i alt sin buldrende glans under åben himmel og med masser af lys.

Dette års ‘Singularity’-album var endnu et beundringsværdigt hak i diskografien, og Hopkins har af flere omgange – senest i Den Grå Hal i oktober – bevist, at han på scenen kan vække maskinparken til live, så man både har lyst til at drømme sig væk og smække armene i vejret.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Octavian

Den unge rapper Octavian tilførte en allerede sprudlende UK-scene noget nyt samme sekund, han udgav sangen ’Party Here’ i slutningen af 2017. For mens det er blevet normalt at mestre både stærke rapflows og syngende vokal, som Octavian gør, var der noget helt nyt i den måde, et elektronisk beat pludselig pulsede ind i lydbilledet på.

Drake lagde mærke til det og roste UK-artisten, og pludselig var Octavian en af Englands mest omtalte navne. Hypen var dog reel i dette tilfælde, hvilket det stærke mixtape ’Spaceman’ beviste, hvor Octavian forfinede sin elektroniske hiphopformular på sange som det stemningsmættede ’Here Is Not Safe’. Det bliver fascinerende at se de her pulserende UK-tracks omsat live på Roskilde.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Christine and the Queens

Christine er blevet til ‘Chris’ (også rent tematisk), men ellers er den franske sangerinde Héloïse Letissier ikke undergået nogle drastiske, musikalske forandringer, siden hun i 2014 debuterede med ’Chaleur Humaine’.

Men hvor formlen ikke er blevet rykket synderligt, er udtrykket velsagtens blevet skarpere, mere formfuldendt. Albummet ’Chris’, der udkom tidligere på efteråret, er i hvert fald en fornem, omend konform, forlængelse af debuten, og den sprudlende, 80’er-klingende pop skal nok blive et festfyrværkeri på Roskilde – specielt hvis Letissier tager sine dansere med.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Joey Purp

Joey Purp kommer fra Chance the Rappers SaveMoney-crew, men han har altid haft en del mere kant end mange af de andre soul-søgende rappere fra dét hold. Joey Purp er eftertænksom, reflekteret og klog – men han er ikke bange for at kaste sig ud i sange som den fantastiske ’Elastic’ fra dette års ’Quarterthing’, hvor Chicago-ophavet kommer til udtryk i et houseorienteret beat.

Andre steder er han skiftevis ’Yeezus’-noiset på ’Aw Shit!’ og i helt Old Kanye-mode på sange som gospelrap-tracket ’24k Gold/Sanctified’ og den ’Touch the Sky’-agtige ’Morning Sky’. God mulighed for både sjælfuld Chicago-rap og houset dansefest, med andre ord!


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Tears For Fears

80’er-mastodonterne i Tears For Fears, Roland Orzabal og Curt Smith, er på vej med deres første album i 14 år. Men altså, who are we kidding? Så længe de brusende synthbangers fra de vitale 80’er-plader finder vej til turtasken, skal den nok sidde lige i skabet.

‘Shout’, ‘Everybody Wants to Rule the World’, ‘Head Over Heels’ – fællessang er garanteret. Veteranerne skal spille onsdag den 3. juli, og ligesom blandt andet New Order og Erasure før dem, bliver Arena nok stedet.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Denzel Curry

Florida-rapperen er en slags godfather for Soundcloud-rappen. Det er nemlig ham, der har tilføjet en god dosis punket aggression til den ellers mere meditative lo-fi-crunk, der har præget Florida-scenen.

Faktisk har Denzel Curry endda ladet de senere stjerner XXXTentacion og Ski Mask the Slump God bo i sit hus en overgang. Men i virkeligheden er Curry meget mere end bare en Soundcloud-rap-indflydelse. Hør bare hans nyeste album ’Taboo’, der leger med alt fra syngende flows til heavy metal-referencer. Det er altså noget af en undervurderet hiphoppioner, der kommer til Danmark næste sommer.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Jungle

To scenarier ville passe perfekt til Jungles funky soulskæringer: Under en bagende sol eller i nattens festparate mørke.

Hvad end det bliver sol eller mørke, er der i hvert fald garanti for en festladen omgang, når de to hovedmænd Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson sammen med deres omfattende orkester bringer deres vuggende melodier til Danmark.

Et tip: Smør hofterne hjemme fra. Og forvent en opgradering fra 2015’s Avalon-koncert til Arena-størrelse.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Spiritualized

Det er med et friskt, men underligt nemt og behageligt (og måske sidste) Spiritualized-album, at Jason Pearce og co. kigger forbi Dyrskuepladsen til sommer. Væk er vildskaben og det ukontrollerbare, men mon ikke, at ’And Nothing Hurt’, titlen på det nye album, for alvor kan blive vækket til live sammen med resten af Spiritualizeds mere svævende og spacede bagkatalog, når først det rammer Roskilde.

Læs også: Roskilde Festival afslører 18 nye navne

Læs også: Roskilde Festival har booket Soundcloud-rappens godfather

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af