KOMMENTAR. Hør her, ingen har lyst til at leve i en arkaisk verden, hvor rappere kaster om sig med homofobisk hetz eller glorificerer krænkelser af kvinder. Det er en god ting, at hiphoppen ikke er så hensynsløs som før. Og det er vigtigt, at det konstant italesættes, at folk som XXXTentacion og 6ix9ine har gjort ekstremt foruroligende ting.
Ingen ønsker en intolerancens renæssance i hiphoppen. Tingene går – i det store og hele – den rette vej.
Men udviklingen mod moralsk udrensning af hiphoppen tog en i virkeligheden ret drastisk udvikling, da 21 Savage og Lil Pump i løbet af juleferien blev tvunget til at krybe til det metaforiske kors for at undskylde for tekster, der var fordomsfulde overfor henholdsvis asiater og jøder. For her gjalt det ikke voldsforbrydere eller eksplicit racistiske rappere, men snarere to kunstnere, der havde været dumme, var kommet til at fortale sig og siden var nødsaget til at bede om tilgivelse.
Det er et nybrud for hiphopscenen at undskylde for dén slags tekstspecifikke ‘forseelser’, og det kan markere en intensivering af en simrende konflikt mellem ukorrekte rappere på den ene side og på den anden et exceptionelt aktivt og motiveret Twitter-miljø, der kæmper en kamp for den gode moral.
Men lad os først lige udforske sagen i sin simple helhed.
»Mange af mine bedste venner er [indsæt race/etnicitet/køn]«
21 Savage rappede »we been getting that jewish money / everything is kosher« på sangen ’ASMR’ fra albummet ’I Am > I Was’, der udkom 21. december.
Lil Pump sagde »they call me Yao Ming ’cause my eyes real low, ching chong« i et Instagram-preview af sangen ’Butterfly Doors’, der siden er udkommet uden de kontroversielle linjer.
Begge rappere undskyldte siden for deres forseelser, der henholdsvis reproducerer stereotype forestillinger om jøder og kan ses som krænkende af asiater, efter internettet faldt over teksterne, og Twitter-domstolen blev vækket til live.
Det er noget nyt, at folk som 21 Savage og Lil Pump på dén måde tvinges til at trække deres linjer tilbage. Vi har nemlig at gøre med to af de groveste unge rappere, der ellers ikke viger tilbage for nogen. 21 Savage gælder som trap-miljøets hårdeste gaderapper, og Lil Pump har gjort en karriere ud af demonstrativt ikke at give nogen fucks.
Altså: Det er Lil Pump, der hertillands er kendt for at have livestreamet sin arrest i København. Men på Twitter er de unge, vilde rappere altså helt ydmyge og angrer i stor stil. Se bare Pumps mea culpa:
»Jeg har set, hvad der sker på internettet. Jeg er kommet her for at fortælle jer, at jeg er ked af det, og jeg undskylder for at have udgivet videoen. Det var ikke min intention at skade nogen eller noget i den stil. Jeg har asiatiske venner, at I ved det. Jeg fucker med alle, og jeg har ikke noget imod nogen. Alt er kærlighed«.
Okay, klichéformuleringen med »jeg har asiatiske venner« må næsten være en form for joke, men ellers er det ret bemærkelsesværdigt, at samme rapper, der bager Xanax-formede kager til sin fødselsdag, altså næsten ikke kan undskylde nok for sit ukorrekte ordvalg.
21 Savages undskyldning bruger samme cocktail af »mange af mine venner er [indsæt etnicitet/race]« tilsat et ’alt er love’ samt patosfyldt retorik:
»De jødiske mennesker, jeg kender, er meget kloge med deres penge, så derfor sagde jeg, at vi får ’jewish money’. Jeg troede aldrig, at nogen ville føle sig stødt. Jeg er ked af, hvis nogen blev krænket, det var aldrig min intention, jeg elsker alle folk«.
I 21 Savages tilfælde var hans undskyldning alene dog ikke nok. Basketstjernen LeBron James, der havde delt sangen, skulle også sige undskyld.
»Jeg undskylder helt klart, hvis jeg har krænket nogen. Det var ikke derfor, jeg delte teksten. Jeg deler tit tekster. Det er det, jeg gør. Jeg kører i min bil, lytter til god musik, og det var resultatet af det. Jeg troede faktisk, det var et kompliment. Men det var det tydeligvis ikke i mange folks optik. Så undskyld. Det var helt klart ikke min intention at skade nogen«.
Hvad er nu det her, er man fristet til at tænke: Hvornår begyndte alle de her hårdføre rappere og gigantiske basketstjerner at lyde som børn, der er blevet fanget med hænderne i kagedåsen?
Cancel culture og Twitter-domstole
Det var da jeg læste denne her flod af undskyldninger, at jeg tænkte: Har vi virkelig brug for det her? At rappere og basketspillere falder på knæ, smider armene i vejret og udbryder »UNDSKYLD!«, fordi de uden at vide det er kommet til at træde forkert i en verden fyldt af politiske faldgruber?
Igen: Nej, det er ikke fordi, jeg synes, det er okay at være racistisk eller at styrke fordomme. Det er ikke okay at være nedladende mod jøder eller asiater. Det er mere mekanikken bag de her internetprocesser, der kan virke en anelse overgjort.
Der er noget nærmest blodtørstigt over internetdomstolens lynhurtige domme. Som om, man bare venter på, at nogen siger et forkert ord. Og det er i høj grad et resultat af den kultur, der hersker på Twitter og andre debatsteder på internettet lige nu.
I de seneste år har der nemlig udviklet sig noget, der kaldes ‘cancel culture’, hvor artister, der træder forkert ifølge de alment accepterede moralske retningslinjer, bliver blacklistet. Det kan gælde alle fra Kanye, når han siger, at »slaveri var et valg«, til 6ix9ine, der har en dom for seksuel krænkelse af en mindreårig. Men det er ikke kun folk, der går planken så langt ud, at det selvfølgelig skal italesættes, der bliver dømt af de sociale mediers folkedomstol.
For de moralske retningslinjer, som man ikke må forbryde sig imod, kredser i høj grad om at forhindre krænkelser – uanset om de er af racistisk, sexistisk, homofobisk eller anden natur. Og det er tit nok med helt små fejltrin for at blive en målskive.
Det er tæt på at være en form for nultolerancepolitik, der praktiseres, og det er derfor, Lil Pump og 21 Savage nu er så hurtige til at undskylde. De vil ikke stemples som ‘problematic’, som er internettes eufemisme for dem, der udstødes efter brud mod den strikse moralkodeks.
Et andet eksempel bare fra den seneste uge er Alicia Keys, der pludselig opdagede, at internettets folkedomstol var i fuld færd med at dømme hende for at spille et cover af XXXTentacion. Rapperen blev dræbt sidste år, men er forsat ‘cancelled’, fordi han var anklaget for at tæske sin ekskæreste, da hun var gravid. At spille hans musik er altså fortsat ikke tilladt, hvis man vil holde sig moralsk ren, så Keys måtte slette videoen.
Man kan også bare se på de seneste dages reaktioner på R. Kelly-dokumentaren ‘Surviving R. Kelly’, som har haft premiere i USA: Pludselig har kunstnere som Lady Gaga og Chance the Rapper travlt med højlydt at undskylde, at de nogensinde har samarbejdet med sangeren, der er anklaget for sex med mindreårige. Man gør alt for ikke at få Twitter-inkvisitionen efter sig.
For der skal jo så lidt til. En forkert deling eller et forkert ord kan være nok. Og det kan vise sig at være en sprængfarlig cocktail i 2019. For hiphoppen har det med at sige de ting, man egentlig ikke må sige.
Kan Twitter-sfæren stadig rumme hiphoppens sprog?
Først og fremmest: Den her bevidsthed om, hvilke mennesker, vi støtter, er positiv og velmenende i sin kerne. Kernebudskabet er jo, at vi ikke vil støtte mennesker, vi ikke kan forene os med moralsk set. Det er en god ting, at vi vil stoppe racisme, sexisme og homofobi.
Men skyggesiden af den positive udvikling er den her moralsk besjælede folkedomstol, der kan få sit eget liv, som det er tilfældet for tiden. Risikoen er, at der kan opstå et klima, hvor man knap tør tale af frygt for at sige noget forkert. For så rammer straffen hurtigt og hårdt. Og netop det er problemet for visse dele af hiphopscenen, når den bliver konfronteret med korrekthedens klima.
For hiphoppen er netop karakteristeret af, at den bryder regler og skubber til grænser. Og mange af samtidens rappere har en problematisk fortid. Men hiphopgenren har netop kunnet rumme artister, selv hvis de har dyrket vold, bruger ‘forkert’ sprog eller på andre måder udfordrer de politisk korrekte normer. Går der ikke noget tabt, hvis du tvinger rappere til konformitet?
Det er en svær balance, for selvfølgelig skal fordomme, krænkelser og lignende ikke accepteres. Men hvor går grænsen for en genre, som hele sit liv har danset linedans mellem moral og det modsatte? Bandelivet, kriminalitet, (salg af) stoffer: Hiphop har altid handlet om ting, som ikke var acceptable i andre musikgenrer. En rapper som Jay-Z har altså ikke undskyldt for at sælge stoffer. Og 21 Savage har lige så lidt undskyldt for de mange gange, han rapper om at have myrdet folk, som Pump har undskyldt for at promovere ulovlige stoffer som MDMA og Xanax.
Det lugtede derfor lidt af skueproces, da 21 Savage og Lil Pump skulle krybe offentligt til korset forleden. Og lyder nogle af de undskyldninger, vi hører næsten dagligt for tiden, ikke ret hule? Som om de bliver sagt, fordi det forventes – som når børn siger undskyld for noget, de slet ikke fortryder?
Krænkelser og andre uacceptable handlinger skal og kan ikke sidestilles, men kommer der også et tidspunkt, hvor Lil Pump eller 21 Savage (og 100 andre rappere) skal offentligt undskylde, at de indirekte har opfordret til indtagelse af stoffer eller glorificeret vold? Eller har rapperne carte blanche til at udpensle voldelig kriminalitet og narkoforbrug – bare så længe de holder etnicitet, køn og race ude af ligningen?
Det er en underlig dynamik, der er ved at udvikle sig mellem hiphoppen og internet-offentligheden. Det er et skift i hiphoppens dialog med resten af verden. Og det kan meget vel markere første skridt ind i en konflikt, hvor hiphoppens upolerede kanter og ucensurerede ordvalg og livsstil kommer til at kollidere med Twitter-domstolens krav om moralsk renhed. Netop den modsætning kan meget vel gå hen og blive den helt store kilde til konflikt i 2019.
Læs også: Hvordan Soundcloud-rappen brændte ud kun et år efter gennembruddet