Martha Wainwright

Der er noget på samme tid yderst inciterende og irriterende over canadiske Martha Wainwright, lillesøster til den noget mere berømte Rufus. For hun skriver tekster som en drøm og synger dem med de nosser, hun ikke har. Men samtidig har hun sommetider en tendens til at blive så højstemt, rappenskralde-agtig og pompøs, at det bliver en hæmsko.

Sjovt nok rammer Wainwright med sin præmenstruelt-associerende albumtitel og indholdet på nogle af disse nye sange en tone og et territorium, der er den ligeledes snart albumaktuelle Alanis Morissette værdig: En lettere feministisk, stædig og oprørsk frembrusen som på det første nummer, ‘Bleeding All Over You’ (hvem sagde menstruel?), hvor Wainwright i omkvædet synger albummets lange titel med en sådan længsel og desperation, at man sidder med fornemmelsen af, at det er det sidste, hun nogensinde vil synge.

Det er det så ikke, men det er til gengæld noget af det bedste, hun synger på dette album. På det nummer og den efterfølgende, Stevie Nicks-lignende ‘You Cheated Me’ høres det tempo og den friskhed, der især adskiller denne toer fra de mere nøgne og nedtonede arrangementer på 2005-debuten. Herfra går det ned ad bakke, hvad tempo angår, men heldigvis kun sjældent med kvaliteten. Her er flere lysende øjeblikke af storhed og snigende smerte, som den operette-inspirerede ‘Tower Song’, en dyster sag fyldt med strygere, obo og gulvbas ikke langt fra det univers, bror Rufus bevæger sig i, og den mere folk-agtige og smukke ‘So Many Friends’ med vidunderlige korarrangementer.

Den vemodige og lettere Leonard Cohen’ske ‘In the Middle of the Night’ om dødens uundgåelighed fuldender billedet af et mere varieret og prøvende album nummer to fra Martha Wainwright, men debuten var nu, i al sin underspillede pragt, et mere helstøbt og bedre album.