I starten af næste uge annonceres årets mest ventede filmfestivalprogram, nemlig hvilke nøje udvalgte titler der skal dyste om Guldpalmen i Cannes i maj.
Men allerede nu offentliggør den prestigefyldte festival, hvilken film der skal sætte gang i løjerne. Det bliver Jim Jarmusch’ ventede zombiefilm ‘The Dead Don’t Die’, der i sidste uge fik sin første trailer. Filmen har et stjernespækket cast af den slags, Cannes-festivalen hungrer efter ved festivalens åbning, og der bliver således chance for at se notabiliteter som Bill Murray, Adam Driver, Iggy Pop og Tilda Swinton på den røde løber. Murray og Driver har hovedrollerne som politiduo i det sortkomiske take på zombie-genren.
Jim Jarmusch, der har været en af de mest markante instruktører på den amerikanske indiescene siden 80’erne med film som ‘Down By Lay’ og ‘Dead Man’, er fast gæst på Cannes-festivalen, hvor han senest var repræsenteret med ‘Only Lovers Left Alive’ og ‘Paterson’, der begge fik stor ros. Førstnævnte var et originalt take på vampyrgenren – og nu er det altså nogle andre mytologiske væsener, amerikaneren kaster sig over.
‘The Dead Don’t Die’ får verdenspremiere på Cannes-festivalen, hvor den også deltager i kampen om Guldpalmen, 14. maj.