Foxygen har været på tyvetogt i musikhistorien

Det, som kendetegner et band i udvikling, er, når og hvis det formår at betræde nye musikalske græsgange fra album til album. Fra udgivelse til udgivelse har Foxygen gjort en dyd ud af ikke at lyde som de gjorde sidste gang.

Denne modus operandi har i denne omgang desværre delvist slået fejl for den californiske duo, hvor de mere er gået på tyvetogt end inspirationstur i musikhistorien.

Hvor Sam France og Jonathan Rado på forgængeren ‘Hang’ fra 2017 gik all-in på 60’er-inspireret orkesterpop, er det musikalske udtryk på ‘Seeing Othet People’ ikke nær så gennemført og lettere genreflagrende.

‘Mona’ pejler mod at vække stemningen af en pastelfarvet 80’er-synthdrøm, ‘Work’ vil gerne være Elvis Costello-new wave, og titelnummeret er et forsøg på en opdateret west coast-ballade. Det virker som om, duoen er gået i studiet uden en klar idé eller rød tråd og lettere retningsløst har givet sangene en indpakning efter forgodtbefindende.

Denne vægelsindethed har desværre også medført, at Foxygen heller ikke leverer særligt mindeværdige sange i denne ombæring. En linje som »I’m never gonna dance like James Brown, I’m never gonna be black and I’m never gonna get you back« i den forglemmelige ‘Face the Facts’ vidner om en kreativitet, der ikke just har været på sit højeste.

At Rado og France ikke just har prioriteret originaliteten i denne ombæring er tydelig i den sprælske ‘The Thing Is’, der lyder som et outtake fra Bruce Springsteens album ‘The River’, og på ‘Flag at Half-Mast’, som ville have passet fortrinligt ind på Rolling Stones’ ‘Goats Head Soup’.

Nu er det ingen skam at drage på inspirationstur blandt rockhistoriens ikoner, men det er forstemmende, når Foxygen balancerer så tæt på decideret plagiat. Særligt grelt går det, når duoen giver sig i kast med kælent groovy r’n’b på ‘The Conclusion’, men mere lyder som Maroon 5 end Prince (en situation, ethvert band bør tilstræbe aldrig nogensinde at havne i).

Foxygen viser dog trods alt også antræk til et personligt og således mere indtagende udtryk, som tilfældet er på ‘News’, der er albummets mest interessante stund og med sin progression fra melodiøse synth-hooks til medrivende guitarriffs viser Rado og France som et par opfindsomme herrer med en respektfremkaldende hittepåsomhed, når de gode indfald melder sig. Men disse er altså i fåtal, og ‘Seeing Other People’ er lyden af et band, som har fået en kreativ mavepuster.


Kort sagt:
Selv om de endnu en gang har tilstræbt at lave et album med en ny lyd, er det hverken originaliteten eller de gode ideer, som kendetegner Foxygens sjette skive. Tværtimod er den californiske duo havnet i et kreativt dødvande, som bærer mere præg af tyvetogt end inspirationstur i rockhistorien.

Foxygen. 'Seeing Other People'. Album. JagJaguwar/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af