Det russiske styre har mildt sagt ikke været begejstret for den sensationelle HBO-miniserie ‘Chernobyl’. Først blev der annonceret et russisk »remake«, der skulle afdække den »virkelige historie«, hvor det altså var – surprise, surprise – en CIA-agent, der forårsagede ulykken på atomkraftværket gennem sabotage.
Nu har det russiske kommunistparti udsendt en officiel pressemeddelelse, hvor de fordømmer ‘Chernobyl’ og på det kraftigste opfordrer landets tv-regulator, Roskomnadzor, til ikke at sende serien, da den er et »idelogisk værktøj«, der skal »dæmonisere« regeringen. Det skriver The Wrap.
»I ‘Chernobyl’ bliver en virkelig tragedie til et objekt for ideologisk manipulation fra HBOs side. Tv-serien om de dramatiske hændelser i april 1986 er et ideologisk værktøj, der skal dæmonisere og ødelægge den russiske regering og folkets ry«, siger partimedlemmet Sergey Malinkovich og fortsætter:
»Selvom kronologien af hændelserne i serien stemmer overens med virkeligheden, er heltenes gerninger, relationen mellem institutionerne og det moralske klima i selve det sovjetiske samfund eksempler på rendyrket løgn«.
Kommunistpartiet fortæller, at de desuden har tænkt sig at sagsøge serieskaberen Craig Mazin samt producerne og forfatterne på ‘Chernobyl’. De mener nemlig, at serien er i strid med artikel 129 i den russiske lov, der forbryder en at »sprede bevidst falsk information, der angriber en anden persons ære og værdighed og underminerer vedkommendes ry« gennem »offentlige taler eller opvisninger«.
‘Chernobyl’ kan ses på HBO Nordic.
Læs også: Hvor sandfærdig er ’Chernobyl’? Her er den største kritik mod HBO’s hitserie