Young Buck

Tak Mr. Buck, for at du inviterer os til din landsby – selvom din velkomsttale næsten er kopieret fra Dr. Dre’s ‘The Chronic’.

Ca$hville er stedet, hvor der ikke sker en skid, udover den sædvanlige vold, narkokriminalitet osv. Navnet Ca$hville, har den store lyriker som Buck er, selv fundet på. Flot! Måske blev han inspireret af navnet på sin hjemstavn Nashville? Denne flække er rammen om Young Bucks univers med familien G-Unit, der består af 50 cent og Lloyd Banks.

Det er dog ikke just en søndagsskovtur med denne familie, man får lyst til ved at lytte til ‘Straight Outta Ca$hville’. Man ønsker sig snarere en billet med eksprestoget til ligemegethvor! For der er knageme ikke meget spræl eller kreativitet i denne samling af gangsta-episoder, hverken lyrisk eller musikalsk. Beatsene er tunge, simple og monotone, og derfor bliver de hurtigt kedelige at høre på. Man savner simpelthen udfordringer som lytter.

Den eneste grund til at lave et album med Young Buck må være, at G-Unit trekløveret vil tjene penge, hvilket de heller ikke lægger skjul på. De tre gutter og deres venner, der medvirker på albummet, har nemlig ikke meget andet på hjertet end skudsikre veste og tonstunge guldkæder. Kan der snart være mere guld i at rappe om penge, stoffer, vold, hvor mange man vil slå ihjel, og hvor hård man er? Åbenbart bliver markedet aldrig mættet.

Young Buck gik tidligt ud af skolen for at rappe. Ærgerligt. Havde han taget et par år mere på skolebænken, havde han måske kunne skrive mere spændende tekster, både når det drejer sig om rimene og indholdet af dem. Albummet er produceret af 50 Cent og Sha Money Xl, som også har produceret 50 Cents album ‘Get Rich or Die Tryin”. De to herres navne på coveret er dog ikke et kvalitetsstempel i sig selv. Det kan narre folk til at tro, at man får noget, der minder om 50 Cents hits, men det gør man ikke! Sagen er jo, at det ikke er 50 Cent selv, der producerer hans hits, men derimod hovedsageligt Dr. Dre og Eminem.

‘Walk With Me’ er faktisk det eneste nummer, der er værd at skrue op for. Det er rent faktisk muligt at danse til nummeret, for det er både rytmisk og iørefaldende. Nogle blæsere understreger omkvædet og under hele seancen høres kvindesang i selskab med afdæmpet guitarspil. ‘Walk With Me’ skal helt sikkert have en æresmedalje for at redde dette forkølede og halvsløje album fra druknedøden.