Hvad tænker du, når du hører vendingen ‘oldschool hiphop’? Måske tænker du på 90’er-ikoner som 2pac og Biggie, måske skal vi ikke længere tilbage end start-00’erne, hvor Eminem og 50 Cent dominerede. Måske skal vi tilbage til slut-80’erne, hvor kunstnere som Run-D.M.C. og Public Enemy stod i spidsen for det, der ofte er blevet kaldt for genrens guldalder.
Da disse kunstnere først kom frem, blev de dog kaldt new school – de var mere hårdføre, rebelske og komplekse end det, som dengang blev opfattet som den gamle skole: Festrappere som Kurtis Blow, The Sugarhill Gang og Afrika Bambaataa & the Soulsonic Force. En ny generation af hiphopgrupper havde etableret sig – rapperne overtog rampelyset, der tidligere havde tilhørt dj’en, flere rocksamples begyndte at mænge sig i de vante funkbeats, og lyrikken stod mere centralt end tidligere.
Beastie Boys’ første album, ‘Licensed to Ill’ er et klasseeksempel på det, der dengang blev kaldt new school. Rick Rubins hårdtslående rockbeats udgjorde soundtracket til en plade, hvor tre flabede New York-knægte spillede overdrevne udgaver af sig selv. Det var næsten en parodi – men det var også så eminent udført, at det stadig står som en af den nye skoles bedste album. Det er morsomt, men så rigt på puls og personlighed, at det på ingen måde bør opfattes som blot et comedy-album.
Det var en stor succes. Det var også et album, som Beastie Boys på ingen måde var interesserede i at gentage.
En lyd, der var nyere end new school
Beastie Boys var næppe klar over, hvor skælsættende opfølgeren til ‘Licensed to Ill’ ville være. Men da de flyttede fra New York til Californien og udskiftede den hårdtrockende producer Rick Rubin med en spirende duo ved navn Dust Brothers, kreerede de i fællesskab en lyd ulig noget, der tidligere var set.
‘Paul’s Boutique’ var ikke en øjeblikkelig bestseller, og da de første par ugers salg ikke var imponerende, stoppede pladeselskabet helt med at skubbe den. Den var modsat ‘Licensed to Ill’ ikke udrustet med hits og skarpe hooks til højre og venstre. Der var konstante stilskift. Det ene øjeblik var der funk, det andet øjeblik rock, og selv om Beastiernes flows aldrig bliver synderligt komplekse, er de ganske varierede, og dynamikken mellem de tre rappere er stærkere, end den nogensinde har været.
Lyden er på sin vis meget eksperimenterende i al sin uforudsigelighed. Dog skal man ikke tro, at eksperimenterne på nogen måde gør albummet snobbet eller utilgængeligt. Når man først lige er bekendt med, hvordan albummet fungerer, er det faktisk en ualmindeligt sjov lytteoplevelse. Jeg sidder tit med et stort smil på læben i løbet af albummet. Ikke kun fordi trioens tekstunivers er spækket med humor på tracks som ‘The Sound of Science’ og ‘Egg Man’. Men også fordi selve instrumentationens lyd er virkelig sjov at følge med i.
Musikalsk er den mest oplagte sammenligning nok den dansevenlige, hiphoporienterede gren af plunderphonics, der især var vind i omkring årtusindskiftet: DJ Shadow, The Avalanches, tidlig Den Sorte Skole, og så videre. Men mine oplevelser med ‘Paul’s Boutique’s beats minder mere om at lytte til en virkelig god jazzplade. En plade, hvor man konstant tager sig selv i at blive totalt medrevet af, hvilken ekskurs, en teknisk dygtig instrumentalist er på vej ud af – hvor hver solo afsluttes på den mest tilfredsstillende måde, man kan tænke sig. En sang hvor hver sang indledes af en kompleks figur, der dog bliver eksekveret fejlfrit, og det er en fryd at lytte til.
Sådan er samspillet mellem Beastie Boys og Dust Brothers også. Dust Brothers ville senere producere Becks ‘Odelay’, og det fortæller meget om deres legesyge. Når først de hiver et Isley Brothers-sample frem på ‘A Year and a Day’ eller finder en gylden The Crusaders-basgang frem til ‘Dropping Names’ går det hele op i en højere enhed.
Begge disse to tracks er at finde på den godt og vel 12 minutter lange suite ‘B-Boy Bouillabaisse’, der er kulminationen af hele den hektiske dynamik, der driver albummet fremad. De ni sektioner i suiten er oftest ikke meget længere end et enkelt minut, og hvert stykke markerer en unik lyd for Dust Brothers – altid med Beastie-trioens højtråbende vokal, der problemfrit tilpasser sig det kreative beat, de er blevet tildelt.
Et album, der aldrig kan blive gentaget
Okay, jeg har givet dette afsnit en lidt spicy overskrift. For det er skam stadig muligt at lave samplebaseret hiphop, og kunstnere som Blarf, Eric Taxxon, Neil Cicierega og Kanye West har fortsat leget med, hvor kreativt samples kan bruges. Men man skal altså netop være en stjerne af Kanye Wests status, for at et album som ‘Paul’s Boutiquie’ kan blive skabt i dag.
Albummet sampler 105 individuelle sange, og det var et af de sidste album til at blive udgivet i en æra, hvor et sample ikke kostede det store at få tilladelse til at bruge. Samples. To år efter var Beastiernes ven og kollega Biz Markie involveret i en retssag, hvor dommen medførte at samples ville blive så dyre, at det økonomisk ikke kunne betale sig med meget mere end et par få samples per album. Det gælder så selvfølgelig kun for kommercielle udgivelser, og hvis man har røven fuld af penge, er det ikke nødvendigvis umuligt.
Men i praksis er det. For som sagt var den eksperimentelle ‘Paul’s Boutique’ et flop dengang. Det skubbede til grænserne med sin brug af samples. Og kunstnere som netop Blarf, Eric Taxxon og Neil Cicierega udgiver netop ikke deres samplebaserede musik kommercielt, hvilket kraftigt begrænser, hvor bredt de kan ramme. Og hvis det skal være så dyrt at løbe en risiko (eller måske endda forvente et flop), så kan det simpelthen ikke betale sig at udgive noget så grænsesøgende.
I 1989 blev det dog vurderet, at risikoen kunne betale sig. Og det er vi evigt taknemmelige for.
Læs også: Best rapper alive #2: Lil Uzi Vert har arvet den maniske energi fra Young Thug og Lil Wayne