I sidste uge blev en æra afsluttet. Bon Iver udgav den endelige del af en albumrække, der binder en midlertidig sløjfe på gruppens diskografi – fra da det var Justin Vernons lille soloprojekt til de i dag giver stadionkoncerter og headliner store festivaler.
Fra ‘For Emma, Forever Ago’ i 2007 og frem til det helt nye ‘i,i’ har Bon Ivers fire album nemlig været tematiseret om hver sin årstid. ‘For Emma, Forever Ago’ er vinter, ‘Bon Iver, Bon Iver’ er forår, ’22, a Million’ er sommer, og ‘i,i’ er efterår. Og det er altså ikke mig, der leger fortolker-Holger: Cyklus-sammenhængen kommer direkte fra Justin Vernons egen mund, men blev uden noget stort ståhej annonceret som en sidenote til nyheden om ‘i,i’.
Faktisk vil jeg indrømme, at jeg ikke helt køber Vernons årstidsfortolkning af sine egne værker. Det kan godt være, at ’22, a Million’ er bygget over oplevelser, han selv har haft i løbet af sommeren, men jeg ville slet ikke beskrive lyden som sommerlig – og ironisk nok er det endda det eneste af gruppens fire album, der ikke udkom om sommeren, men i stedet om efteråret. Vernon selv beskriver det som en »sindsforvirret sommer«, men man skal nok kende ham personligt for at kunne regne ud, at sindsforvirrelsen var om sommeren.
Men der er absolut en ring til stede i løbet af de fire album, som jeg ikke nødvendigvis havde lagt mærke til, hvis Vernon ikke havde forklaret, at de var bygget op omkring årstiderne.
‘i,i’ peger tilbage mod begyndelsen
Årstider er jo mere end bare vejr og stemninger. Årstider er også tilbagevenden. Nu har Vernon jo behændigt taget årstiderne i kronologisk rækkefølge, så at ‘Bon Iver, Bon Iver’ lyder som et sted mellem ‘For Emma, Forever Ago’ og ’22, a Million’ er ikke rigtigt overraskende. At de spacy synths fra ’22, a Million’ vender tilbage på ‘i,i’ havde alle nok også forventet, selv hvis de ikke kendte årstidstematikken.
Det mere påfaldende er, at ‘i,i’ samtidig formår at have nogle klare soniske paralleller med det første Bon Iver-album. Dengang det langt hen ad vejen blot var Vernon med en akustisk guitar, der indspillede dybtfølte sange i en træhytte i Wisconsin. I en æra før han samarbejdede med Kanye West, fra før der var et band, endsige vilde vokaleffekter og syrede synthtoner.
Hvis man hører ‘For Emma, Forerver Ago’ lige inden, man sætter ‘i,i’ på, bliver det særligt tydeligt. Mens intet ‘i,i’-nummer lyder som om det lige så godt kunne have været på debuten, er der meget af den samme simple, vemodige sangskrivning til stede på numre som ‘Faith’, ‘Marion’ og ‘Salem’ – dog nu pakket ind i lidt mere detaljeret instrumentation. Det kræver – i modsætning til sangene fra ’22, a Million’ – ikke meget fantasi at forestille sig, hvordan de ville lyde, hvis det blot var Vernon med sin guitar i en træhytte.
De sange har den samme ukomplicerede singer/songwriter-struktur, der i første omgang gjorde Vernon populær. Den opmærksomme læser vil måske bemærke, at jeg har fremhævet tracks fra slutningen af albummet. Og det er intet tilfælde. For ligesom hvordan vinteren først for alvor begynder at vise sit ansigt i slutningen af efteråret, dukker den stilfærdige 2007-Vernon først op i slutningen af ‘i,i’.
Overgangen mellem årstiderne
Her er en lille leg, man kan lege med sig selv for at mærke, hvordan der er en musikalsk ring mellem de forskellige album, og hvordan hvert album lægger op til næste led i cyklussen:
Først kommer man på et par stikord, man associerer med lyden på hvert af Bon Ivers fire album. Typisk vil man som lytter tænke hen mod de stiltræk, der er til stede i starten af albummet. Personligt associerer jeg ‘For Emma, Forever Ago’ med de simple singer/songwriter-sange, ‘Bon Iver, Bon Iver’ med de bjergtagende nærmest orkestrale arrangementer, ’22, a Million’ med de komplekse elektroniske eksperimenter og ‘i,i’ med de mange spirituelt klingende gospelindflydelser.
Næste skridt er så at lytte til anden halvdel af hvert album – så kan man virkelig mærke årstidernes skifte, om man vil. For at ‘i,i’ slutter af med nogle simplere singer/songwriter-tracks viderefører en slet skjult tradition i albumrækken.
Mod slutningen af ‘For Emma, Forever Ago’ bliver arrangementerne mere fyldige på tracks som ‘Team’ og ‘For Emma’, lig sangene fra starten af ‘Bon Iver, Bon Iver’. Mod slutningen af ‘Bon Iver, Bon Iver’ kommer derimod mere spacy, abstrakte numre som ‘Hinnom, TX’ og ‘Lisbon, OH’, der klart peger frem mod ’22, a Million’. Og ganske rigtigt begynder Vernon at flirte med gospel allerede på anden halvdel af ’22, a Million’ – med tracks som ‘8 (Circle)’ og ‘00000 Million’.
Hvorfor netop ‘Bon Iver, Bon Iver’ er forårsalbummet, ’22, a Million’ sommeralbummet og så fremdeles – det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men der er en cyklus til stede, der gør, at Bon Ivers diskografi er berigende at vende tilbage til, selv hvis man ellers følte, at man havde hørt det hele til hudløshed.
Som en afsluttende bemærkning: Hvis man skulle undre sig over, hvor ‘Blood Bank’-ep’en falder ind i alt dette, så har Vernon omtalt den som et modstykke til vinteralbummet ‘For Emma, Forever Ago’. Hvor ‘For Emma, Forever Ago’ ifølge Vernon behandler vinterens kulde, udgør ‘Blood Bank’ den varme, der gør, at man kan komme igennem det hele.
Læs anmeldelse: Bon Iver ‘i,i’