(Spoilers for hele tredje sæson af ’The Handmaid’s Tale’).
Efter en frustrerende vægelsindet tredje sæson, der fortsatte ’The Handmaid’s Tale’s nedadgående spiral fra sidste års ditto skuffende sæson to, skete der endelig noget i finalen, da det lykkedes June, Martha’erne og de andre tjenerinder at sende en flyfuld børn sikkert afsted til friheden i Canada (dog ikke June og Lukes datter Hannah). Men mission Mayday havde en høj pris for særligt June, der lod sig skyde ned af en Gilead-vagt for at rettet fokus væk fra resten af gruppen.
Scenerne emmede af velspillet, klaustrofobisk angst i mørket (seriens cast leverer kontinuerligt), men endnu bedre var det indledende flashback, der viste, hvad der skete med June, umiddelbart efter Hannah blev taget fra hende i skoven helt tilbage ved Gileads fødsel. Foruden forvirrede, forfærdede June, der bevidner, hvordan kvinder med downssyndrom bliver ført bort i flok til deres visse død, gav klippet os også et stærkt glimt af Janine (Madeline Brewer) præ-Aunt Lydias tortur, begge øjne intakte og dirrende af feisty raseri: »Jeg sagsøger jeres røv!!«. Janine er blevet mishandlet så voldsomt både fysisk og psykisk i Gilead, at gensynet med den iltre kvinde, hun engang var, ramte som en mavepuster.
Oppe i Canada i seriens ‘nutid’ stak tilfangetagne Fred Waterford (igen!) sin hustru Serena i ryggen, bedst som denne ellers var stillet et potentielt nyt liv i udsigt. Patetiske Fred sladrede om Serenas »menneskerettighedsforbrydelser«, og fremtidsudsigterne ser dermed dystre ud for isdronningen, der dog nåede et par øjeblikkes moderlykke med baby Nichole – ikke at hun havde fortjent det, men oh well, der er ikke den kvinde, god som virkelig skidt, vi ikke også lige skal fatte et gran af sympati med i ’The Handmaid’s Tale’.
Men hvorfor egentlig? Seriens grundlæggende insisteren på at nuancere selv Gileads kvindelige uhyrer som indirekte ofre for de helt igennem nederdrægtige mænds tyranni og det patriarkalske samfunds objektivisering er paradoksalt nok trættende unuanceret.
Nuvel! Hvor efterlader tredje sæsons finale os i forhold til den lovede fjerde sæson? Lad os se nærmere på de tre mest presserende spørgsmål:
Hvad skal der ske med June?
Ingen serie er så håbløst dedikeret til højdramatiske og dog komplet frugtesløse cliffhangers som ’The Handmaid’s Tale’, der har skubbet momentum foran sig som Sisyfos og hans sten siden slutningen af første sæson. Den endeløse række af close-ups af Elisabeth Moss sammenbidte fjæs og snerrende voiceover med variationer af »nolite te bastardes carborundorum« er for længst kammet over i meme-satire, der i stigende grad har udvandet karakterens likeability-faktor. Junes egen smuldrende medmenneskelighed og moral over for Gileads ‘Saw’-opfindsomme rædsler er selvsagt en pointe i sig selv (tjenerindernes sammenlåste munde i Washington var et nummer for grotesk alene for chokværdi i en stillestående midterakt), men det har været svært ikke at miste troen på, at hendes mange løfter ville føre til noget som helst andet end at holde serien kørende så længe som muligt. A little less conversation, a little more action, please.
I finalen fik vi så langt om længe en snert af sidstnævnte, da June førte sin store forkromede flugtplan ud i livet, reddede en hulens masse Gilead-børn og selv tog en kugle i ryggen. Junes død har længe spøgt som en mulig afslutning på hele serien, især efter hun i slutningen af anden sæson valgte at blive i Gilead for at redde Hannah. Eller simpelthen bare eksistere i nærhed af sin førstefødte. Selvom man under Osborne-familien deres længe ventede reunion på den anden side af grænsen, virker det usandsynligt for June – der er blevet lige så meget en del af Gilead som den anden vej rundt – at der venter en solnedgangsslutning i horisonten. Dertil har karakteren ofret for meget, hvorfor June formentlig er skæbnebestemt til at gå ned med Titanic, når Gilead (måske) falder i seriens sidste sæson. Hvornår det så end bliver (hjertens gerne efter næste kapitel).
Ergo er June da heller ikke død endnu, da hun symbolsk bliver løftet op af sine tjenerindeveninder og båret igennem skoven, og på Reddit har en række fans blandt andet spekuleret i, om Junes næste træk i Gilead kunne involvere noget så uhørt som et potentielt indflydelsesrigt snydeægteskab med kommandøren og enkemanden Lawrence (Bradley Whitford). En sådan mulighed ville udstyre June med afgørende magt til at kulegrave systemet indefra og måske endda fordre et samarbejde med Nick (Max Minghella), der blev afsløret som medlem af Gileads hær.
Moss kan roligt arbejdede videre på at forfine sin close-up-teknik til 2020.
Er Waterford-parrets æra definitivt slut?
I en som før nævnt stærkt ujævn sæson var det trods alt yderst tilfredsstillende at se Waterford-duoen falde fra tinderne. Fred (Joseph Fiennes) og Serenas (Yvonne Strahovski) ægteskab og de skiftende, eksplosive magtkampe mellem de to har været på en stadigt mere voldelig deroute, og selvom det for en kort stund så ud, som om parret kunne klinke skårene (efter Serenas moralske kvababbelser over, you know, at lade små piger vokse op i et voldtægtsdiktatur, hun selv har været med til at skabe) og begynde at se fremad.
Men ligesom Fred og Serena aldrig helt ved, hvor de har hinanden (deres dynamik er fortsat en af series styrker), evner deres storyline heldigvis også at overraske. Turen til Canada for at hente Nichole faldt således ud til en uforudset uheldig side, og det sidste, vi så til Serena, var, at hun blev anklaget for – blandt andet – at have været medvirkende til voldtægt af June. Fred skal tids nok komme til at fortryde sit forræderi af hustruen for at redde egen røv, men indtil da bliver det spændende at se, hvordan Serenas retssag vil spille ud i fjerde sæson, der takket være den store mængde karakterer på canadisk jord får mulighed for at dele sol og vind lige mellem Gilead og naboen mod nord.
Det ser ikke videre sandsynligt ud, at Fred kommer til at gøre succesfuldt comeback i Gilead – og da slet ikke, at han og Serena finder melodien igen – men lykkes det ham alligevel at åle sit slimede korpus tilbage i en magtposition, vil han givetvis komme ud på den anden side som et om muligt endnu mere afstumpet monster, kanske endog med appetit på reel krig mod Canada.
Joseph Fiennes hintede for nylig i et interview med The Guardian, at Fred nødvendigvis må dø, for at retfærdighed kan ske fyldest inden for seriens egen logik, og jeg vil sidde klar med popcorn og jublende skadefryd, når øjeblikket oprinder. Serena til gengæld (bliver hun Freds bøddel?), hun kommer til at rådne op med sine synder som en knusende vægt på de smalle skuldre.
Vil verdenssamfundet endelig skride ind over for Gilead?
Apropos krig: I Margaret Atwoods roman – nogenlunde dækket i sin beskedne helhed i første sæson – forstår man, at Junes erindringer læses af en person i fremtiden længe efter Gileads fald. Hvis serien dermed har tænkt sig at være sin ophavskvinde tro til det sidste, er der efter tredje sæsons optrapning af den politiske konflikt mellem Canada og Gilead lagt i kortene til åben krig.
Hvis det kommer så vidt, er det svært at tro på, at resten af det internationale samfund ikke vil komme til Canadas undsætning. Og dog. I en samfundskritisk spejling af det virkelige Vestens handelsrelationer med kvindeundertrykkende nationer som eksempelvis Saudi Arabien, har ’The Handmaid’s Tale’ alluderet til, at Gileads eksportvarer er for lukrative til, at resten af verden orker at skride ind overfor de ’interne’ konflikter i det tidligere USA. Endvidere fik vi i anden sæson bekræftet, at den akutte nedgang i fertilitet – forårsaget af forurening og ikke-økologiske madvarer – også har ramt befolkninger uden for Gilead, og at Mexico (hvis kvindelige leder var på statsbesøg i Gilead) overvejer at kopiere tjenerindekonceptet.
Vil ’The Handmaid’s Tale’ gå den mareridtsdystopiske planke helt ud, består Gilead imod al fornuft som et fiktivt superskræmmeeksempel på konsekvenserne af den højredrejning af samfundet og indskrænkelse af kvinders rettigheder, vi ser i USA lige nu. En sådan slutning ville være deprimerende, om end uhyggeligt effektiv, hvorimod enden på Gilad ville skinne en solstråle af håb for en bedre fremtid – på og uden for skærmen – og måske endda kollidere med indsættelsen af en ny amerikansk præsident efter valget 2020 (uden tvivl et pr-drømmescenarie for manuskriptforfatterne). ’The Handmaid’s Tale’ fik som bekendt premiere kort efter Trumps indsættelse i 2017, og til trods for seriens dalende kvalitet er dens timing og tematikker utroligt og skræmmende nok kun blevet mere vedkommende for hver sæson.
Personligt hepper jeg på, at Gilead går op i brølende flammer med Fred og Aunt Lydia som heksene på toppen af Skt. Hans-bålet. Ikke flere desillusionerende elendigheder serveret med selvfed anæmisk æstetik som i et Vermeer-maleri i forrådnelse, tak – det er tid til at frempiske vedvarende handling bag håbet i fjerde sæson. For tjenerinderne, Martha’erne og seerens egen negligerede kampånds skyld.
Læs også: Fem livslektioner, jeg lærte fra den originale ’Beverly Hills 90210’