Powersolo

Der har aldrig været meget kød på sidebenene af de radmagre Jeppesen-brødre i Powersolo. Med 2009-albummet ‘Bloodskinbones’ blotlagde de tillige stodderrockens rå nerve og stive diller. Med ‘Buzz Human’ fortsætter de ud af tangenten, men her skæres ikke blot ind til benet. Der saves igennem.

De sangskriverhjerneceller, der tidligere har præsteret fuldtræffere som den nu fem år gamle ‘Knucklehead’, er nu fortrængt eftertrykkeligt. Albummet her er far Kim og onkel Bos mandetime ude i garagen, efter at ungerne er puttet: Bundprimalt og bøllet. Men brødrenes forsøg på at køre den hjem på rendyrket psychobilly-power er ikke udelt vellykket.

Tag nu ‘Took It to Me Pads’, ‘Sensation’ og ‘To Hell’, der alle opererer efter devisen: En amputeret nævefuld guitarriff, en energisk indpiskende og rablende Kim Kix ovenpå, og så ellers rundt og rundt på karusselponyerne i to-tre minutter. Monotonien er enerverende, og som en vis hr. Blachman ville sige det: Det er sgu ikke noget særligt.

Omvendt giver syrepastichen ‘Acid Orchid’ med sine kvindelige gæstevokaler og ‘She Fights Your Boredom With Her Soul’ med rytmisk skæve vers og gammeldags fængende omkvæd spændingsbarometernålen de nødvendige spjæt. Og ‘The Rither’ og ‘Satisfy the Man’ er så afvæbnende tåbelige, at man må kapitulere storsmilende.

‘Teach You Fun’ opsummerer problemerne fint. Kix lover her sjov, ballade og sømpistol-lobotomier til alle. Det er underholdende de første par minutter. Desværre er nummeret dobbelt så langt. Det samme gælder for albummet.