Vi har allerede offentliggjort vores officielle bud på årets bedste serier, film og danske film. Men hvad har vi glemt? Vi har bedt vores anmeldere pege på deres personlige favorit, som ikke var at finde på de autoriserede lister.
’Tuca & Bertie’
Valgt af Freja Dam: ‘BoJack Horseman’-tegner Lisa Hanawalts sprudlende animerede serie om to fugleveninder med stemmer af komikerstjernerne Ali Wong og Tiffany Haddish er et charmerende mirakel, som Netflix desværre aflyste efter en enkelt sæson. Serien er sjov og gakket, men handler også seriøst om 30-årskrise, venskab, selvværd, traumer og #MeToo.
’Under the Silver Lake’
Valgt af Lau Lehrmann: Hvordan følger man op på en af de mest succesfulde gyserfilm i dette årti? ’It Follows’-instruktøren David Robert Mitchell gik all out på ideen om den personlige film til mange kritikeres store hovedrysten. For os andre var der tale om et tømmermandsfilmisk højdepunkt. Instruktørens betragtninger af en skævvredet og tidsforstyrret nutid blev med Andrew Garfield som superb stand-in omsat til en Raymond Chandler-inspireret detektivisk slentretur ned i instruktørens kringelkrogede kælderbevidsthed med ophæng af lyd- og billedindtryk fra barndommen og ungdommens retro-kitsch fra 90’erne. Og så var det tilmed sat i en ramme udhugget som kærlighedserklæringer til det klassiske Hollywood, særligt Hitchcock.
‘Bedrag 3’
Valgt af Sara Prahl: Guderne skal vide, at jeg godt kan køre surt i blågrå nordiske kriminalfortællinger. Alligevel kalder jeg tredje sæson af ’Bedrag’ en af årets bedste danske serier. Grundene er mange, men den største af dem alle er åbenbaringen Maria Rich aka. bankrådgiveren Anna, der fucking stråler i sin transformation fra nedtrådt tøffeltheltinde til røvsparkende gangsterboss i sylespidse hæle.
‘Midnight Family’
Valgt af Jakob Freudendal: Det er sjældent, at dokumentarfilm får en plads på årslister, men det fortjener ‘Midnight Family’ i allerhøjeste grad. Ikke kun fordi første parket-udsynet til familien, der har viet sit liv til at køre privat ambulance i Mexico City, hvor der kun er 50 statsejede ambulancer til ni millioner mennesker, er en af de vildeste og uafrystelige dramatiske fortællinger i år. Men i særdeleshed fordi den viser et sundhedssystem i frit fald og en familie, der på overfladen agerer barmhjertige samaritanere, men i sidste ende ikke selv kan undslippe systemets grådighed og korruption.
’Trækfugle’
Valgt af Morten Kildebæk: »‘Trækfugle’ er et gudesmukt gangsterepos, der bruger den amerikanske genreskabelon til at fortælle den blodige og smertefulde historie om Colombias oprindelige folks involvering i 70’ernes blomstrende narkoindustri. Filmen føles som et friskt pust, idet den fortælles med indianerfolkets egen logik – med åndesyn, ritualer og sang – og fordi volden langtfra glorificeres«.
’Aquarela’
Valgt af Sofie Lykke Stenstrop: »Jeg ville være død tusind gange under optagelserne«, var min første tanke efter at have set årets filmiske klimaopsang: Viktor Kossakovskys, dansk co-producerede vanvidsværk ’Aquarela’. Hans snurrende, skvulpende, hæsblæsende skildring af vandmasser – tilsat tung, finsk heavy metal – er noget af det mest voldsomme, jeg nogensinde har udsat mine sanser for.
’Gösta’
Valgt af Henrik Reinberg Simonsen: Hvor meget skal man være der for sig selv, og hvor meget skal man være der for sine medmennesker? Spørgsmålet blev sat på spidsen i denne biodynamiske HBO-serie. En rustik komedie-af-en-slags med centrum i en svensk træhytte, mens verdenslitteraturen og #metoo-debatten hviskede i underskoven. Lukas Mooddyssons (foreløbige?) afslutning var overraskende ambivalent.
’Gentleman Jack’
Valgt af Jannie Dahl Astrup: BBC og kostumedrama klinger dejlig velkendt, men ’Gentleman Jack’ revolutionerer med sin udtalt lesbiske fortælling om virkelighedens Anne Lister, der forførte kvinder på stribe i 1800-tallet. Susanne Jones er en selvsikker naturkraft i titelrollen: belæst, liderlig og helt uimodståelig. Ikke mindst når hun falder hårdt for naboen Ann, og de må så grueligt meget igennem, inden de kan kysse på den pittoreske bakketop. Jeg dåner.
‘Apollo 11’
Valgt af Andreas Ebbesen Jensen: Glem ‘Avengers: Endgame’ og ‘Ad Astra’. Den bedste rumfilm i 2019 er dokumentarfilmen ‘Apollo 11’. En medrivende tidsrejse tilbage til sommeren 1969, hvor USA satte det første menneske på Månen. Instruktøren Todd Douglas Miller koger på sublim vis 11.000 timers råoptagelser ned til halvanden time åndeløs historiefortælling, der giver de fleste Hollywood rumeventyr baghjul.
‘Hustlers’
Valgt af Johanne Høgfeldt: Jennifer Lopez har aldrig været bedre end her, hvor hun agerer bandeleder for en gruppe strippere, der i kaosset efter 00’ernes finanskrise sætter røveri af deres rige kunder i system. ’Hustlers’ er virkelig underholdende fortalt og bruger klogt stripklubben – stedet hvor hårdtarbejdende kvinder danser for jakkesættenes penge – til at undersøge økonomiske magtstrukturer.
’The Deuce’ sæson 3
Valgt af Kristoffer Grønbæk: George Pelecanos og David Simons mesterlige ’The Deuce’ om prostitution, porno, politi og politik omkring 1970’ernes og 1980’ernes Times Square – det er næsten som at se en filmatisering af en Lou Reed-sang – har ikke fået den opmærksomhed, serien fortjener. De fleste anmeldere var på banen i forbindelse med sæson 1, nogle var stadig med til sæson 2, nærmest ingen til sæson 3, der var seriens sidste, og som løb af stablen i efteråret. Det er svært at forstå. ’The Deuce’ er et indiskutabelt mesterværk, der på 25 episoder når samme højder som ’Mad Men’ i sin på alle måder overlegne skildring af en tidsperiode, hvor mangefacetterede karakterportrætter inkorporeres i en større fortælling om, hvordan, og med hvilke konsekvenser, New York er blevet den by, den er i dag.
‘State of the Union’
Valgt af Kasper Løvborg: En af årets klart bedste serier – hvor et ægtepar mødes på en bar hver uge, inden de skal til parterapi – ville udgøre en perfekt double bill med en af årets klart bedste film, ‘Marriage Story’. Nick Hornby, Stephen Frears, Rosamund Pike og Chris O’Dowd er alle i topform, og den lynhurtige levering af de knivskarpe replikker står næsten mål med ‘His Girl Friday’. Samlet spilletid: 100 minutter!
‘After Life’
Valgt af Sarah Genevey: Efter ‘The Office’ og ‘Extras’ gør Ricky Gervais tiltrængt comeback som enkemanden Tony, der efter sin kones død lever i en arrogant-pessimistisk boble af færdigretter og spydige bemærkninger. En både rørende og sjov komedieserie om at genfinde meningen med livet, når man alligevel intet har at miste.
’Dragged Across Concrete’
Valgt af Christian Povlsen: Genre-aficionado S. Craig Zahler giver med ’Dragged Across Concrete’ sit personlige bud på en klassisk heist-film. Med dens dragende dramaturgi får vi en barsk, sortkomisk og provokerende fortælling, og centralt i filmen finder vi potente roller til Mel Gibson, Vince Vaughn og den sublime Tory Kittles, ligesom der heller ikke er sparet på splattereffekterne. En film for alle dem, der savner 70’ernes rå storbydramaer.
’Mid90s’
Valgt af Mathilde Johanne Kristiansen: Replikker som »You fucking Sheryl Crow-looking motherfucker« og halvåndssvage karakternavne som Fuckshit og Sunburn gjorde Jonah Hills ’Mid90s’ til en af årets mest citerbare filmoplevelser. Selvom skuespilleren var væk fra lærredet, var hans grovkomiske talent stadig totalt allestedsnærværende, hvilket gjorde instruktørdebuten til en af årets coming-of-age-triumfer. Desuden spiller Lucas Hedges fænomenalt som skadet appelsinjuicedrikkende storebror.
‘Gemini Man’
’Final Space’
Valgt af Alexander Grevy: Når man sidder og venter på en ny sæson af ’Rick and Morty’, er de to sæsoner med (anti)helten Gary Goodspeed, planetdræberen Mooncake, den sociopatiske deep-space-insanity-avoidance-companion KVN og alle de andre finurlige rumrejsende et rigtig godt bud – selv om det nok desværre ikke tager 1,5-2 år at se.
’Work in Progress’
Valgt af Sarah Glerup: Tim Mason og Abby McEnanys nye HBO-serie er en genial gentænkning af sitcom-genren, som skildrer generationsforskelle, psykisk sygdom og LGBTQ-miljøet på måder, der på én gang vækker latter og gør os klogere. Jeg gav den seks stjerner efter to afsnit.
’Alita: Battle Angel’
Valgt af David Madsen: Robert Rodriguez’ og James Camerons anime-adaptation er som snydt ud af næsen på 90’ernes actionbaskere som ’Jurassic Park’, ’Terminator 2: Dommedag’ og ’Total Recall’. Christoph Waltz giver sin bedste præstation siden ’Inglourious Basterds’, men det er Rosa Salazar bag de store mangaøjne som Alita, der sælger filmens hjertevarme YA-historie samt spektakulære og effekttunge action-scener.
’Transit’
Valgt af Frederik Bakkerud: Trods en besynderlig historisk præmis, med hvilken Anden Verdenskrig og nutid fusionerer, er det noget nær absurd, hvor vellykket og medrivende Christian Petzolds ’Transit’ er. Det er ikke alene medrivende, men visionært og tankevækkende, hvordan transit-motivet (’overgang’ eller ’gennemrejse’) gennemtrænger såvel æstetik som fortælling og budskab.
’One Cut of the Dead’
Valgt af Anders Schelde Mai: Shin´ichirô Uedas japanske lavbudget-zombiekomediefilm blev en af årets ubestridte solstrålehistorier, da den tjente sit budget hjem mere end tusind gange. Takayuki Hamatsu spiller en karismatisk instruktør, som er i færd med at lave en zombiefilm, da filmsettet pludselig angribes af rigtige zombier – en mulighed, som må og skal udnyttes.
’Evil’
Valgt af Tue Løkkegaard: ’Evil’ er en forrygende intelligent, mørk og uhyggelig, satirisk og sjov serie, hvor hovedkaraktererne undersøger alt fra sataniske besættelser, spøgelser og hjernevask. Svarene er få og spørgsmålene mange, og ’Evil’ lefler aldrig for seerne. Det er en serie, der får os til at tænke på den nye verden, vi lever i, og om det egentligt er mindre uhyggeligt, at det onde lige så vel kan komme fra os selv som fra underjordiske kræfter.
Se også: DE BEDSTE SERIER I 2019
Se også: DE BEDSTE FILM I 2019