El Perro Del Mar

Det er lang tid siden, jeg har danset kinddans. Jeg troede egentlig, at jeg blev for gammel allerede i 8. klasse og skød det væk som et tween-fænomen. Men nu har den svenske sangerinde og musiker Sarah Assbring a.k.a. El Perro Del Mar med hendes pigepoppede 1950’ervokal, bedrøvede klaverkompositioner og kammer-pop-album, der lyder som en intimitet fra Burt Bacharach en sen nattetime på en danserestaurant, givet mig lysten tilbage.

El Perro Del Mar album-debuterede i 2006 med en opsamling af tidligere udgivne EP’er. Dengang fyldte vokal og guitar det meste, men denne gang er guitaren skiftet ud med klaver og orgel. Orglet har tilført flere numre en højtidelighed og kirkelig klang, som klæder Assbrings sarte, smukke og meget betagende vokal.

Vokalen er musikkens absolutte styrke, og allerede efter et par numre står det klart, at hun kan synge smøgen ud af kæften på selv den største gavflab. Men i længden er vokalen næsten så smuk, sart og ren, at den bliver kedelig, perfekt og kønsløs, hvilket leder hen til et generelt problem for pladen. Selv om albummet i sin smukke og bedrøvede helhed byder op til kinddans, så vil man i perioder hellere stå i baren.