I en alder af blot 22 år har Finneas O’Connell allerede slået sit navn fast i den internationale superliga af producere og sangskrivere.
Ved årets Grammy Awards blev han kåret til årets producer, og sammen med søsteren Billie Eilish kunne han i alt hive fem statuetter med hjem.
Ved siden af sit sprudlende producervirke, der de seneste år også har budt på samarbejder med superstjerner som Selena Gomez, Halsey og Camila Cabello, fifler Finneas også med en solokarriere. Sidste år udgav han sin debut-ep, ‘Blood Harmony’, som han også selv har produceret.
Men hvad er det, der gør Finneas så god? Hvori ligger hans geni? Og hvorfor skinner talentet ikke så godt igennem i solomaterialet?
Vi har fundet tre røde tråde i hans produktionsstil, der er med til at gøre hans lyd unik. Og så kommer vi til sidst ind på, hvordan han (ikke) bruger sine tricks, når han laver sin egen musik.
1. Minimalisme
Det, der i særdeleshed adskiller Finneas fra andre producere, er hans evne til at fravælge. Han har en utrolig minimalistisk tilgang til musikproduktion, og når han har lavet en sang færdig, fjerner han instrumenterne ét efter ét, indtil sangen ikke længere fungerer.
På den måde koger han sangen ind til dens reneste essens. Det er ofte sangens kerne, man hører i starten af Finneas’ produktioner, og det er genialt set at begynde ultrasimpelt, så selv de mindste tilføjelser får en stor indvirkning på sangen. Det betyder, at han har en utrolig dynamik og spændvidde at arbejde med i sine produktioner.
Billie Eilishs megahit ’Bad Guy’ er et godt eksempel, og også Finneas’ nummer et-hit med Selena Gomez, ’Lose You To Love Me’, fremviser, hvad han gør så godt.
Det er et spartansk nummer, hvor der stort set hverken er bas eller trommer, og sangen får sin kraft fra detaljer som eksempelvis de små strygere eller de ekstra korstemmer, der kommer til i anden del. Hvis han havde startet stort, ville han have været nødt til at overdrive for at give sangen sit klimaks.
2. Stemmen er det vigtigste instrument
Når Finneas producerer eller skriver sange for andre kunstnere, har han en mission. Den er, at kunstneren skal lyde som den bedste version af sig selv.
Han vil altså ikke have Tove Lo til at synge en Finneas-sang, men få Tove Lo til at synge den bedst mulige Tove Lo-sang.
Nogle moderne producere ville måske nævne en bestemt synthesizer eller trommemaskine som deres vigtigste instrument, men hos Finneas er stemmen det allervigtigste redskab, og det er årsagen til, at hans mission ofte lykkes.
Sangene tager form efter, hvilken stemme der synger dem, og alt andet i produktionen skal indordne sig under vokalen. Han har drevet princippet længst i Billie Eilish-sangen ‘When the Party’s Over’, hvor sangen i lang tid kun består af Billies vokaler og korstemmer. Det sætter vokalen helt frem på scenekanten til fuldt skue.
3. Han bruger reallyde, så det bliver et filmisk og visuelt lydbillede
Kamæleonen Finneas kan være svær at høre, men hvis der er noget, der skulle minde om en signatur, er det hans brug af reallyde.
Lydene danner et mere visuelt lydunivers, som rodfæster sangteksterne i virkeligheden. Det gør teksterne mere troværdige og voldsomme, når man for eksempel i Billie Eilishs gysersang ’Bury a Friend’ hører lyden af smadret glas og bagefter en klipsemaskine, når Billie synger »Step on the glass, staple your tongue«.
I samme sang er der også brugt et tandlægebor til at opbygge sangens creepy atmosfære. Finneas har beskrevet, hvordan han altid er opmærksom på lyde i sin hverdag og ofte optager dem med sin iPhones memo-app eller en diktafon.
Bruger han det så i sin egen musik?
Indtil videre har Finneas’ solokarriere budt på sidste års debut-ep ’Blood Harmony’ og en række singler, men musikken adskiller sig alligevel markant fra det, han producerer sammen med Billie og for andre kunstnere.
»Jeg tror, at hvis du skal lave noget, der rent faktisk er værd at lytte til, så skal det være unikt på en måde. For det meste siger jeg »jeg elsker dig« i mine sange, og det er ikke et vanvittig unikt budskab – så jeg bliver nødt til at finde en unik måde at sige det på«, har Finneas udtalt til Coup de Main Magazine om sin solomusik.
Det er et interessant citat, som harmonerer godt med producerkarrieren, men det er også et standpunkt, som man godt kan tillade sig at måle solokarrieren op imod. For debut-ep’en byder ikke på de helt store revolutionerende måder at fortælle de klassiske budskaber på.
’Shelter’ lyder meget som en Ed Sheeran-sang, og det er heller ikke svært at tænke Coldplay frem på nethinden under ’I Lost a Friend’. Begge er sange velskrevne, men det er som om, produktionen halter efter – eller bare lige mangler den originalitet, som man fornemmer i Finneas’ karriere uden for solokasketten.
Forklaringen på solomaterialets manglende power skal dog ikke udelukkende findes i produktionen. En stor del af problemet er nemlig hans vokal. For ja, Finneas er bare ikke udstyret med verdenshistoriens mest interessante sangstemme. Desværre. For sådan noget er jo ikke lige til at lave om på. Men så må han jo finde måder at udnytte sin stemme på, ellers er der altså en risiko for, at den ender med at placere ham lidt midt i det hele, hvor man hverken betages af den eller skærer sig på den.
Der er dog et enkelt nummer på ep’en, der fylder én med håb for solokarrieren, og det er ‘Let’s Fall in Love for the Night’. Her viser Finneas alt, hvad han kan for andre – blot tilsat hans egen intelligens, selvtillid og det glimt i øjet, han altid flasher i interviews.
Nummeret har hans karakteristiske dynamik som følge af fravalg og tilbageholdelse. Der bliver gjort plads til stemmen, specielt i de stille passager, og så bliver scenen med en romance, der fortsætter til den lyse morgen, underbygget af en række kvækkende frøer! Han scorer et hattrick i sin egen produktionsmetode, og det fungerer.
Finneas er et ungt geni. Og han har allerede bevist, at han er en unik producer, der kommer til at præge popmusikken i mange år. Lad os håbe, at han i fremtiden kan blive bedre til at udnytte sit eget talent i solokarrieren.