Han blev indoktrineret i kult-improvegruppen ’Shenanigans’, var Californiens guvernør i et øjeblik, grundlagde Disneyland (ikke det Disneyland) og startede en børneklinik med klovne som praktiserende tandlæger.
Todd Chavez (med stemme af Aaron Paul) har opbygget et imponerende cv i løbet af de seks sæsoner, som ’BoJack Horseman’ nåede op på, før serien sluttede på Netflix for et par uger siden. Men selvom han har været der fra pilotafsnittet, er han næppe den første karakter, mange tænker på, når de ser tilbage på Raphael Bob-Waksbergs fænomenale satireserie om Hollywoo(d).
Med et farverigt galleri af mennesker såvel som antropomorfe dyr har serien siden 2014 været én af Netflix’ bedste satsninger. Den afdankede stjerne fra 90’ernes sitcom ’Horsin’ Around’ BoJack Horseman (Will Arnett i sit livs præstation) kæmper for sin værdighed og relevans i et evigt skiftende mediebillede, mens han drukner sorgerne og selvmedlidenheden i piller, alkohol og sex.
Med tunge emner som magtmisbrug, systemisk racisme og sexisme i Hollywood, generationelle traumer og MeToo, ville det have været let for skaberne at have kasseret deres muntre comic relief-karakter Todd, som altid har en skør idé i ærmet.
Bob-Waksberg har i et interview med Indiewire fortalt, at præmissen for ’BoJack Horseman’ var at skabe en serie, hvor de chauvinistiske antihelte fra ’Archer’, ’The Simpsons’ og ’Family Guy’ måtte leve med konsekvenserne af deres handlinger. I modsætning til traditionel tv, hvor karaktererne altid belejligt vender tilbage til status quo mellem hvert afsnit, har ’BoJack Horseman’ nemlig den samme struktur som dramaserier som ’Breaking Bad’ og ’Mad Men’.
I første sæson har Todd da også det samme forhold til BoJack, som Homer har til sin uartige søn, Bart. »Shut up, Todd«, vrisser den alkoholiserede hest igen og igen ad sin uønskede logerende husgæst, når han ikke ignorerer ham efter bedste evne.
Men selvom det er BoJack, der lapper spotlyset i sig, er ingen karakter så emblematisk for seriens balancegang mellem grådkvalt tragedie og absurd komik som Todd. Til trods for sin uniform bestående af en rød hoodie og en gul beanie cap er han umulig at placere og kortlægge og står både for nogle af seriens mest fjogede indslag og slående konfrontationer.
Er der altid for andre
»Vi behøver ikke proppe mærkater på alting«.
Introduktionen til Todd i serien er ment som en morsom sidebemærkning, da BoJack beklager sig over at have en uvelkommen husgæst. Men bemærkningen stikker langt dybere end som så.
Todds umiddelbart uudtømmelige overskud og gemytlige attitude gør, at hans primære funktion er at tjene andre og selv blive overset. Da Todd ender i fængsel i afsnittet ’Our Story Is a ’D’ Story’ og bruger sit ene telefonopkald på at ringe til BoJack, nægter vennen at tage telefonen, fordi det er et ukendt nummer.
Men sådan fortsætter det ikke for evigt. I den frenetiske episode ’Hooray! A Tood Episode!’ i sæson 4 bliver Todd igen-igen udnyttet af sine venner og bekendte til at udføre den ene praktiske opgave efter den anden. Han hjælper blandt andet skuespilleren Mr. Peanutbutter med sin valgkampagne, udgiver sig for at være Channing Tatum for at give den deprimerede Diane sin selvtillid tilbage, spiller triangel i et orkester og hjælper Hollyhock med at finde ud af, om BoJack er hendes biologiske far.
Todd er med andre ord den perfekte repræsentant for millennial-generationen. Det meste af serien er han vitterligt hjemløs, var det ikke for de mange husejere, der glædeligt husker ham på, at han befinder sig på deres grund. Og på arbejdsmarkedet er han en blæksprutte, der konstant må udvise nye kompetencer, uden at han bliver værdsat for nogen af dem.
Men med episoden ’Hooray! A Todd Episode!’ lægger seriens skabere samtidig fokus på, at Todds uselviske handlinger og empatiske opførsel ikke går komplet uset hen. BoJack prøver sit bedste for at forsone sig med ham efter at have svigtet ham én gang for meget i sæson 3, hvor han har sex med Todds veninde Emily.
Afsnittet begynder tillige med, at koncertens komponist fortæller om Todds mange brave handlinger – en ros, som naturligvis ikke overværes af Todd selv. Han har ikke kunnet åbne toiletdøren i en time, fordi han føntørrede sine hænder, mens han holdt en taco!
Mod slutningen vælger Todd endelig at bruge tid på sig selv.
En kærkommen udforskning af queer-identitet
Fra denne metarefleksive episode, hvor serieskaberne anerkender, at der er mere i Todd end blot at være et redskab til at løse diverse konflikter, tilsliber de en spraglet, fascinerende karakter. I slutningen af sæson 3 springer han ud over for Emily som aseksuel, da hun spørger ind til, om han er bøsse, siden han ikke er interesseret i et romantisk forhold med hende.
Bob-Waksberg har forklaret, at det var karakteren Todd, der på en måde helt naturligt selv fortalte manuskriptforfatterne, at han var aseksuel. Og netop coming out-scenen viser både nuancerne ved queer-identitet, og hvor raffineret et forhold skaberne åbenlyst har til deres ensemble. For det meste forstås LGBTQ+-folks seksualitet og identitet som en kategorisering, men Todd svøber sig hverken i regnbueflaget eller proklamerer sig selv som aseksuel til Emily lige med det første. I stedet er det med usikkerhed og forvirring, men også tiltro til sin nærmeste ven, at han siger ordene: »Jeg tror, jeg er… ingenting«.
De ærlige ord følges straks op af Emilys utvetydige opbakning. Og herfra har serien brugt Todd til at udforske queer-identitet ud over de faste mærkater.
BoJack er støttende, da Todd springer ud som aseksuel, men Todd gør det også klart, at han ikke er klar på alle de tørre jokes omkring sin seksualitet, som BoJack straks smider på banen. Noget mange queer-personer kæmper med, når de har skullet forklare deres situation til deres umiddelbart forstående nærmeste.
I sæson 4 indleder han et seriøst forhold med kollegaen Yolanda. Efter et klassisk falden-på-halen afsnit, hvor Todd naturligvis ryger i problemer med svigermekanikken, slår han op med Yolanda, fordi det eneste, de to har tilfælles, er deres seksualitet.
Som med alle de andre karakterer er Todds romantiske forhold kun én del af hans person. De sidste to sæsoner formår på fin vis at udforske Todds privilegie som en hvid mand i en hvid mands verden, da han møder sin mexicanske stedfar, og han ved et uheld introducerer Hollywood til sexrobotten Henry Fondle – en vammel satan, som filmindustriens bestyrelsesmedlemmer naturligvis straks svimler over.
I finaleafsnittet ’Nice While It Lasted’ fastholder Todd sit naive og kærlige syn på tilværelsen, da han forklarer BoJack, at børneremsen ’Hokey Pokey’ i virkeligheden handler om, at man altid kan dreje rundt og vende et nyt blad i sit liv. BoJack afviser som altid Todds fortolkning: »Jeg tror, du har tænkt mere over den eksistentielle dybde i sangen end sangskriverne, som rimede ’about’ med ’about’.”
»Men er meningen med kunst ikke i mindre grad hensigten end fortolkningen?«, replicerer Todd.
Det føles passende, at det er Todd, der indkapsler ’BoJack Horseman’ som seriekunstværk. Vi behøver ikke proppe mærkater på alting.